I den brogede verden er der flere nuancer

En hvid løgn er mere acceptabel end en sort løgn eller lodret løgn. Sådan er det ikke med sandheden. Den inddeles ikke i farver, selvom man siger, at der er mere end én sandhed

JEG STAK EN HVID LØGN, siger vi. Den er mere acceptabel end en sort løgn eller lodret løgn. Sådan er det ikke med sandheden. Den inddeles ikke i farver, selvom man siger, at der er mere end én sandhed. Og når vi siger om noget, at det vist er en sandhed med modifikationer, mener vi i reglen, at det er løgn.

LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting at vide om at lyve

En hvid løgn fremsætter man for at tage hensyn til en anden. En løgn, der skal skåne en anden. En løgn, der skal forhindre, at en anden bliver såret. Vil du med i biografen i morgen aften?, spørger bejleren forhåbningsfuldt. Nej, jeg skal til badminton. Det sande svar ville måske være: Nej, jeg gider ikke, for det interesserer mig ikke at gå i biografen med dig.

Badminton-svaret er mindre sårende. Men en hvid løgn som: Nej, jeg skal vaske hår, er også sårende, fordi forklaringen ikke er fyldestgørende og derfor må dække over noget andet.

Nogle hvide løgne altså i den betydning, at man lyver for ikke at skade en anden vil man føle sig direkte forpligtet til at aflevere. Det kendte de danske frihedskæmpere til. Hvis Gestapo stod uden for døren og spurgte efter den eller den, ville de svare: Jeg véd ikke, hvor han er, selvom det ikke var sandt. Her skulle der lyves, og hvis ikke de kunne det, ville den anden med god ret sige: Du er så ærlig, at du ikke er til at stole på!.

Der er kun en lille nuanceforskel fra den hvide løgn til det, man kunne kalde den grå løgn, men her er hovedmotivet, at man vil redde sig selv for eksempel dække over sin egen mangelfuldhed eller sit eget svigt. Jeg kom for sent på grund af en trafikprop på motorvejen. Eller: Jeg mødte ikke i går, fordi jeg havde halsbetændelse.

Selvom det er løgn, vil det i reglen blive troet, for det kunne være sandt. Løgnen må ikke være kluntet: Jeg hørte det først, da du kaldte tredje gang. Eller præsten, der afslog et møde nogle måneder fremme i tiden: Nej, det kan jeg ikke, for der har jeg en begravelse. Skal man lyve, skal man gøre det ordentligt.

DE ALMINDELIGSTE grå løgne er uden tvivl, at man skjuler sine fejl eller en forkastelig adfærd. Patienters oplysninger om kønssygdomme og alkoholforbrug er notorisk upålidelige. Den grå løgn består nemlig ofte i, at man vil besmykke sig selv, at man vil give et positivt billede af sig selv. Man vil iklæde sig en etisk eller moralsk klædedragt. Hykleriet hører til de grå løgne.

Der kan naturligvis let være sammenflydning af motiverne bag en hvid og en grå løgn. Kan du lide suppen?. Ja, svarer man, selvom den er brændt på, for ikke at såre, men også fordi det er lettere for en selv. Sandheden vil være pinlig både for den anden og for en selv.

Og den sorte løgn. Den må kunne defineres som løgnen, hvor man lyver for at skade en anden. Det kan være bagtalelse og nedgørende tale. Herved overtræder man det ottende bud. Løgnen kan være opfindsom og intrigefuld, hvor der er tale om udspekuleret ondskab.

Et stærkt eksempel fra litteraturen er Othello, hvor Jago lyver om den dydige Desdemona. Han fortæller, at hun er utro mod Othello. Alt ender i død og ulykke; den sorte løgn når sit onde mål.

Det er en tilbagevendende diskussion i medicinsk etik, om lægen må fortælle sandheden, som det hedder. Man kan også spørge, om lægen må lyve, når han skal fortælle en patient om alvorlig sygdom, eller at døden er nært forestående.

Ifølge sundhedsloven, som blandt andet handler om patienters retsstilling, har patienten ret til fuld information om sin sygdom og behandlingsmuligheder. Lægen har omvendt en pligt til at sige sandheden.

Løgstrup har i 1981 skrevet et essay om lægens sandhedspligt. Løgstrup taler om, at døden er os vis, og ingen vished er større end visheden om, at vi skal dø.

Men også, at vi bruger uvisheden om dødsdagen og -timen til at gøre visheden om vor død til en suspenderet vished.

Den suspenderede vished gør, at vi alligevel det meste af tiden kan leve med fortrøstning. Hvis lægen da kommer med sin sandhed om tidspunktet for dødens indtræden, bliver det for patienten til vished i håbløshed.

Jeg synes, Løgstrups dilemma er til at løse, alene fordi lægen ikke med sikkerhed kan sige noget om selv den nære fremtid og derfor kan komme om ved sin sandhedspligt blandt andet ved at tie om det, han alligevel ikke ved.

Mennesker sættes i dilemmaer, hvor det kan være mere etisk at lyve end at tale sandt. Der er løgne og fortielser. Løgne i alle farvetoner og mere end en sandhed. Det ophæver ikke det grundlæggende sandhedskrav, men det hører med til at leve i denne brogede verden, som ligger i det onde.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, og journalist og forfatter Kåre Gade