Konsekvensetik på bosteder går ud over de svage

Vores omsorgssystem måler og vejer alt i resultater og nytteværdi. Det skaber et samfund af a - og b-borgere, hvor især de svage på bostederne er udsatte, mener Mette M. Madsen Foto: .

Et bosted fortalte for nylig til en autist, som ikke ville flytte, at han havde vundet en lejlighed i Lotto. Og så ville han godt. Fordi samfundet er fokuseret på konsekvenser, glemmer vi de svages ret til selvbestemmelse, skriver Mette M. Madsen.

Alle de handlinger, vi gør, har konsekvenser. Dette er en ufravigelig sandhed. En anden sandhed er, at vi ikke altid kan overskue konsekvenserne af vores handlinger, hverken som enkeltindivider eller som samfund. Men derfor skal vi aldrig holde op med at forsøge.

Netop dette med ikke at kunne overskue konsekvenserne af sine handlinger oplevede jeg forleden på et bosted, hvor man var havnet i et etisk dilemma.

Dilemmaet var, at en person med autisme, som ikke ønskede at flytte, skulle flytte. Bostedslederen havde i samråd med forældrene besluttet at sende borgeren et brev, hvor der stod, at han havde vundet lejligheden i Lotto. Efter modtagelsen af brevet var indflytningen gået meget nemt. Den første konsekvens af brevet, som bostedslederen havde håbet på, var således god.

Den konsekvens, som lederen ikke havde forudset, var, at borgeren fortalte alle om sin store gevinst, således at både medarbejdere og andre pårørende blev inddraget i løgnen. Denne anden konsekvens havde lederne ikke forudset, og den konsekvens fik sidenhen stor betydning for arbejdspladsens kultur og for relationsarbejdet med borgeren.

Denne leder havde alene fokus på at nå målet at få borgeren til at flytte ind lige meget hvilke midler hun skulle bruge. Hvis lederen derimod havde lagt vægt på en holistisk tilgang til dilemmaet, havde der været plads til at invitere andre etiske tilgange såsom pligtetikken og nærhedsetikken ind i dette dilemma.

Denne konsekvensetiske tilgang er det ikke kun bostedslederen, der har fokus på i disse tider. I de seneste år er bosteder, myndigheder, sygehuse og andre offentlige instanser blevet målt og vejet som aldrig før, med det formål hurtigere og mere effektivt at nå deres mål og maksimere nytteværdien af den enkelte medarbejder.

Ud fra et konsekvensetisk perspektiv kan dette selv-følgelig lyde meget fordelagtigt, men når vi kigger holistisk på samfundet og på etikken, så er det spørgsmålet, om vi er i gang med at undergrave vores grundlæggende værdier.

For et par dage siden var en af hovedhistorierne i TV-Avisen, at to unge piger af deres sagsbehandlere var blevet kraftigt opfordret til at få en abort. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om dette virkelig er sket, men jeg ved fra mit arbejde i konsulentbranchen, at dilemmaet omkring unge pigers graviditet ofte bliver diskuteret i myndighedsafdelinger og i social- og sundhedssektoren, hvor der er rigtig mange medarbejdere, der uden at tænke over det vil anbefale de vordende mødre at få en abort.

Det er i disse situationer, jeg spørger mig selv: hvor er vi på vej hen som samfund? Er vi så ikke i færd med at undergrave respekten for den enkeltes selvbestemmelse, agtelsen for værdigheden og respekten for den enkeltes integritet?

Som centerchef Ulla Baggesgaard fra CenterCampo i København skriver i sit nyhedsbrev til sine medarbejdere:

Fokus på resultater indebærer en risiko for, at vi fokuserer på netop resul-taterne frem for på bebo-erens livskvalitet og selvbestemmelse. Fokus på sundhedsfaglige standarder indebærer en risiko for, at vi patientgør de beboere, der bor i vores tilbud. Fokus på økonomi indebærer en risiko for, at vi tager de økonomiske briller på, når vi møder beboerne. Derfor er etikken så afgørende helt generelt og især lige nu.

I forsvaret har de arbejdet en del med etik, og der har de for at undgå samfundets ensidige fokus på konsekvens-etikken opsat tre spørgsmål, som enhver soldat bør stille sig selv før eventuelle handlinger (Er det lovligt? Er det hensigtsmæssigt? Vil jeg kunne leve med mig selv bagefter?).

Jeg tror, det er vigtigt, at vi som samfund lægger vægt på flere etiske vinkler end den konsekvensetiske, hvis vi ikke vil skabe et samfund af A- og B-borgere. Vi må bede politiker om at overveje, hvilke konsekvenser det får for offentligt ansatte og deres faglighed, når udviklingen af deres borgere bliver målt og vejet, som den gør i dag. Det kan godt være, at det er svært at regne ud, men derfor skal man aldrig holde op med at forsøge.