De forunderlige stamceller

KLONING OG ETIK: Den nylige store europæiske konference om stamcelleforskning viste, hvor langt de enkelte lande er fra etisk enighed på dette område

Titanen Prometheus stjal ilden fra guderne og gav den til menneskene. Zeus straffede ham ved at lænke ham til en klippe. Her hakkede Zeus´ ørn hans lever ud og åd den, men i nattens løb gendannedes den ...

Havde Prometheus adgang til stamceller, der kunne gendanne hans lever? EU-Kommissionen afholdt den 18.-19. december 2001 en konference om stamcelleforskning. Den indledtes med Prome-theusmyten. Deltagerkredsen var bred. De forunderlige stamceller er nemlig genstand for intens opmærksomhed fra mange sider. Og patientorganisationer, lægemiddelindustrien, patentbureauer, politikere, medier, etikere, religiøse samfund, kirkeretninger »endevender« stamcellerne fra hver sit udgangspunkt.

Stamceller? Et menneske består af milliarder af celler, der er ordnet i de forskelligste væv. Der er nervevæv, muskelvæv, hår, kirtelvæv, knogler, hornhinder, tandemalje, nyrevæv osv. osv. De fleste celler er højt udviklede til at varetage netop deres specielle funktion. Men alle disse celler kommer fra en enkelt celle, det befrugtede æg.

Forunderligt er det: Det befrugtede æg bærer alle mulighederne i sig. I æggets første levedage sker kløvninger til to, fire, otte, 16 celler osv. Alle senere celler stammer fra disse tidlige celler - stamcellerne. Man har nu den forventning, at stamcellerne kan anvendes til at reparere eller forny specialiserede celler, som er gået til grunde. Hvis man f.eks. har ødelagt hjerne-, hjerte- eller levervæv, kan en indsprøjtning af stamceller forhåbentlig helbrede ved at udbedre skaden. At dette er inden for mulighedernes grænse, viser allerede undersøgelser hos dyr.

De stamceller, som kommer fra et embryon, dvs. et fosteranlæg, kaldes embryonale stamceller. Men også i den udvoksede organisme findes stamceller, som dog ikke har helt så mange muligheder i sig. Knoglemarven indeholder f.eks. stamceller, som kan blive til alle blodets celler, herunder både de hvide og de røde blodlegemer. Derfor kan knoglemarvstransplantation anvendes til behandling af leukæmi; man slår de syge celler ihjel og erstatter med knoglemarv, der på grund at sit indhold af stamceller kan udvikle nye sunde blodceller.

Stamcelleforskningen har imidlertid givet nogle overraskelser. Antagelsen var, at stamceller i den udvoksede organisme kun fandtes i væv med stor celleudskiftning såsom bloddannende væv, tarm og hud. Når vi har en ubrudt hudoverflade, skyldes det, at der stadigt sker fornyelse og erstatning af døde celler ved hjælp af stamceller i hudens vækstlag. Men nu har man fundet stamceller i alle slags væv, også meget specialiserede væv som hjerne-, hjerte- og muskelvæv. En anden antagelse, som ikke holder længere, var, at stamcellerne kun kunne blive til samme slags væv, som de var »født i«. Nu har det vist sig, at knoglemarvsceller kan blive til hjernevævsceller, muskelceller til bloddannende celler osv. Når en mand får transplanteret en lever fra en kvindelig donor, findes der efter nogen tid leverceller også med mandlig kromosombesætning (XY). De må komme fra stamceller i hans eget blod.

Det er endnu for tidligt at sige, om de embryonale stamceller eller stamcellerne fra voksne vil vise sig at være bedst i sygdomsbehandling. Det er dog inden for det seneste års tid blevet klart, at klonede stamceller næppe vil være anvendelige i praksis. Den såkaldte terapeutiske kloning ser kun ud til at være interessant i forskningssammenhæng.

Mens der ikke knytter sig meget store etiske problemer til anvendelse af stamceller fra den udvoksede organisme, er det anderledes med de embryonale stamceller. De fleste er enige om, at de tidlige stamceller, som hver især har muligheden i sig for at blive til et selvstændigt individ, må behandles med respekt, men der er store forskelle på holdningerne til embryonets status i de enkelte lande.

Det kom tydeligt frem ved EU-konferencen, hvor repræsentanter fra især Tyskland, Spanien og Italien var ivrige fortalere for, at embryonet skal tillægges status som et fuldt menneske. Andre argumenterede for, at et embryon, som befinder sig uden for livmoderen og dermed ikke af sig selv ville kunne udvikle sig til et barn, ikke har værdighed som et menneske. Det gælder f.eks. tiloversblevne befrugtede æg i forbindelse med reagensglasbefrugtning.

Det blev kritiseret, at konferencetilrettelæggerne ikke havde indkaldt deciderede modstandere af stamcelleforskning som indlægsholdere og paneldeltagere. Forskning på embryonale stamceller blev af nogle konsekvent kaldt destruktiv forskning, fordi den medførte ødelæggelse af de pågældende celler. Andre anførte, at det var svært at forstå, hvordan forskning kunne tillades på døde mennesker og fostre (f.eks. for at finde årsagen til spontan abort), men ikke skulle kunne tillades på tiloversblevne embryonale celler, der alligevel ville blive kastet bort eller destrueret. Atter andre pegede på, at stamcellens »værdighed« i al fald måtte stilles over for den værdighed, som lammede, gigtramte og andre svært syge mennesker har.

Lovgivning om provokeret abort og dødsstraf blev inddraget i debatten, der efterhånden blev emotionel. Præsident Bush rostes for som en af sine første handlinger at have begrænset statslige forskningsmidler til udforskning af nogle få allerede etablerede stamcellelinjer. Samme mand har som guvernør i Texas underskrevet flere dødsdomme, men her blev det minsandten anført - ikke, at der må tages afstand fra dødsstaf, men - at man jo da ikke bød de dødsdømte, at der blev udført eksperimenter på dem før henrettelsen - det man nu ville byde de embryonale stamceller!

Der var alene enighed om, at man næppe ville nå til enighed på dette område.

Ole Hartling er overlæge og medlem af Det Etiske Råd