Seeberg: Et farvel til kul er nødvendigt

Kul har i mange år haft rygte for at være den billigste form for energi. Men når man ser på den pris, vi betaler med vores sundhed og klima, er det ikke etisk forsvarligt at fortsætte vores afhængighed af kul

 Kul har i mange år været svært at komme uden om.

For ja, kul har givet os varme i radiatoren og lys i lampen, men kul har også drevet negative klimaforandringer og haft så store folkesundhedsmæssige konsekvenser, at tiden nu er inde til at droppe kul som energikilde.

Kul er det mest forurenende af alle fossile brændsler og er samtidig den største kilde til udledning af CO2. Og det har en meget høj pris, som jeg ikke synes, vi skal blive ved med at betale.

Lad mig give et par eksempler:

Luftforurening fra kulfyrede elkraftværker koster hvert år over 23.000 amerikanere livet og er skyld i over en halv million astmaanfald og knap 40.000 hjerteanfald. De tal er kun fra USA, men forestil dig, hvor høje de mon er for hele verden.

Udledninger fra kulkraftværker er ligeledes skyld i syreregn, der eksempelvis efterlader en regning på op til en halv billion kroner i Asien og Stillehavsregionerne hvert år. Røgen fra kulkraftværker indeholder også tungmetallet kviksølv, og hver sjette amerikanske kvinde i den fødedygtige alder har så høje kviksølvskoncentrationer i blodet, at det kan skade et foster.

Endelig er kul en af hovedsyndere bag de accelererende klimaforandringer, som netop nu dokumenteres på FN’s klimapanel topmøde i København. Forskerne fastslår, at det går den forkerte vej, selvom vi ved, kul er farligt. Mellem 2000 og 2010 er forbruget af kul steget og udgør en større del af vores energikilder, primært i Asien, som billederne af den kinesiske smog, der gør det sundhedsfarligt at leve i eksempelvis hovedstaden, Beijing, også vidner om.

Kina var indtil for nylig berygtet for at åbne et nyt kulkraftværk om ugen og på verdensplan er der stadig aktuelle planer om at opføre over 1100 nye kulkraftværker. Hvad tænker vi på?

Når vi nu har andre muligheder end kul, og de muligheder tilmed er stadigt mere konkurrencedygtige rent prismæssigt, så vil det være uetisk at fortsætte vores afhængighed af kul.

Derfor er det hul i hovedet, at OECD-landene årligt støtter deres kulindustri med over 150 milliarder kroner årligt. Og det er lige så problematisk, at stater og finansinstitutioner fortsat finansierer nye kulkraftværker. 

Flere aktører er begyndt at sige stop – eller bremse op. Den amerikanske præsident Barack Obama og de nordiske regeringsledere, heriblandt Helle Thorning-Schmidt, lovede i fjor, at de fremover kun vil støtte nye kulkraftværker i udlandet i sjældne tilfælde.

Og klimaminister Rasmus Helveg Petersen fastslog onsdag, at Danmark skal udfase kulfyring i 2025 og ikke vente til 2030. Det håber jeg, der kan blive bred enighed om i Danmark.

Den europæiske investeringsbank, EIB, Verdensbanken og Den europæiske bank for genopbygning og udvikling har efter langvarigt pres indvilliget i at vedtage udlånspolitikker, der godt kunne være en skarpere, men som forhåbentlig betyder, at de på sigt helt stopper med at støtte kulkraftværker.

Kul producerer alligevel over en tredjedel af verdens elektricitet. Det er den højeste andel for alle energikilder. Men den gode nyhed er, at den vedvarende energi rykker på sig. Vandkraft står for 16 procent af verdens elektricitet og her i Danmark leverede vindkraft i første halvår af 2014 over 40 procent af vores elforbrug.

De grønne, energivenlige løsninger har vi altså allerede. Men der er stadig lang vej igen. Og vi bruger også stadig meget kul i Danmark.

Vi bør arbejde for nul kul nu. Ingen nye kulkraftværker skal opføres, hvor vi danskere har noget at skulle have sagt, og vores stemme skal være høj og tydelig i de internationale fora, vi sidder med i og hvor vi har en mulighed for at påvirke udviklingen hen imod en verden drevet 100 procent af vedvarende energikilder.

Nul kul er vejen frem.