Dyrebanker og DNA-lagre: Er vi ved at skabe et nyt Noahs Ark?

Biodiversitet og gen-banker er blevet det nye hit i alt fra dansk skovbrug til brasiliansk rovdyrsbeskyttelse. Religiøs tænkning ligger bag, mener teolog

I Brasilien er man glad for jaguaren altså rovdyret, ikke bilen. Så glad, at man nu vil til at klone den for at sikre, at den ikke forsvinder. Kun 15.000 eksemplarer af det muskuløse kattedyr er nemlig tilbage i den sydamerikanske natur, og flere andre regnskovsdyr er stærkt truede.

STORT TEMA: Genteknologi

Den udvikling vil forskere ved landbrugsforskningscenteret EMBRAPA ifølge Rio Times stoppe. Derfor er de gået i gang med at tage vævsprøver fra otte forskellige truede dyr og vil i samarbejde med den zoologiske have i hovedstaden Brasilia lave en dyrebank af DNA, der kan sørge for frisk blod og reservedele til jaguaren og andre af landets truede dyr.

Første dyr i køen er den truede mankeulv, siger forskerne til Rio Times:

Hvis en bestemt art var i hastig tilbagegang og i fare for udryddelse, ville vi have kapaciteten til at hjælpe, lyder det fra Juciara Pelles, der er forskningsleder i Brasilias Zoo.

Og lige for tiden ses mange andre eksempler på, at vi mennesker forsøger at bevare og genskabe truede arter - og på den måde skabe det, der kaldes biodiversitet i naturen.

De danske statsskove skal, som Kristeligt Dagblad har beskrevet i en række artikler, lægges om til naturnær skov for at sikre arts-mangfoldighed. Forskere fra Geogenetik ved Københavns Universitet arbejder i øjeblikket på at kortlægge ur-danskernes DNA. Og amerikanske forskere ser ifølge magasinet Der Spiegel muligheder for at genskabe neandertaleren ved hjælp af en rugemor af arten Homo Sapiens.

Men hvorfor kan vi mennesker ikke bare acceptere, at arter forgår? Ifølge lektor i teologi ved Københavns Universitet Jakob Wolf har klimaforandringerne i stigende grad gjort os opmærksom på det guddommelige aspekt af biodiversitet:

Det særlige ved vores bekymring for rigtig mange arter er, at de absolut ingen rolle spiller for os - økonomisk eller overlevelsesmæssigt. Men jeg tror, vi er så bekymrede, fordi vi ser arterne som havende en værdi i sig selv. Der er en indbygget modstand i os, en slags religiøs ærefrygt for at berøre det hellige, altså livet i sig selv, forklarer Jakob Wolf, der også ser paralleller til fortællingen om Noahs Ark, hvor alle dyrene betænkes, da Noah og hans familie prøver at overleve syndfloden.

På Statens Naturhistoriske Museum er forskerne netop begyndt at gemme DNA fra både levende og døde dyr i en gen-bank. Et slags moderne kartotek, så fremtidens forskere kan studere arternes DNA, forklarer ph.d. og lektor i Botanisk Have, Jens Find. Projekter som dette er dog langt fra et resultat af religiøs ærefrygt, mener han.

Naturen har ingen sjæl og er groft sagt ligeglad med, hvilke arter der overlever. Når vi skal bevare naturen, gør vi mennesker det for vores egen skyld. Der er megen nytte forbundet med at bevare mange arter, for eksempel at naturen får en større modstandskraft over for klimaændringer og naturkatastrofer. Da Christian d. 4 oprettede Botanisk have i 1600-tallet, gjorde han det for at få sig et godt apotek. Og stadig i dag har mange medicinalfirmaer en stor interesse i at screene sjældne planter for stoffer, der kan være alternativer til penicillin, siger han

LÆS OGSÅ: Gør genteknologien raske mennesker syge?

Jens Find mener, at vores interesse for biodiversitet og naturbevarelse kommer af moderlig omsorg for en natur, vi mennesker igennem industrialiseringen har taget hårdt på.

I gamle dage frygtede man naturen som en mægtig og voldsom kraft, der skulle tæmmes. Men i dag har vi tæmmet naturen måske lidt for meget og har derfor en anden beskyttertrang over for en natur, vi i bund og grund ser som skrøbelig, mener han.

Teolog Jakob Wolf giver ikke meget for videnskabens rationelle argumentation for, hvorfor vi ønsker at bevare naturen:

Folk, der har det svært med begreber som religiøs ærefrygt, benytter nytteetiske og rationelle argumenter som en slags skalkeskjul. Det, der er opstået på jordkloden, er så mirakuløst, at det ville være en skændsel uden lige, hvis mennesket ikke foretog sig andet end at udrydde det. Det er min påstand, at ideen om biodiversitet vokser ud af religiøs ærefrygt, men fordi vi lever i et irreligiøst samfund, finder man på alle mulige utroværdige søforklaringer i stedet for bare at indse, at vi mennesker i grunden bare ser en uendelig værdi i skaberværket.

De fleste danske haveejere har nok et horn i siden på en vis ræverød og slimet del af skaberværket nemlig dræbersneglen. Og nu spekuleres der også i, hvornår den frygtede russiske kæmpekrabbe, Kamchatka-krabben, der kan blive op til to meter fra klospids til klospids, vil invadere de danske farvande og true de mindre havdyrs eksistens.

Hvordan kan man både have udryddelsestrang og ærefrygt over for en art, kunne man spørge teologen? Han indrømmer, at dræbersneglen udgør et problem for hans teori:

Vi er da trætte af dræbersneglen og slår også masser af andre dyr ihjel for at få noget at spise. Det er en grundkristen moralsk konflikt - vi må ikke slå ihjel, men vi kan heller ikke leve uden. Sygdomsbakterier og malaria-myg truer vores egen overlevelse, så der trækker vi grænsen. Men det, synes jeg også, vi har en moralsk ret til, mener Jakob Wolf.

Hvis man spørger videnskabsmanden Jens Find, tror han ikke på, at alle arter har lige stor værdi for os mennesker. Vi er styret af vores følelser også når det gælder miljøpolitik:

En tiger er meget mere spændende at redde end en regnorm eller en eller anden lille undseelig sydøstasiatisk orkide selvom de arter kunne være mindst lige så truede. Når vi diskuterer, hvilke nye arter, vi skal indføre Danmark, vil vi også hellere have søde dyr som odder eller bæver end et eller andet sjældent insekt. Mennesket vil altid påvirke sine omgivelser hen imod et sted, hvor det godt kan lide at være. Og lige nu vil vi altså gerne have en spændende natur fuld af kuriøse dyr.