Kommentar: Sundhedisme er blevet den nye religion

Sundhed er blevet det altoverskyggende mål for mange, og det undertrykker andre mål som social fællesskab, tro og kærlighed, skriver læge og medlem af Det Etiske Råd Lotte Hvas

Hvor er livet dog fyldt af modsætninger! Se nu bare al den snak om sundhed. Selv her i Kristeligt Dagblad.

Det er jo herligt, at mennesker i tiltagende grad kommer ud på cyklen, spiser salat i stedet for pommes frites og laver pausegymnastik på arbejdet, når fingrene sover efter alle tryk på tastaturet. Selvfølgelig er det det.

Men alligevel en gang imellem sniger der sig en fornemmelse ind af, at nu er det alligevel for meget.

LÆS OGSÅ: De gamle går amok med ketsjer og stavgang

Pludselig bliver jeg træt, når alle taler om kolesterol ved et middagsselskab i stedet for at nyde værtskabets gode sauce.

Selv præsten i kirken siger i en spøgefuld vending ved en konfirmation: Lad os alle rejse os ja, det var mange gange i dag, men det er nu også så sundt!. Sundhed er i sandhed begyndt at konkurrere med religionen!

I dag tales der om sundhedisme, et udtryk, der er overtaget direkte fra det engelske healthism. Begrebet hentyder til, at sundhedsideologien har fået næsten religiøs status, hvor alle mål underordnes individets sundhed for at opnå et langt og sygdomsfrit liv, og andre mål som socialt fællesskab, tro og kærlighed fortrænges og bliver sekundære.

I mit daglige møde med patienter, kan jeg ofte genfinde spor af det religiøse i selve sprogbrugen, når der tales om sygdom og forebyggelse. Nogle af sukkersygepatienterne forsager fristelserne ved kagebordet, mens andre har det sværere: De synder, når de tager smør på brødet.

Jeg er blevet en sundhedsapostel, der skal forkynde sundhedsevangeliet. Jeg kan gribe mig selv i at opfatte mig som en skriftestol, som af øvrigheden i form af sundhedsmyndigheder og lægelige eksperter er blevet pålagt at udstikke regler for frelsen af de arme sjæle: Stop smøgerne væk, drik højst to genstande dagligt, undgå smør på brødet, og du vil blive belønnet med et langt og lykkeligt liv.

Det er nærliggende at tænke på askese, bodsgang og livet bag klosterets mure.

Sundhedisme handler om at det er blevet for meget, fordi budskaberne om sund levevis følges af moralisering og stigmatisering. Når vi individualiserer vores måde at leve på og gør sygdom til den enkeltes ansvar og samtidig dyrker det sunde, det ungdommelige, det perfekte og det smukke, så er vejen banet for udstødelse af de ikke-frelste. Den overvægtige stemples som doven og den rygende som en taber, der selv er skyldig i sin sygdom. Sundhedismen er blevet en hård religion uden plads til syndsforladelse og tilgivelse.

Jeg håber, vi, ligesom ved andre ekstreme ismer, formår at genfinde den gyldne middelvej.