Må man mobilsnakke hvor som helst om hvad som helst?
Få ting kan bringe danskerne op i det røde felt som brug af mobiltelefonen på gaden, i supermarkedet og i bussen
– Du siger, du helst vil være sammen med mig i weekenden, men alligevel gør du noget andet. Jeg tror ikke på dig. I sidste weekend ville du også hellere være sammen med dine venner, og vi er kun i begyndelsen af vores forhold, siger den unge sorthårede kvinde. Mobiltelefonen er klinet til øret. En mandestemme siger noget i den anden ende, men svaret er ikke godt nok.
– Normalt vil man være sammen hele tiden, når man lige har mødt hinanden. Jeg vil ikke se dig mere. Der bliver simpelthen for meget smerte, hvis jeg bliver mere forelsket i dig, fortsætter kvinden med høj, klar stemme.
Vi er i undertøjsafdelingen i en større tøjbutik på Strøget i København – ét af de mange steder, hvor danskerne lufter deres interne forhold. For med mobiltelefonen er der ikke længere grænser for, hvor vi kan skændes med vores kæreste, give en ansøger mundtligt afslag på en jobansøgning eller fortælle en ven om problemerne med svigermor. Uden tanke for, at det driver nogle af vore medmennesker til vanvid.
Selvom mobiltelefonen har været en del af vores liv i en del år, er vi nemlig endnu ikke blevet enige om normerne for, hvordan vi bør håndtere den. Det skaber en masse konflikter, især når folk taler privat i det offentlige rum, forklarer Anne Scott Sørensen, lektor på Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet.
– Vi er ikke vant til at lytte til andres intime samtaler, så vi bliver usikre på, om den anden egentlig er bevidst om, at vi hører med. Vi bliver ubehageligt tilpas, når vi ikke har mulighed for at afstemme vores forventninger til situationen med den anden part, siger hun.
I virkeligheden er det mere et hensyn til hende, der snakker, end sippethed fra den, der brokker sig, mener Anne Scott Sørensen:
– Vi bliver pinligt berørt på den andens vegne, for vi bryder os ikke om, at folk overskrider egne grænser bevidst eller ubevidst, uddyber hun.
På gaden er der delte meninger om, hvor slemt det er at høre på fremmede menneskers private snak. Ved Rundetårn går Katrine Guldbrand, 36, med øjnene fæstnet på mobiltelefonen, for hun skal mødes med sin kusine om fem minutter. Som sygeplejerske mener hun, at en mobiltelefon bør være slukket, når man er på arbejde.
– Og jeg vil heller ikke vide alt om, hvad folk har foretaget sig i weekenden, når jeg sidder i toget. Jeg synes, man bør gå hen og tale et sted, hvor andre ikke er lige i nærheden, men jeg blev mere irriteret over det tidligere. Man vænner sig til det, siger Katrine Guldbrand.
Kort derfra haster 21-årige Mie Hjorth Olsen over fodgængerovergangen talende i en lyserød mobil. Hun er på vej hen for at passe sit arbejde i en smykkebutik og hører til dem, som faktisk får noget positivt ud af andre menneskers offentligt tilgængelige samtaler.
– Jeg bruger selv min telefon fra 30 minutter til tre timer om dagen, og jeg synes bare, det er lidt skægt, hvis folk i nærheden taler om private ting, lyder hendes holdning.
Manglen på rodfæstede normer for, hvad der er god takt og tone for brug af lommetelefonen, har fået flere af Emma Gads efterfølgere til at formulere nogle bud. Bill Holmberg er forfatter til bogen "Takt og tone – bagfra" om moderne etikette, hvor han især skriver om det, man ikke skal gøre. Nemlig at tale om begravelsesforberedelser eller drukture, mens man sidder i et offentligt transportmiddel.
– Jeg bryder mig ikke om at høre om fremmede menneskers nyerhvervede gonorré, for det bryder ind i min intimzone, ligesom folk fysisk kan stå for tæt på én. Når vi blander det private og det offentlige så meget sammen, udvander vi også den gode private samtale. Pludselig bliver alt lige vigtigt, og det er synd, siger han.
Men hvorfor er det egentlig mobiltelefonen, der får skylden for vores dårlige manerer? På en travl café tæt på Rundetårn sidder en ung kvinde med en lille topmave og fortæller om graviditeten til sin kaffedrikkende veninde overfor. I løbet af 20 minutter kan eventuelt interesserede ved nabobordet få indblik i alt fra morgenkvalmens intensitet og de nye spisevaner til kærestens ADHD-diagnose og svigermors problem med endelig at skulle kappe navlestrengen til sin voksne søn.
Men vi irettesætter ikke folk for at tale privat med nogen, der er fysisk til stede i kupéen eller på restauranten, selvom det af mange anses for helt legitimt at brokke sig, hvis folk taler i telefon samme sted.
Og det er der en god forklaring på, siger Anne Scott Sørensen. Uanset emnet finder vi nemlig et helt andet stemmeleje, når vi er i samme rum, end når vi kommunikerer over telefon.
– Det er et besynderligt fænomen, som er en kombination af mistillid til teknologien og vores vanskeligheder med at multitaske; altså at være bevidst om det fysiske rum, samtidig med at vi taler i telefon. Når vi taler med én, der er fysisk til stede, sænker vi automatisk stemmen, så den passer til lydniveauet i rummet, forklarer hun.
Og ingen kan undsige sig, for vi har alle en tendens til at danne en lille boble og lade det fysiske rum blive visket ud, når vi taler i telefon.
– Selv er jeg hyperopmærksom på dem, der taler i telefon offentligt, og alligevel glemmer jeg faktisk rummet omkring mig, når telefonen ringer. Så kan man pludselig vågne op og blive bevidst om, at man har siddet og talt højt midt i en togkupé, bekender Anne Scott Sørensen.