Lone Frank og det etiske rod
Etisk set
INGEN TVIVL OM, at Lone Frank er en af vores mest begavede videnskabsjournalister. Jeg har med stor interesse læst hendes bøger om hjerneforskning og genteknologi og har også flere gange inviteret hende til Testrup Højskole med et oplysende foredrag.
Men på det seneste er jeg kommet i tvivl om hendes åndsevner. Spørgsmålet er, om hun overhovedet kan tænke. Det skete, da jeg for 14 dage siden oplevede hende i en diskussion med formanden for Det Etiske Råd, Jakob Birkler, i Deadline 2. sektion.
Temaet var berettigelsen af Det Etiske Råd, og titlen på udsendelsen lå lige til højrebenet: det etiske rod. Her gjorde Lone Frank gældende, at Det Etiske Råd er "et misfoster, som man hurtigst muligt burde give aktiv dødshjælp".
Det Etiske Råd burde aldrig have set dagens lys, mente hun. Det mangler nemlig kompetencerne. Nogle få af de 17 medlemmer er videnskabsfolk med stort kendskab til forskningsfronterne inden for bioteknologi og miljø. Men flertallet er lægfolk med forskellig baggrund – heriblandt enkelte fagfilosoffer og teologer.
Lone Frank ville til nød acceptere et råd bestående af fagfilosoffer, der kunne dissekere de etiske problemer. Men tilstedeværelsen af teologer i rådet fandt hun rent ud sagt malplaceret. Rådet tæller i øjeblikket tre teologer – et "usædvanligt kraftigt kristent islæt". Underforstået: Er man kristen, må man anses for lettere utilregnelig og usaglig, kort sagt inhabil og inkompetent.
Jeg er selv netop blevet medlem af Det Etiske Råd. Ganske vist er jeg ikke teolog, men noget, der snerper i den retning. Jeg har med stor begejstring læst idéhistorie under professor Johannes Sløk. Jeg er også kristen og er tilmed medlem af Kristeligt Dagblads repræsentantskab. Det må klinge fælt i Lone Franks ører.
STOD DET TIL Lone Frank, skulle adgangsbilletten til Det Etiske Råd bestå i følgende bekendelse "Jeg forsager Gud og alle hans gerninger og alt hans væsen". Lone Frank er nemlig en missionerende ateist. Der er i princippet ingen forskel på tankegangen hos Lone Frank og den mørkeste repræsentant for Indre Mission. De er lige forstokkede i deres livssyn. Den ene regner kun med Guds børn. Den anden er allergisk over for alt, hvad der smager af tro og kristendom.
Det sjove er, at Lone Frank fører sig frem under påberåbelse af videnskabelig fornuft og saglighed. Jeg kan ikke forstå det anderledes, end at Lone Frank føler sig højt hævet over teologer og andet godtfolk. Grundtvig, Kierkegaard, Løgstrup, Hal Koch, Sløk og mange andre kan godt kan gå hjem og lægge sig. De kommer uhjælpelig til kort over for Lone Franks overlegne intellekt. De fumler rundt i deres religiøs-metafysiske forestillingsverden.
Men Lone Frank ved bedre. Hør blot hendes forhippede svar på spørgsmålet, om hun går ind for aktiv dødshjælp: "Ja, så hurtigt som muligt", hvorefter hun tilføjer: "? det er et aldrende samfund".
Temmelig tankevækkende, må man sige. Et ganske interessant udviklingsbiologisk synspunkt. Hvorfor ikke hjælpe evolutionen lidt på vej? Og et helt nyt perspektiv på den aktuelle politiske diskussion om tilbagetrækningsreform, efterløn og pensionsalder. Måske skulle Lone Frank gå ind i politik. I så fald vil jeg råde hende til at henvende sig til det yngre vælgersegment.
For Lone Frank er der ikke så meget at betænke sig på. Hun har set lyset og kender vejen frem. Hun tænker jo bare nøgternt, fordomsfrit og usentimentalt.
Det store spørgsmål er dog, om hun overhovedet tænker. Eller som det hedder i en reklame for bureauet Mensch: "Man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, at man har ret".