Er det i orden at hade?

Foto: Illustration: Morten Voigt

Had er destruktivt, men det kan også være produktivt og have ligheder med kærlighed. De fleste er dog enige om, at det moralske had ikke er nemt at argumentere for

I 1995 oplevede fotograf Jacob Holdt en fars nærmest værste mareridt: Hans 16-årige søn blev helt umotiveret overfaldet af en indvandrerbande i København. Sønnen til en far, der har rejst verden rundt for at fotografere ulighed og fremme lighed med sine billeder.

"Jeg var rystet. Specielt min kone var rystet og parat til at flytte. De havde jo både knive og pistoler. Der var ingen tvivl om, at det var nogle unge vrede rødder, der gennem en længere periode havde oplevet at blive marginaliseret af danskere. Jeg fik straks dårlig samvittighed over, at jeg selv havde svigtet integrationen ved at bo i et hvidt kvarter i indre København," siger fotograf og foredragsholder Jakob Holdt om reaktionen på overfaldet.

Jakob Holdt var tæt på at opleve det had, som ofre kan føle, men der findes mange udtryksformer for had: det banale had til for eksempel østers. Selvhadet. Gerningsmandens had og det kollektive had, som folkemord kan være udtryk for.

Psykolog og professor i politisk filosofi på Maryland Universitet i USA Fred Alford har skrevet bøger om had og psykologien bag. Han nævner følelser, der relaterer sig til had, som misundelse, jalousi, vrede, aggressioner og foragt. Had opfatter han som uundgåeligt.

"Had er hverken godt eller skidt. Det er der bare. Vi er født til at hade, ligesom vi er født til at elske. Som ung mand hadede jeg racismen i Sydstaterne og ville virkelig gerne gøre noget ved det. Men spørgsmålet er, om det var kærligheden til retfærdighed eller hadet til uretfærdighed, der drev mig," siger han.

I bogen Hadets psykologi beskriver Fred Alford had som en efterligning af kærlighed:

"Ligesom kærlighed søger had et specielt forhold til personen, det hader. Man lænker sig til den person, man hader. Derfor har had en sær lighed med kærlighed," siger professoren.

Især ensomme mennesker er disponerede for at blive hadefulde, fordi de søger en tilknytning, som had kan tilfredsstille:

"Ensomhed får folk til at hade, fordi had er en efterligning af kærligheden. Had er et alternativ til kærlighed, en form for samhørighed og mening med livet. Vi hader for at undgå at være alene," siger Fred Alfred, som blandt andet bygger sin viden om had på samtaler med fængselsfanger over en periode på 18 måneder.

Det nydelsesaspekt, der kan ligge i at hade, erfarede Fred Alford under samtalerne med fangerne.

"En af fangerne sagde: Jeg kunne bruge resten af mit liv på at hade mennesker og tænke over, hvordan de skulle straffes. Man kan blive fanget i sit had. Nogle ligefrem plejer deres had, som var det en baby. Folk bliver meget knyttede til deres had," forklarer han.

Et aktuelt eksempel på, at et had kan afføde ægte glæde, viste sig ved det, Fred Alford kalder for den usmagelige fejring af Osama bin Ladens død, der fandt sted foran Det Hvide Hus for snart to måneder siden.

"Mennesker vil retfærdiggøre deres had, for det skaber ægte nydelse. Men logikken, der retfærdiggør at dræbe andre, glider ofte, fordi målet i højere grad bliver at retfærdiggøre hadet end at finde en, der rent faktisk fortjener døden," forklarer han og forventer, at USA nu skal finde en ny fjende at retfærdiggøre sit had med.

Midlet mod had er ifølge psykologen at acceptere had som et menneskeligt vilkår og som noget, der i en eller anden grad er forenet med kærlighed.

"Når vi er unge, skal vi lære at adskille kærlighed og had. Men som voksne skal vi lære at tolerere vores medfødte ambivalens og lære at binde hadet til kærligheden. Alle, vi elsker, føler vi også had til. I alle kærlighedsforhold og særlige venskaber er der elementer af had, som man skal lære at leve med og tolerere," siger han.

Tidligere feltpræst i Irak og Afghanistan og i dag sognepræst i Frihavnskirken i København Jens Andreas Christensen ser intet godt i had. Når han har vejledt soldater omgivet af ondskabsfuld krig, har afmagt og svigt været nogle af årsagerne til had.

