Verden er gudens krop, men det er ikke nødvendigvis en fordel for verden

I serien om natursyn bringer Etik.dk filosofiens og religionernes syn på, hvordan vi kan betragte naturen. Lektor på Institut for Historie og Institut for Religionsstudier på Syddansk Universitet Mikael Aktor deler viden om natursynet i hinduismen

Da de nordiske guder Odin, Vile og Ve dræbte jætten Ymer, opstod verden af de forskellige dele af Ymers krop – havet af hans blod, jorden af hans muskler, bjergene af hans knogler.

Myten om verdens tilblivelse ved drab af et urmenneske er måske en fælles indoeuropæisk myte. Man finder i alle fald en tilsvarende myte i Vedaerne, hinduismens ældste helligtekster, nærmere bestemt i Purusha-hymnen, som er hymne nummer halvfems i Rigvedas tiende hymnekreds.

Myten om Purusha - verden er en guddommelig krop
Her hører vi om, hvordan guderne udførte et menneskeoffer af en kæmpe ved navn Purusha, der slet og ret betyder “Mand”. Da Purusha blev dræbt og ofret i offerilden, voksede han og steg til vejrs. På den måde blev han både til vores kendte verden hernede og til verdenerne befolket af udødelige forfædre og guder i himlen. Jorden blev til af hans fødder, atmosfæren af hans navle og himlen af hans hoved.

Skabelsesmyter fortæller ofte noget centralt om forholdet mellem guderne og verden. Purusha havde ikke en helt almindelig menneskekrop. Han havde tusind hoveder, tusind øjne og tusind fødder, og egentlig var han en gud i en menneskelignende krop.

At verden opstod af han krop, betyder at verden med alle dens levende væsener på jorden, i luften og i havene for altid er en guddommelig krop. Så her er det mytiske grundlag, for at hinduer i dag tilbeder de indiske floder som gudinder og bjerge som guder. Også træer tilbedes som gudinder, og mange steder, især i Sydindien, er der til templerne knyttede særlige hellige lunde, der får lov at vokse vildt, beskyttede fra menneskers skødesløse affald og ødelæggelse.

Cyklisk skabelse og ødelæggelse
Andre myter erkender og beklager menneskenes negative indflydelse på den oprindelige verden. I hinduismen ligesom i den nordiske mytologi er tiden cyklisk. Verden bliver skabt og eksisterer en tid, men ender med at gå til grunde i takt med menneskenes mere og mere egoistiske og umoralske adfærd.

I mytens sprog er disse ødelæggende kræfter repræsenteret af en hær af dæmoner, og det ender med, at verden må renses med ild og vand. Efter en omfattende verdensbrand og efterfølgende syndflod synker hele verden tilbage i gudens krop, hvorfra den opstod. Guden indgår i en slags trancesøvn lige så længe, som verden bestod, inden skabelsen går i gang igen.

I de hinduistiske krønikeværker fra middelalderen, der kaldes Puranaer (“Fortællinger fra gamle dage”), fortælles én version af myten, hvor jorden har skikkelse i form af en gudinde. Hun er så tynget af menneskenes ugerninger og dæmonernes hærgen, at hun synker i havet efter syndfloden. Det er op til guden Vishnu at redde hende. Han transformerer sig til et vildsvin og synker ned i havet, hvor han løfter jorden op på sin plads igen. Hun fremstår nu i sin oprindelige strålende renhed, og Vishnu forordner de love og regler, der skal gælde for samfundet i den ny verden, og som fremover bliver den støtte, der bærer Gudinde Jord oppe.

I praksis er naturen næsten for hellig
Så der er meget i de hinduistiske tekster, der kan inddrages i en moderne kamp for miljøet med budskabet om, at naturen er hellig. Desværre er den i praksis næsten for hellig.

Nogle af de største helligsteder i Indien ligger i sårbare naturområder. Den allerstørste pilgrimsfærd går til en høj, Sabarimala, i delstaten Keralas skovbeklædte højland. Millioner af pilgrimme fra hele Indien går op igennem skoven i pilgrimsperioden fra november til januar. Så mange, at der hvert år er tale om alvorlige miljøødelæggelser. Ulovligt byggeri såvel som den enorme mængde affald fra pilgrimmene, der smides langs ruten, ødelægger skoven og gør den ubeboelig for de dyr, der oprindeligt levede der. Udledninger fra kloakker har i voldsom grad forurenet floden Pampa, der har sit udspring i dette område.

I august 2018 oplevede Kerala nogle af de værste oversvømmelser og jordskred nogensinde. I pilgrimsområdet langs Pamba-floden forværredes disse oversvømmelser på grund af de mange hotel- og toiletbyggerier langs floden, der ophobede vandmasserne.

Tilsvarende har dette års Kumbh Mela baderitual, hvor et skønnet antal mennesker på 150 millioner samledes ved bredden af Ganges i byen Prayagraj (Tidligere Allahabad), betydet en enorm belastning for floden og områderne omkring. Alene de sanitære problemer med på forsvarlig vis at bortlede de næsten 15 tons menneskelig afføring, der produceredes på hver af de vigtigste helligdage i perioden, har været uoverstigelige. De 120.000 midlertidigt opstillede toiletter har ikke dækket behovet.

Ganges er særligt belastet
I det hele taget er floden Ganges hårdt ramt. Floden tilbedes som en gudinde hver aften i flere af byerne langs floden. I Varanasi har den sit eget lille smukke tempel hvor gudinden ses ridende på en krokodille.

Millioner af hinduer bader i floden hver dag som led i en religiøs renselse. Men flere steder langs floden kremeres de døde, og resterne hældes i floden. Også ikke-kremerede lig dumpes i floden. Mangelfuld kloakering i flere byer langs floden samt ikke mindst det industriaffald, der udledes i den, gør Ganges til en af verdens mest forurenede floder.

Da jeg boede i Varanasi, spurgte jeg mine venner fra byen, hvordan de kunne få sig selv til at bade i en så forurenet flod. Nogle af dem hævder, at Ganges indeholder særlige bakteriofager, dvs. bakteriedræbende vira, der nedbringer mængden af skadelige bakterier. Da jeg på et tidspunkt havde brug for at tale med en læge i byen og nævnte disse forklaringer, rystede han på hovedet og viste mig i stedet sygdomsstatistikkerne for byen, der viser en markant forhøjet forekomst af bylder og tarminfektioner i forhold til det nationale gennemsnit.

Så der er ingen garanti for, at en mytologi, der hylder naturen som hellig, i sig selv fører til en mere skånsom adfærd i forhold til miljø og klima. Men det kan være, at de i en moderne målrettet kampagne for større miljøbevidsthed kan få nyt liv og en ny funktion. Vi behøver ikke nødvendigvis, at vente til verden går under igen og skabes på ny.