Husejer har fået nok: Sætter hegn op for at få hjemløse væk

Ved området omkring Klostertorvet i Aarhus har socialt udsatte borgere brugt torvet og de tilstødende gader som opholdssted. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

Socialt udsatte mødes foran en bygning på Klosterport i Aarhus. Det er både ejer og lejere så trætte af, at der nu er blevet sat et hegn op

Det har i flere år ikke været nogen hemmelighed, at området ved Klostertorvet i Aarhus nærmest er i undtagelsestilstand.

Samtidig med at butikker, restauranter og caféer tager imod kunder, har socialt udsatte borgere brugt torvet og de tilstødende gader som opholdssted. Og det giver så store problemer, at en boligejer nu har valg at tage sagen i egen hånd. Det skriver TV2 Østjylland.

"Vi laver et hegn, så de hjemløse ikke kan sidde på trappen og helt op ad ejendommen," siger Jens Søe.

Han ejer en udlejningesejendom, der ligger i Klosterport, som støder op til Klostertorvet.

"De kan sommetider være 15-20 stykker og fylder hele fortovet," siger Jens Søe.

Ifølge ham bliver der også slæbt madrasser og stole hen foran ejendommen.

"Det gør jo, at lejerne ikke kan få deres nattero, fordi de er her på alle tider af døgnet," siger Jens Søe.

Derudover er urin, afføring, tomme flasker og madrester også hverdagskost foran bygningen.

Han har i flere år forsøgt at råbe byrådet og politikerne op.

"De gør ingenting, så vi er simpelthen nødt til at gøre noget. Ellers bliver lejerne mere utilfredse, end de er i forvejen," siger Jens Søe.

Ifølge ham handler det ikke om, at han eller lejerne ikke har medfølelse for de hjemløse og udsatte borgere, der opholder sig på Klostertorvet og i de tilstødende gader.

"Men det kan jo ikke være rigtigt, at vi andre ikke kan være her. De vil ikke flytte sig, når beboerne i ejendommen kommer og skal ind i bygningen."