På tværs af de etiske grænser

Et stigende antal danskere krydser hvert år landets grænser i jagten på ønskebarnet, et livreddende organ eller en sen abort. Men hvad betyder det for det fælles værdisæt, når det enkelte individ ikke længere behøver følge reglerne, og er de såkaldte medicinske turister forbrydere eller frontløbere?

Sommeren 2010. I et rutefly til Valencia sidder en lovlydig borger på vej mod sin første forbrydelse. 42-årige Hanne Prien har aldrig så meget som stjålet en karamel, bryder sig ikke om at gå over for rødt, og kører aldrig på cykel uden lygter. Alligevel sidder hun her på vej til en fertilitetsklinik i det sydlige Spanien for at få foretaget et indgreb, der ikke er lovligt i Danmark.

Hun skal insemineres med et æg og en sædcelle fra to anonyme spanske donorer. Dansk lovgivning kræver, at mindst en af forældrene skal være biologisk knyttet til barnet. Men Hanne Prien har ikke nogen mand og kan ikke producere brugbare æg. Derfor har hun valgt at rejse til Spanien og købe sig til det nødvendige arvemateriale. Forud er gået måneder med endeløse overvejelser og indre dialoger om købebørn, skyld, selviskhed og moral.

Men alt det falder i baggrunden nu. I luftrummet over den spanske kyst, bare få 100 kilometer fra det endelige mål, er det kun en ting, der fylder. Det er det samme, der har fyldt, trængt sig på og insisteret på at blive hørt, siden Hanne Prien for snart to år siden handlede aktivt på en overvældende trang til at blive mor. Det eneste, der fylder nu er drømmen om et barn.

En rapport fra OECD fastslog sidste år, at den medicinske turisme er i voldsom vækst, og at handlen med menneskelige legemsdele, kropsfunktioner, sædceller og befrugtede æg kun kan forventes at vokse. Billige flyrejser og let adgang til klinikker og hospitaler verden over har gjort det muligt for den enkelte borger at se stort på national lovgivning for i stedet at navigere efter deres eget moralske kompas.

Men hvad betyder det for de fælles regler og love, når stadig flere mennesker som 42-årige Hanne Prien vælger at definere deres egne etiske grænser.

LÆS OGSÅ: Abortgrænsen skifter ved landegrænsen

Det er klart, at det udfordrer vores fælles etiske værdisæt, når et voksende antal mennesker vælger at sætte sig udover fælleskabet, og det vi sammen har besluttet os for er rigtigt og forkert. Opgaven om at holde sammen om det fælles etiske projekt bliver større, og det bliver vigtigere at tydeliggøre, hvorfor vi som samfund har de retningslinjer, vi har. Samtidig skal vi huske på, at det er stærke kræfter, der er på spil. Det her er jo ikke mennesker, der rejser ud i verden og køber medicinske ydelser for deres fornøjelses skyld, men mennesker der ikke selv kan få det barn, de ønsker sig eller ikke har udsigt til at få et livsvigtigt organ i tide. Når muligheden er en flyrejse væk og helt legitim i et andet land, er det klart, at det er en helt naturlig fristelse, siger Thomas Ploug, professor ved Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd.

På nettet kan man hurtigt klikke sig frem til den ydelse, man ønsker. Sene aborter kan købes i England, rugemødre kan rekvireres i Thailand, USA og Indien til varierende pris, fostrets køn, hårfarve og sygdomsprofil kan finjusteres på klinikker i Mexico, og i Iran er det ligefrem helt legalt at handle med organer.

Alligevel er det ikke bare tilgængeligheden og bevidstheden om, at det kan lade sig gøre, der får danskerne til at se stort på den nationale lovgivning og bevæge sig ud i verden for at købe sig til medicinske ydelser, mener sociolog og fremtidsforsker, Birthe Linddal, der peger på, at det også er selve opfattelsen af etik, der er under forandring.

Hos den ældre generation møder man en opfattelse af etik og moral som en fast størrelse. De har et indre urokkeligt værdiparameter, som de måler alt op imod, og har derfor også ofte en noget forudsigelig fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Hos de yngre generationer er etikken blevet en mere flydende og fleksibel størrelse, der meget belejligt kan tilpasse sig personlige behov, drømme og ønsker, siger Birthe Linddal og fortsætter:

Etikken af den moderne verden handler ikke så meget om, hvad der er rigtigt og forkert, men hvad der er rigtigt og forkert for mig.

Tilbage i Valencia har behandlingen på fertilitetsklinikken vist sig at være en succes.

Et æg og en sædcelle fra to fremmede og for altid ukendte donorer er smeltet sammen og vokser nu planmæssigt i Hanne Priens livmoder. Hun er taget tilbage til Danmark og til sin lejlighed på Frederiksberg i København, men tvivlen er så småt begyndt at rumstere igen. Hun kan pludselig blive bekymret for, om de to hun og barnet vil kunne føle den samme sammenhørighed som andre forældre og børn, nu hvor de intet genetisk materiale har til fælles. Vil hun savne at se sig selv i sit barns træk og gestik, og kan hun udfylde rollen som eneste forælder for et barn, der ikke kender sit biologiske ophav. Ventetiden er ikke bare sød og forventningsfuld, men også fuld af ængstelse for, hvordan det hele skal gå. Indtil en eftermiddag i september, hvor al tvivl med et fejes af banen. Hanne Prien sidder på en stol i den sidste solplet i gården. Hun er alene. Men så mærker hun barnet bevæge sig i maven. Og så er de to.

