Fælles Forandring - efterskolernes verdensmålsfestival

Hvad er et uanstændigt job?

(fra venstre til højre) Ida Rose Poulsen, Mette Mercedes Holk Engsig og Camilla Marlike Ahlstrøm fra Flakkebjerg Efterskole siddende med logoet til verdensmål 8 - anstændige jobs og økonomisk vækst. Foto: Josefine Ulrich Hermansen

’Anstændige jobs og økonomisk vækst’ er et af de mere komplekse verdensmål - i hvert fald på en festival forbeholdt efterskoleelever. For hvordan fortolker en 16-årig et verdensmål som primært omhandler jobskabelse og vækst – et emne som de færreste unge mennesker engagerer sig i?

Selvom verdensmål nummer 8 kun blev dækket overfladisk på Fælles Forandring - efterskolernes verdensmålsfestival er ’Anstændige jobs og økonomisk vækst’ et verdensmål, der efterlader meget stof til eftertanke; for hvad er et anstændigt job overhovedet, og hvilke jobs er ’uanstændige’?

Og i opposition til det foregående spørgsmål, hvilke jobs er anstændige fra en moderne teenagers synsvinkel? På Fælles Forandring Festival stillede vi tre piger fra Flakkebjerg Efterskole disse spørgsmål.

Hvad synes I er et uanstændigt job?

Mette: ”Jeg ved ikke, hvilket job, jeg synes ville være pinligt at have. I Danmark har vi ret gode arbejdsforhold, synes jeg. Men hvis man kigger på folk i udviklingslande, som fremstiller billigt tøj og næsten ikke får nogen løn for det hårde arbejde, de laver, kan jeg godt forstå, hvorfor verdensmål 8 er så vigtigt.”

Camilla: ”Et job er uanstændigt, når man ikke har ordentlige arbejdsforhold. Hvis man har et job, hvor man bliver behandlet dårligt af sin arbejdsgiver, hvis man ikke får de pauser, man behøver for at fungere ordentligt og levere et ordentligt stykke arbejde, eller hvis man arbejder i et mørkt og klamt miljø og bliver eksponeret for farlige kemikalier.

“Og det forfærdelige er, at der er mange mennesker, der er nødt til at arbejde under sådanne arbejdsforhold for at forsørge deres familier. Det skal vi have gjort noget ved. Hvis man arbejder et sted, hvor lønnen ikke lever op til det, man giver for det arbejde, altså hvis man arbejder hårdt mange timer i døgnet og bliver udsat for ubehagelige ting på arbejdspladsen, for eksempel vold eller krænkelser. Børnearbejde er også et stort problem, fordi det går ud over børnenes skolegang, sundhed og velbefindende,” fortæller Camilla.

Hvad synes I er et anstændigt job?

Mette: ”Et anstændigt job er et job, hvor man laver noget, man ved man er god til og man er stolt af.”

Camilla: ”Noget man kan leve af og noget der gør én glad - når man glæder sig til at komme på arbejde hver dag.”

Ida Rose: ”Et anstændigt job er et job, man er stolt af og gerne vil vise frem.”

Ifølge verdensbedstenyheder.dk går verdensmål 8 ud på at sikre, at børn ikke ender som børnearbejdere, og på at skabe jobs med respektable og rimelige arbejdsvilkår, især i udviklingslande. Verdensmålet skal ikke bare sikre, at fattige får arbejde, men at de også arbejder under hæderlige arbejdsforhold og bliver behandlet ordentligt på arbejdspladsen. ’Anstændige jobs og økonomisk vækst’ går i bund og grund ud på, at få væksten i hårdest ramte udviklingslande op på syv procent, og at denne vækst foregår på en bæredygtig facon, så den økonomiske vækst ikke går ud over klimaet.