Børn får skudsikre skoletasker efter Newtown-massakre

Disco-Byron Foto: MICHELLE MCLOUGHLIN Denmark

MED AFSTEMNING: Skoletragedien i USA har sat gang i salget af panser-sikrede rygsække. Forældrene er bekymrede, lyder det

Salget af skudsikre rygsække boomer i USA efter fredagens blodige Newtown-tragedie, som kostede 28 mennesker livet - heriblandt 20 børn mellem seks og syv år.

Forældre frygter for deres børns sikkerhed, og flere producenter af de skudsikre tasker melder om stigning i salget efter skoletragedien.

Blandt andet Amendment II, som sælger en rygsæk til drenge med superheltene i "Avengers" som logo, mens pigerne kan få en taske med den lille havfrue. Pris: 300 dollar (cirka 1700 kroner, red.) per styk.

LÆS OGSÅ: 11-årig bange efter massakre: Tog pistol med i skole

- Panseret er syet ind i den bageste del af rygsækken, så du altid er sikker på, at dit barn er beskyttet i tilfælde af det utænkelige, siger Richard Craig, direktør i selskabet.

- Det er en frygtelig ting - og du burde aldrig forestille dig dit barn i sådan en situation - men siden Newtown-tragedien er vores salg 10 gange bedre end normalt, tilføjer han.

Amendment II er et selskab blandt en håndfuld andre, som efter skolemassakren har benyttet lejligheden til at sælge beskyttelsesudstyr til amerikanske skolebørn.

For mellem 150 og 200 dollar tilbyder firmaet BulletBlocker en pansret plade, som kan placeres i skoletasken.

- Den er let, nem at bruge og ikke større end en bog, siger Elmar Uy, direktør i selskabet.

Siden fredagens skolemassakre, som var en af de værste i USA's historie, er salget af de skudsikre plader til rygsækken steget med 40 procent, fortæller BulletBlocker.

- Men vi garanterer ikke noget som helst, understreger direktøren.

Skolemassakren i Newtown, Connecticut, har rystet hele landet, og flere politikere og organisationer kræver en strammere våbenlovgivning efter flere års politisk tøven på området.

USA's præsident, Barack Obama, har besluttet at nedsætte en særlig gruppe, der allerede i januar skal komme med konkrete forslag til, hvordan en lignende massakre kan forhindres i fremtiden. Vicepræsident Joe Biden skal lede arbejdet.