LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Kønsskifte

Skal transseksuelle have ret til juridisk kønsskifte?

Søren Laursen, formand for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, og Henrik Højlund, sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, kommer med deres syn på transseksuelles ret til juridisk kønsskifte. Foto: SERGEI SUPINSKY/ Denmark

Folketinget skal i løbet af foråret tage stilling til, om transseksuelle skal have lov til frit at ændre køn i cpr-nummer, pas og sygesikringskort uden at have gennemgået en egentlig kønsskifteoperation

JA!
-
siger Søren Laursen formand for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

"Det er et naturligt og nødvendigt skridt at tage, at vi som samfund respekterer og godtager de transseksuelles position og valg. For hvem skal bestemme, hvilket køn vi skal have, andre end os selv?"

Men det er jo bare et par cifre i cpr-nummeret, hvorfor har det så stor betydning?

"Det er ikke bare et tal. Det her rammer de transseksuelle i nakken hver dag, når de skal låne en bog på biblioteket eller vise deres sygesikringskort til lægen. Så er der ingen overensstemmelse mellem deres cpr-nummer og den, de er. Det er på den måde et meget virkeligt og konkret problem."

"Det er samtidig belastende og ydmygende for de transkønnede, at de ikke bliver anerkendt og respekteret af det samfund, de er en del af. Nogle vælger ligefrem at gennemgå en kønskifte-operation, de ellers ikke synes, de har brug for, for at få et nyt cpr-nummer."

"Det er jo helt urimeligt, men viser også, hvor afgørrende, det er for mennesker, at der er overensstemmelse mellem den person, de er, og den omverdenen ser og forholder sig til."

Kritikere mener, at et nyt cpr-nummer bare vil fjerne fokus fra dybereliggende og mere alvorlige problemer blandt transseksuelle?

"Det mener jeg overhovedet ikke. Vi er meget bevidste om, at der er en voldsom overrepræsentation af sociale problemer blandt transkønnede. Og vi bilder os ikke ind, at juridisk kønsskifte løser alt. Slet ikke. Men anerkendelse og respekt er en del af det, og et helt naturligt skridt."

LÆS OGSÅ: Danmark kritiseres for diskrimination af transseksuelle

NEJ!
- siger Henrik Højlund sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk.

"Jeg synes, at man skal passe meget på med at give dem den glæde, for jeg er slet ikke sikker på, at det er en glæde overhovedet. Det kan lyde paternalistisk, for hvem skal bestemme, hvad glæde er? Men jeg tror, at vi skal passe endog meget på blindt at følge den tankegang, at hvis noget giver umiddelbar glæde, så er det rigtigt at gøre."

Men det er jo bare et par enkelte cifre i et cpr-nummer?

"Ja det er jo bare et tal, men det er et tal, der betyder noget. Og hvis det bliver en realitet, er det noget rigtig skidt, fordi det sender et signal om, at kønsidentitet er en fleksibel størrelse, som vi frit kan forme, og som ikke har rod i, hvordan vi er skabt."

"Vi bilder os ind, at vi kan skabe vores egen identitet og virkelighed, det er en stor ulykke, hvis det værdisæt går hen og sejrer, for det kan vi ganske enkelt ikke finde ud af. Vi bliver givet nogle vilkår, og de vilkår kan være meget tunge og svære at bære, men vi har ikke andet valg end at tage vores liv på os."

Fra de transkønnede lyder det, at trangen efter anerkendelse og det rigtige cpr-nummer kan drive mennesker til selvmord. Er det ikke en høj pris at betale for et tal?

"Det viser for det første, at der er meget mere på spil end uskyldige tal. For det andet tror jeg, det er en stor fejl at tro, at man afhjælper deres trang til selvmord ved at ændre nogle tal. Den transseksuelles kamp stikker langt dybere end bare accept. Deres kamp med seksualiteten handler om identitet og selvforståelse, og jeg mener, at det ville være direkte ansvarsløst og uengageret at foregive at kunne løse det ved at lave om på et tal i et cpr-nummer. Det er ikke at tage de her menneskers udfordringer seriøst, og det ville være meget forkert."