Guldkalven

Kirken må gå foran i et oprør mod forbrug som livsform

SIDEN TIDERNES MORGEN, da Aron ifølge Mosebøgerne i Det Gamle Testamente lavede en guldkalv, som folket kunne tilbede og følge i hælene på, har man vidst, at grådighed er en del af den menneskelige natur. Af samme grund opfattede de første kristne grådighed som en synd, der skulle advares imod. Grådighed er en blindgyde og blev en af den katolske kirkes syv dødssynder – synder, der var så alvorlige, at de ville føre til åndelig død og fortabelse, hvis de ikke blev skriftet. Der har op igennem den kristne kirkes historie været en bevidsthed om, at grådighed og det, som vi i dag vil kalde for overdreven materialisme, fører mennesker væk fra troen på Gud og dermed også væk fra livet.

DET ER DERFOR ikke nogen original tanke, at kirken bør lade sin røst høre langt stærkere nu, når vi i vores tid lader os forblænde af Gud Mammon. Og det grænser næsten til det banale at harcelere over, at forbruget i den rige verden går amok, mens mennesker i andre dele af verden lever i dyb fattigdom. Men det er en tanke værd, at det langtfra er sikkert, at vi i den rige verden også er de lykkeligste mennesker. Det fællesskab og en i hvert fald på overfladen sorgløshed, man ofte som rejsende møder hos fattige mennesker, vidner om, at materiel vækst og dyrkelse af rigdom har sin egen pris og afføder sine egne bekymringer.

Det er en af konsekvenserne af den udvikling, som ikke mindst Danmark har undergået i de seneste 75 år, og som vi her på avisen i dag indleder en artikelserie om. Mere end noget andet sted har Danmark og de øvrige skandinaviske lande formået at løfte mennesker ud af armod og op i middelklassen. Den gamle arbejderklasse har smidt kedeldragten og er avanceret, mens skattesystemet har skåret toppen af overklassen. Den udvikling kan der siges meget godt om. En stor middelklasse i et samfund garanterer uddannelse, social sikkerhed, stabilitet og fredelig udvikling. Med en stor middelklasse har få for meget og færre for lidt. Men bagsiden af udviklingen er også den tankeløse dyrkelse af forbrug.

I dag hører det at være forbruger med til middelklassens identitet, og nu, hvor pengene sidder løst og forbruget går amok, sker det hånd i hånd med en fordummelse, en åndløshed og en forhærdelse, som kalder på modsigelse. Ikke alle er med til festen, og sympatien med den svage gruppe, der ikke kan klare sig selv, svinder ind. Når så stor en del af befolkningen stirrer sig blind på materielle forhold, degenerer den fra at være borger til at være forbruger. Hvor borgeren tænker på en helhed i samfundet, tænker forbrugeren på sig selv som i den forgangne tid, hvor demonstrerende forældre har krævet bedre børnehaver til netop deres egne børn. Storsind og generøsitet får trange kår, når det hele kommer til at handle om penge og selvrealisering.

MÆTHEDSFØLELSEN OG TRÆTHEDEN over den golde dyrkelse af forbrug sætter heldigvis ind hos mange, men den underliggende drivkraft i materialismen er så stærk, at ingen vel kan sige sig helt fri for at have en rem af huden. I den moderne markedsføring af alle tænkelige varer fra vaskepulver til luksusbiler slås der på, at de nye produkter giver en særlig livsstil, der er nem at forveksle med livsindhold. Det er her, at kirken igen må på banen og tale imod lykkefiksering og goldt forbrug. Det er ikke bare uetisk høje direktørbonusser eller svulmende lønninger, der skal kritiseres, men derimod den pengefiksering, som næsten alle ligger under for. Selv om det humoristisk er blevet sagt, at de, der mener, at man ikke kan købe sig glad, bare har været i de forkerte forretninger, er det en fællesmenneskelig erfaring, at flere penge avler flere bekymringer, og at en ny bil eller tilbygning kun midlertidigt stiller sulten. Mere vil nemlig have mere. Derfor bør kirken med høj og tydelig stemme gøre opmærksom på, at der, hvor Gud trænges væk, sætter noget andet sig på pladsen. Og mennesket er ringe stillet ved at lade pengedyrkelsen indtage troens plads.

bjer