LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Forskere vil lede efter ondskabs-gen i skoleskyders dna

Anna Marie Ågård har i tidens løb fået mange reaktioner på sine opskrifter, der blev bragt i Alt for Damerne i 1964. -- Foto: CARLO ALLEGRI Denmark

MED AFSTEMNING: Genforskere i USA vil udtage dna-prøver fra liget af mand, der før jul skød og dræbte 20 børn og syv voksne i Newtown. De vil lede efter genetiske træk, der satte ham i gang med skoleskyderiet

Hvor kommer ondskab fra? Det meningsløse? Det er grundspørgsmål, menneskeheden altid har stillet (sjældnere dvæles ved spørgsmålet om, hvor godheden kommer fra, og hvordan mening opstår).

Når nye svar forsøges, er det tegn på omslag i kulturhistorien. Dens dominerende retninger holdt jo for længe siden op med at inddrage Gud i det spørgsmål og tillod sig at se bort fra de dybe tydninger, Bibelen her giver. I stedet har yndlingssvaret i mange år lydt, at ondskab forklares ved menneskets opvækst og omgivelser, og den fordamper, hvis de forbedres.

Lige nu lægges rattet om, og man kører over i den anden grøft: Ondskaben opfattes som uforanderlig skæbne, tatoveret ind i bestemte individer ved deres gener. Den dominerende modebevægelse i dag er jo neurobiologien, der afskaffer sjælen og beskriver mennesket som et bundt af kemiske impulser.

Derfor vil genetikere også i al diskretion udtage dna-prøver fra liget af den unge Adam Lanza, der før jul skød og dræbte 20 børn og syv voksne ved skolemassakren i Newtown, USA. De ønsker at se, om de kan opspore genetiske træk, der satte ham i gang med det vilde blodbad. I denne optik er vi jo kun legemets marionetter.

LÆS OGSÅ: Børn får skudsikre skoletasker efter skole-skyderi

Det er første gang, der foretages en detaljeret undersøgelse af en massemorders gener. New York Times har talt med en fremtrædende genekspert, Arthur Beaudet, som hylder initiativet. Vi har ikke råd til ikke at foretage denne forskning. Andre genetikere er mere skeptiske og frygter fremtidig stigmatisering af mennesker, der fremviser de specifikke gener, som man måtte hive frem som forklaring på amokløbet. De betoner, at der altid er tale om et yderst komplekst samspil mellem hundredvis af gener og miljømæssige faktorer, som tilsammen kan lede til vold. Det kan næsten ikke lade sig gøre, at der skulle findes en fælles, genetisk faktor for massemord, udtaler Harvard-genetikeren Robert C. Green. Jeg tror, det siger mere om os, at vi ønsker, sådan noget fandtes. Vi ønsker, der var en forklaring.

Før de amerikanske genetikeres hensigter kom frem, kommenterede den britiske læge og retspsykiater Theodore Dalrymple i City Journal en anden idé om forebyggelse af ondskab. Mange har nemlig i USA efter Newtown-massakren forlangt, at psykiatrien screener bedre, så typer som Lanza kan opdages i tide.

Dalrymple har gennem et langt liv arbejdet med kriminelle og finder kravet urealistisk. Psykiatere kan ikke forudsige med nogen nævneværdig grad af sikkerhed, slår han fast. Og han advarer om konsekvenserne af overvågning: Forkerte forudsigelser af sjældne hændelser (som massemord) vil generelt være langt hyppigere end sande en vigtig pointe at erindre, især hvis man vil enten sikre eller underminere borgerlige rettigheder på grundlag af sådanne forudsigelser.

Nu er disse purunge skolemordere også helt andre typer end ultravoldelige kriminelle. Den franske sociolog David Le Breton forsker i deres karakter, og han påpeger i Le Monde, at de alle har det til fælles at de som også Lanza før udåden følte sig afviste og udelukkede.

BILLEDSERIE:Begravelser i sorgens by, Newtown

Derfor vokser der grandiose hævnfantasier i dem. De klipper alle sociale bånd over og svømmer ofte i en fornemmelse af selv at udgøre en hel verden. De bruser af en fornemmelse af narcissistisk almagt, symboliseret i deres dræbende turne gennem skolen, og de ser sig efter deres selvmord som retfærdiggjorte og endelig berømte, noterer Le Breton.

Han bemærker også, hvor mange lystfulde ødelæggelsesfantasier, medier og spil opflasker de unge med. Også Dalrymple tror, der er tale om svær, narcissistisk neurose. Men i så fald finder vi da den genmutation, der tyder på dens slumrende tilstedeværelse, vil det nok lyde fra genforskerne. Og efter endt kortlægning skal der drøftes konsekvenser. Findes der et sæt gener, som man antager disponerer for udbrud af meningsløse myrderier, hvad skal der så ske med dem, der bærer det? Læner man sig op ad visioner om racehygiejne?

Det virkeligt diabolske ved feltet er, at den klinisk gennemlyste ondskab kan kalde på forholdsregler og ideelle hensigter, der vil være farligere for samfundet end den uforklarlige og sporadiske ondskab.

Hør kun, hvad T.S. Eliot skrev: De forsøger hele tiden at undslippe/ Fra mørket udenfor og indeni/ Ved at drømme om systemer så perfekte, at ingen behøver være gode.

Anders Raahauge er kulturjournalist