"I Irak oplevede vi at få 300 granater ind over hegnet uden at have mandat til at skyde tilbage. Hvis man ikke kan få lov at besvare ilden, som det hedder, kan der oparbejdes et had. Også svigt fra lokalbefolkningen, som soldaterne troede, de havde et godt samarbejde med, har kunnet vække stærke følelser, der skulle bearbejdes," siger den tidligere feltpræst.

Gennem sine længere ophold i krigszoner har feltpræsten fastholdt over for soldaterne, at der er en vej ud af hadet.

"Had har en energi, man skal give slip på. Vejen ud af had er forbundet med en sorg over at skulle give slip på det. For hadet kan blive en rus i lighed med kærligheden. Ligesom hvis man skal holde op med at ryge eller drikke: Den sværeste erkendelse er den indledende sorg, hvor det går op for en, at man ikke kan drikke længere. Ligesådan bliver man nødt til at give afkald på had, også selvom der er en retfærdig grund til at have det," siger han.

"Det er tilgiveligt at hade, men det er ikke i orden, for det skal jo ikke fremmes. Det er meget menneskeligt at hade, og derfor er det alles opgave at vejlede enhver, der er fanget i hadet," siger præsten.

Hadet som noget positivt er ikke uhørt for lektor ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet Carsten Pallesen. Han har etik og religionsfilosofi som sine primære forskningsområder og mener, at had i form af selvhad er en central del af kristendommen og syndsopfattelsen.

Synd i kristendommen indeholder elementer af selvhad, fordi følelsen af had altid rettes mod en selv man skal opfatte sig selv som synder.

Selvhadet kan imidlertid også blive anledning til misundelse af eller had til Gud, fordi kristendommen fordrer, at man skal elske Gud mere end sig selv.

I lyset af syndsteologien kan man tale om, at mennesket ud fra sig selv kun kan misunde og hade Gud, da Adam og Eva jo ikke vil være sig selv, men være som Gud.

Men en sådan form for selvhad og had til Gud kan være brugbart, fordi det samtidig overlader mennesket i Guds kærlige hænder.

"Selvhadet er produktivt, fordi det skaber et mere nuanceret menneskesyn. Det giver plads for friheden. Den kristne genistreg består netop i, at hadet vendes fra et had til de andre til at være et krav om at hade sig selv. Derved bliver friheden konkret, og af denne negativitet udspringer de former for selvbevidsthed og pluralisme, som kendetegner den moderne verden," siger Carsten Pallesen.

Den kristnes had til næsten er til gengæld meget uproduktivt, understreger teolog Carsten Pallesen:

"Hvis man hader en person, efterlever man ikke budskabet om, at man skal elske sin næste. Den fordring og Guds ubetingede kærlighed skal man fastholde."

Lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet Thomas Brudholm har forsket i hads rolle i relation til folkedrab, forsoning og hadforbrydelser. En måde at forstå had på er at sætte det i relation til vreden:

"Den, der er vred, vil kommunikere med krænkeren og stille krænkeren til regnskab for det, der skete. Den, der hader, vil snarere tænke, at det ville være bedre, hvis den forhadte anden ikke var til. Der er ikke noget at tale om, for det drejer sig helt fundamentalt om, at den anden er noget helt utåleligt," siger han.

Ifølge Thomas Brudholm er grobunden for had irrationelle stereotyper, fordomme og fantasier. Derfor kan had forklares.

"Det eventuelt legitime had forudsætter, at man virkelig er konfronteret med noget, der er så ondt, at det bør udryddes. Man kan forestille sig det moralske had, hvis man tænker på had rettet mod ideologier. For eksempel kan man hade nazismen. Men kan det være legitimt at hade nazisten? Kan vi nogensinde med rette sige om et menneske, at han eller hun er ond? Det kan vi måske godt. Ville det for eksempel være forkert at hade Hitler?," spørger han og sætter yderligere et spørgsmålstegn ved sit næste svar:

"Spørgsmålet er, om det at hade nogensinde kan være foreneligt med at være et oplyst, forstående og etisk anstændigt menneske. Jeg vil ikke udelukke den mulighed."

Jacob Holdt blev ikke opslugt af had til sin søns overfaldsmænd. Netop på grund af sin livslange mission om at komme undertrykkelse og racisme til livs taler Jacob Holdt kun om vold som udtryk for smerte og ikke had. En smerte, der kan arbejdes med. Derfor var hans umiddelbare reaktion på den forslåede søns hjemkomst at søge forsoning med gerningsmændene ved at finde dem.

"Jeg hoppede straks på min cykel for at finde gruppen og invitere dem hjem til kaffe. Jeg blev nødt til at integrere mig med vreden, favne vreden og gå i forsoning. Men jeg kunne desværre ikke finde dem."