LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Genterapi kan standse epilepsianfald

Foreløbig er forsøget kun udført på rotter, og det vil tage 10 til 15 år, før behandlingen kan udføres på mennesker. Foto: Thomas Vilhelm Denmark

Forsøg på rotter er så lovende, at britiske forskere nu mener, at de kan kurere svære tilfælde af epilepsi

For epilepsipatienter er der nu håb om, at de kan blive behandlet for en af de epilepsiformer, som det hidtil ikke har været muligt at behandle medicinsk. Næsten hver tredje epilepsipatient lider af former, som der ikke findes medicin imod.

Britiske forskere har netop offentliggjort resultatet af nogle meget lovende forsøg i det internationale medicinaltidsskrift Science Translational Medicine. Her påviser de, hvordan de med hjælp af genterapi totalt standser de epileptiske anfald.

Lederen af forsøget, Robert Wykes fra University College London, siger, at alternativet i dag er operative indgreb for at bortoperere den del af hjernen, som udløser de epileptiske anfald.

LÆS OGSÅ: Genterapi giver nyt håb til blødere

Men det er et voldsomt indgreb i hjernen, og det er i den del af hjernen, der kontrollerer tale og bevægelse, siger Robert Wykes.

Sammen med sit hold af forskere besluttede han for fire år siden derfor at se på, om der var alternativer til medicinsk behandling, og de begyndte at forske i genterapi.

Vores forsøg viser, at vi helt kan standse anfald. Hidtil har det kun været muligt at reducere anfald, men vi kan nu totalt standse de epileptiske anfald, hvilket er første gang, siger Robert Wykes til Kristeligt Dagblad.

Foreløbig er forsøget kun udført på rotter, og det vil tage 10 til 15 år, før behandlingen kan udføres på mennesker. Men det giver et håb, som det er værd at tage med, understreger direktør René Bøgh-Larsen fra Epilepsiforeningen i Danmark.

De 30 procent af personer med epilepsi, som ikke kan gøres anfaldsfri med medicin, har store problemer. Ikke blot med deres anfald, men ofte også med psykosociale følgevirkninger. Derfor spidser vi ører og krydser vores fingre, hver gang det lykkes forskere at forhindre epilepsianfald af den slags, som medicin ikke har nogen effekt på. Der er lang vej fra vellykkede forsøgsresultater på rotter til noget, der virker på mennesker, men de her forsøg ser både meget spændende og lovende ud, siger René Bøgh-Larsen.

Robert Wykes forklarer, at behandlingen sker ved, at der bores et lille hul i hjerneskallen, hvorfra der med en ultratynd kanyle sprøjtes stof ind i den del af hjernen, som udløser de epileptiske anfald.

Men genterapien neutraliseres de overaktive neuroner, og Robert Wykes vurderer, at det er en behandling, som kun skal foretages en gang og derefter vil virke på livstid.