Mad fra skraldespanden kunne mætte tusinder

Tusindvis af mennesker ville kunne blive mætte af al den gode mad, supermarkederne hver dag kasserer. Det mener Valdemar Markussen, som stort set skralder sig til alt det, han spiser. -- Foto: Leif Tuxen.

Kasseret mad i supermarkedernes affaldscontainere ville hver dag kunne hjælpe de sultne og trængte, som Jesus gør det i dagens tekst. Det mener Valdemar Markussen, der til dels lever af skraldemad

Det er en hverdagseftermiddag i centrum af København. Handlende forsvinder ind ad supermarkedernes lydløse skydedøre for senere at forlade butikken med bugnende poser.

LÆS OGSÅ: Etik i skraldespanden

22-årige Valdemar Markussen er også på udkig efter noget godt til aftensmad, men han har ikke tænkt sig at gå ind i supermarkederne for at handle. På sin Christianiacykel med masser af transportplads triller han ind i gården til containerne ved siden af en Irma for at lede efter mad, der ganske vist har overskredet sidste salgsdato, men som ofte stadig kan spises. Grøntsager, frugt, brød, ost er det, han kigger efter. Aldrig kød. Særligt supermarkeder med et stort økologisk udvalg har hans interesse.

"Jeg føler mig som en konge, hvis jeg finder en lækker ost eller en dyr smoothie," fortæller Valdemar Markussen, der i et par år har fundet sin mad i skraldespande rundt om i hovedstaden.

Han åbner rutineret lågene på affaldscontainerne og hiver sorte affaldssække op for at inspicere dem. Han stikker prøvende næsen i en og snuser ind.

"Puh, det lugter af fisk. Der er vist ikke så meget at komme efter her," konstaterer han.

Det er der til gengæld i containerne ved en Fakta-butik i nærheden. Tomater, avocado, kartofler, forårsløg og klementiner bliver trukket op af mørket til et nyt liv.

"Det er forkert, at så meget mad bliver smidt ud. Jorden har ikke produceret de tomater, for at de skal blive brændt af i et kraftværk. Jeg føler, det er en god gerning, at vi bruger det, andre vil smide ud. Jeg lever af kapitalismens og forbrugersamfundets overflod og ignorance," forklarer han og tilføjer:

"Det ændrer ikke verden, at vi er en bevægelse af mennesker, der skralder vores mad, men det er med til at vække en bevidsthed om den blinde rovdrift, vi driver på jordens begrænsede ressourcer, i jagten på profit i den evige væksts hellige billede."

I dagens tekst bespiser Jesus en folkemængde på 5000 mennesker med blot fem brød og to fisk. Efter at alle har fået, beder han sine disciple gemme resterne, så intet går til spilde. Flere bør tænke i de baner, at rigtig mange kan blive mætte af overfloden af fødevarer, mener Valdemar Markussen.

"Man ville kunne mætte mange tusind mennesker bare med den mad, der bliver kasseret i lille Danmark. Lige nu er vi fem til syv beboere i mit bofællesskab, og vi kan leve udelukkende af mad, vi har skraldet. Dog har vi også meldt os ind i Københavns Fødevare Fællesskab for at få årstidens økologiske og bæredygtige grøntsager."

"Verden i dag er karakteriseret af tomhed og overflade på grund af den altfortærende maniske jagt på lykke og velstand, der er drivkraften i det moderne menneskes mareridtsdrøm, vi ikke kan vågne fra, også kendt som 'The American Dream'. Forbrug er blevet den herskende værdi, og det har udviklet sig til en dødedans om guldkalven. Arvesynden er formig at være født i og leve af en verden drevet af profit og økonomisk vækst," siger han.

Den erfarne skralder bor i en lejlighed i København sammen med en håndfuld andre unge, som altså supplerer SU'en med skraldemad. De spiser sundere og er aldrig blevet syge af den udsmidte mad, de spiser.

Valdemar Markussen er lige nu i aktivering, mens han venter på svar på sin ansøgning til filmskolens dokumentarlinje. Han og vennerne skralder, dels fordi budgettet ikke levner plads til de store kulinariske udfoldelser, dels fordi de finder det etisk forkasteligt, at så mange fødevarer dagligt ender i skraldespandene i stedet for at komme sultne og økonomisk trængte mennesker til gode.

"Det er blasfemisk. Det er virkelig sygt. Det er nogle syge idealer, vi har i vores samfund," siger han.

Ved containerne møder han også børnefamilier med barnevogne, pensionister og hjemløse. Det er hans indtryk, at rigtig mange københavnere på et tidspunkt har prøvet at skralde. Flere tusind formentlig. Selv har han skraldet så længe, at han ikke bryder sig om at købe ind.

"Når jeg en sjælden gang handler, føler jeg nærmest, jeg begår helligbrøde, når jeg falder for fristelsen og køber mere, end vi har brug for."

Hvad angår tro og værdier, definerer Valdemar Markussen sig som spirituel. Han er sammen med sine fem søskende vokset op hos kristne forældre i Holme uden for Aarhus og i Silkeborg. Han er døbt og konfirmeret i Kristensamfundet, som tror på Jesus Kristus, men vil forny den kristne tro ved blandt andet at bruge den moderne åndsvidenskab, Rudolf Steiners antroposofi.

Valdemar Markussen har da også gået i Rudolf Steiner Skole som barn. I den holistiske undervisning spiller naturen en stor rolle. Han mener selv, at skolegangen sammen med forældrenes lidt "hippieagtige tilgang" til livet har præget ham:

"Mine forældre hentede biodynamiske grøntsager fra de omkringliggende gårde, og en af min mors veninder skraldede faktisk også, men dengang syntes jeg, det var ulækkert."

I dag giver det mening for ham at gøre det gode, som han kalder det. Indimellem deler han ud af sin skraldehøst til forbipasserende på gaden – med vidt forskellige reaktioner til følge.

"Nogen bliver vildt glade, mens andre reagerer med mistro. Jeg tror på det, jeg kalder 'instant karma', og på, at jeg har en mission her i livet. Den måde, man vælger at leve sit liv på, har stor indflydelse på vores åndelige udvikling."

Selvom han mener, vi er på gale vej med en livsstil fokuseret på forbrug, tror han også, at noget nyt er under opsejling.

"Jeg ved ikke, hvad Gud siger til den måde, vi mennesker lever på. Jeg bliver bedrøvet af den megen ignorance i samfundet. Men jeg fornemmer også, at flere mennesker er ved at blive bevidste om, at vi må ændre vores levevis."

Skralderiet har dog fået betydeligt sværere vilkår i den seneste tid. Mange supermarkeder er begyndt at låse containerne.

"Jeg bryder mig ikke om at skulle hoppe over et hegn eller bryde en lås op. For så er det noget andet."

Valdemar Markussen stopper dog ikke af den grund. Flere aktivistiske skraldeprojekter er i kalenderen. Den 1. maj vil han og en række andre skraldere som en manifestation åbne en gadebod med gratis skraldevarer til folket. For at vise, hvor meget mad der dagligt bliver smidt ud.

"Det handler i den grad om, at jordens ressourcer bliver sjoflet. Omkring en tredjedel af verdens mad bliver produceret direkte til skraldespanden. Men det er jo bare et af symptomerne på et sygt system. Det er kapitalismen, den er gal med, og ikke kun mad, der bliver produceret for meget af."

"Hvis vi alle havde modet til at se virkeligheden i øjnene og viljen til at ændre den, kunne vi sammen skabe paradis på jord," siger Valdemar Markussen.

schelde@k.dk