Indsigt

Hvad er et paradigmeskifte?

Videnskabsmanden Nicolaus Kopernikus skabte paradigmeskiftet fra det geocentriske verdensbillede til det heliocentriske verdensbillede i 1500-tallet. Her ses statuen af ham, der er rejst i hans fødeby Torun, Polen. Foto: Mariusz Prusaczyk

Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet stemte i februar en ny lovgivning igennem på udlændingeområdet. Lovændringen var ifølge Dansk Folkeparti et "paradigmeskifte" i dansk udlændingepolitik. Men hvad skal man egentlig forstå ved ordet paradigmeskifte? Jeppe Sinding Jensen forklarer.

Nu er nogle politikere blevet glade for ordet paradigmeskift. Hvorfor? Jo, ordet lyder både af noget nyt og noget seriøst, så det kan have en vis politikerappel. Paradigme er oprindeligt græsk og betyder mønster. Skift betyder skift, så paradigmeskift er en ændring af et mønster. Det kunne være i tanke, i adfærd, og nu i lovgivning og dens administration.

Det, at ordet knyttes til lovgivning og dens administration er forholdsvist nyt, men måske ikke helt retvisende for, hvordan ordet kan bruges. Det er det ikke, fordi begrebet paradigmeskift er uløseligt forbundet med videnskabshistorikeren Thomas Kuhn (1922-1996) og hans banebrydende bog "Videnskabelige Revolutioners Struktur" fra 1962. Heri skal vi finde svar på ordets betydning.

Springende Erkendelser
Før Kuhn opfattede man videnskabernes fremskridt som lineær og kumulativ. Med det menes, at ældre forskning var grundlag for den ny, og gradvist ville vi afsløre verdens sande natur og sammenhæng.

Kuhn viste, at det ikke var helt så enkelt, for der var spring, forandringer og – ja – revolutioner i nye erkendelser og disse ændrede synet på verden radikalt: jorden blev rund, solen kom i centrum, man opdagede elektricitet og radioaktivitet og at fast stof slet ikke er fast.

Kuhn var oprindeligt fysiker, men han blev interesseret i videnskabelige erkendelsers historie. Han interviewede faktisk Niels Bohr dagen før hans død. Ideen til paradigmerne og deres skift fik han interessant nok fra kunsthistorien – især fra den østrigske kunsthistoriker Ernst Gombrich. Efterladte manuskripter viser, at Kuhn undlod at skrive om kunstens vekslende stilarter – paradigmer – fordi han var bekymret for kritik.

I 1960’erne var alle enige om naturvidenskabernes lige vej til erkendelse og hvad havde ægyptisk kunst, pointillisme og kubisme med forståelse af videnskab at gøre? Men siden blev ideen om paradigmeskift overført fra naturvidenskaben til andre forskningsområder som sociologi, psykologi og sprogvidenskab.

Religionsvidenskabens revolutioner
Mange har ment, at Kuhn var relativist, men nej, han er kritisk historiker: "Efter et paradigmeskift er det stadig den samme verden forskerne ser på" skrev han i et efterskrift til sine kritikere.

Inden for mit eget fag, religionsvidenskab, har der været så markante skift i teori og metode, at man nærmest har skiftet studieobjekt siden begyndelsen: Før oplysningstidens religionskritik sagde det teologiske paradigme, at religion er givet af Vorherre. I Romantikken voksede religion ud af den menneskelige ånd, og historismen ville finde historiske forklaringer på oprindelser og udviklinger. Efterfølgende blev religion "sociologiseret". Nu gjaldt det religionens samfundsmæssige funktioner, og antropologer så på religion, myter og ritualer som meningssystemer.

Fra midt i det 20. århundrede kunne strukturalismen afsløre de skjulte strukturer i de religiøse opfattelser og måder at konstruere verdener på. I 1990’erne kom psykologisk inspireret kognitionsforskning, der så på de helt basale kognitive egenskaber som formende religiøse ideer og overbevisninger.

Nu er det nyeste indenfor religionsvidenskab evolutionær religionsforskning, der er optaget af de meget lange linjer i menneskets udvikling, som har gjort det muligt for vores art at lave og have religion. Der er langt fra det første til det sidste paradigme, i løbet af de godt 200 år, der her er blevet skitseret. Man kan spørge, om objektet overhovedet er det samme? Paradigmeskift er det i alle tilfælde.

Om det så er berettiget at bruge ordet paradigmeskift om politiske stramninger – det kan diskuteres.