Ofrene har brug for hjælp - ikke hævn

NEJ, strengere straffe gavner ikke i sig selv. Det er vigtigere for ofrene at få hjælp end hævn, siger Anne Baastrup, retspolitisk ordfører for SF og formand for Folketingets retsudvalg.

- Det er helt afgørende, at ofrene får bedre hjælp end i dag til at komme sig efter et overfald. De skal have gratis adgang til psykolog og hjælp til at tackle forsikringsselskaberne, så de hurtigere får erstatning. Voldsofrene har brug for, at samfundet tager dem alvorligt, og det oplever de, hvis de får den bedst mulige hjælp til at at komme videre.

- Samtidig har det stor betydning, at voldsforbryderne hurtigt kommer for en dommer og kommer ind for at afsone. Det er dybt krænkende for ofrene, hvis de risikerer at møde overfaldsmanden på gaden umiddelbart efter forbrydelsen. Derfor er det selvmodsigende og problematisk, at regeringen har sparet på domstolene, så det vil tage længere tid, før en forbryder kommer for retten.

- Dermed ikke sagt, at nogle voldsforbrydere ikke skal sidde længere tid i fængsel, end de gør nu. Det skal de, hvis det er nødvendigt for at behandle dem effektivt. Voldsforbryderne skal i behandling, hvor de lærer at styre sig selv og begå sig på en måde i samfundet, så man undgår, at de foretager nye overfald, når de har udstået deres straf. Det, der generelt er brug for, er bedre straffe. Og det opnår man ikke ved at proppe flere mennesker ind i gammeldags fængsler og celler i længere tid.