LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Fem sager, hvor hjernedøde gravide har født

En 31-årig kvinde fra den ungarske by Debrecen blev i foråret 2013 erklæret hjernedød efter et slagtilfælde. Efterfølgende holdt lægerne hende kunstigt i live i tre måneder, indtil de i 27. graviditetsuge kunne trække en lille, rask pige på 1.420 gram ud af hendes mave ved kejsersnit. Det er hende, der ses på billedet kort efter, hun blev hjulpet til verden Foto: Privatfoto.

Med jævne mellemrum dukker der sager op i medierne, hvor en hjernedød gravid holdes kunstigt i live, til barnet er stort nok til at blive hjulpet til verden. Læs fem eksempler her

Det hænder, at hjernedøde gravide holdes kunstigt i live, til deres ufødte børn er store nok til at blive hjulpet til verden. Som Kristeligt Dagblad har beskrevet, er det både sket i udlandet og i Danmark. 

LÆS OGSÅNår en mor kun holdes i live for at redde et ufødt barn

Læs her fem eksempler fra udlandet 

Texas, USA, januar 2014
33-årige Marlise Munoz var gravid i tredje måned, da hun blev ramt af en blodprop og blev erklæret hjernedød. Stik mod hendes eget og familiens ønske blev hun holdt kunstigt i live, fordi loven i Texas forbyder læger at slukke for gravide kvinders respiratorer. Fosteret havde dog fået alvorlige skader, og efter otte uger vandt familien en retssag og kunne slukke for respiratoren, så mor og barn døde. Kilde: CNN
 
Ungarn, juli 2013
En 31-årig kvinde fra den ungarske by Debrecen blev i foråret 2013 erklæret hjernedød efter et slagtilfælde. Efterfølgende holdt lægerne hende kunstigt i live i tre måneder, indtil de i 27. graviditetsuge kunne trække en lille, rask pige på 1.420 gram ud af hendes mave ved kejsersnit. Kilde: Süddeutsche Zeitung

Michigan, USA april 2012
26-årige Christine Bolden fra Michigan i USA blev erklæret hjernedød som følge af udposninger på hjernens hovedpulsårer. Kvinden lå i respirator i halvanden måned, før to raske tvillingedrenge blev taget ud ved kejsersnit i 25. graviditetsuge. På det tidspunkt var de ikke større end 15 centimeter. Kilde: Huffington Post 

England, januar 2009
En 41-årig skøjtestjerne ved navn Jayne Soliman kollapsede efter en hjerneblødning og blev efterfølgende erklæret hjernedød. Hun blev holdt kunstigt i live i to dage, indtil lægerne kunne tage en rask datter ud ved kejsersnit i 25. graviditetsuge. Kilde: BBC News 

Hawaii, USA december 2005
34-årige Sarah Fay blev erklæret hjernedød efter at være blevet banket af sin kæreste. I to uger holdt lægerne kvinden kunstigt i live, indtil fosteret var otte måneder gammelt og stort nok til at blive taget ud. Drengen vejede to kilo ved fødslen og klarede skærene, mens faderen blev fængslet for mord. Kilde: Thehawaiichannel.com