Da jeg mærkede, at hun bevægede sig første gang, blev hun 100 procent min. Det skete fra det ene øjeblik til det andet, og det har været sådan lige siden. Fuldt og helt. Hun er min, og jeg er hendes, siger Hanne Prien.

Hanne Priens datter får navnet Maise og er i dag en fireårig glad og livlig lille pige. Hun ved, hvordan hun er blevet til, og at hun har en ægdonor og en sæddonor, og som tiden går, skal hun have mere at vide om, hvad det præcis betyder.

Men det er udramatisk og ærligt, det er ikke noget, der fylder på en dårlig måde i vores hverdag. Og jeg synes faktisk, at vores vellykkede familie udfordrer etikken og lovgivningen på området. Vores familieform er vel ikke anderledes end at adoptere et barn, som heller ikke har mulighed for kontakt med sit biologiske ophav. Alternativet for Maise var jo ikke, at hun kunne have kendskab til sin biologiske far og mor, alternativet for hende var slet ikke at findes, siger Hanne Prien, der i dag kun kan glædes over, at hun i sin tid skrottede de vedtagne etiske retningslinjer og stolede på, at det valg, hun tog, var det rigtige.

Jeg synes faktisk, at jeg har vist, at jeg havde ret, siger hun.

Og det har Hanne Prien måske også, lyder det fra eksperterne. For de mennesker, der tager loven i egen hånd, kan ikke bare affejes som gemene kriminelle, men må også betragtes som potentielle pionerer.

Det her skal bestemt ikke opfattes som en opfordring til civilulydighed, men vi kan jo ikke lukke øjnene for, at når der sættes ansigt på en etisk udfordring en mor, der brændende ønsker et barn eller en ung mand, der ikke kan overleve uden en ny nyre så gør det problemstillingen tydeligere og mere insisterende. Det kræver, at vi kigger på det igen. For hvad er egentlig forskellen på at bruge en rugemor, et befrugtet æg eller adoptere et barn? Det er et barn, der bliver fjernet fra sit biologiske ophav. Men der er også et menneske, der tager imod og tilbyder tryghed og kærlighed. Vi bliver nødt til at se løbende på udfordringerne med åbne øjne og være parate til at drage nye konklusioner. Og det er ikke nødvendigvis udtryk for, at vi rykker den etiske grænse, men derimod udtryk for at vores forståelse rykker sig, siger Thomas Ploug.

Lektor i moralfilosofi ved Roskilde Universitet Thomas Søbirk Petersen peger på borgerrettighedsbevægelsen i det segregerede USA og kampen mod apartheid iSydafrika som eksempler på, hvordan civil ulydighed kan være en nødvendig drivkraft for at skabe ny konsensus for, hvad vi vurderer er rigtig og forkert.

De mennesker satte sig i den grad op imod love og retningslinjer, men det er de færreste i dag, der vil sige, at det, de gjorde, var kriminelt, tværtimod. Det er når tingenes tilstand bliver udfordret, at de flytter sig, siger Thomas Søbirk Petersen, der samtidig understreger, at det ikke betyder, at alt dermed kan sættes til debat og prøves af.

Vi skal huske på, at det er gråzonerne, vi diskuterer. Der er jo ingen, der kan forestille sig at krydse landegrænser for at slå nogen ihjel eller begå voldtægt. Der er nogle ting, som vi er enige om, ikke er til debat. Men så er der andre ting, der giver anledning til debat og løbende diskussion. Vores etiske grænser er ikke naturgivne, men kulturelle størrelser, der bevæges og forandres af udviklingen, siger Thomas Søbirk Petersen.

Den medicinske turisme rykker imidlertid ikke bare grænser, den deler også samfundet op i to grupper. Dem der har råd til at bryde loven. Og dem der ikke har.

Højt specialiserede medicinske ydelser, kropsdele og kropsfunktioner er kostbare varer. Det kræver ikke bare personligt overskud, men også økonomisk råderum, og det vil alt andet lige skabe et a- og b-hold i Danmark og øge den sociale ulighed, siger Thomas Ploug.

Hjemme i lejligheden på Frederiksberg i København er Maise ikke længere den eneste af sin slags i hele verden. Hanne Prien har vist sig at være det, man kan kalde en etisk vaneforbryder. Hun har taget turen til Valencia endnu engang for at skabe en søskende til sin datter. Og lillesøster Silja på to år har præcis det samme biologiske ophav som sin ældre søster. Samme ægdonor og samme sæddonor.

Jeg synes, det er en gave, at jeg har kunnet give mine døtre et genetisk fællesskab. Men jeg synes stadig ikke, at et delt biologisk ophav er en forudsætning for en familie. Slet ikke. Vi er en familie, endda en glad og velfungerende familie. Nu er udfordringen bare den, at jeg stadig har nogle befrugtede æg tilbage på klinikken i Valencia. På den ene side vil jeg gerne give dem videre for at hjælpe andre, ligesom jeg selv er blevet hjulpet. Klinikken vil nemlig sælge dem billigere, fordi de er brugt, og så kan nogen, der ellers ikke ville have haft råd, få muligheden. På den anden side er jeg pludselig blevet lidt kræsen med, hvem der skal have de æg. De er jo blevet en del af mig, fordi de er mine børns fuldtbeslægtede søskende. Jeg vil gerne have, at de ender et godt sted, siger Hanne Prien.