Det lykkelige forbrug

For familien i Birkerød er forbruget skruet helt i top, og børnene har det nyeste legetøj og mærketøj. På billedet er det fra venstre Ludwig, Anastasia og Leopold. – Foto: Leif Tuxen.

For familien Knudsen på Bornholm har lykke intet at gøre med, om børnene har det nyeste mærketøj eller det helt rigtige legetøj. Tværtimod. De har valgt at være selvforsynende og lever for 100 kroner om ugen. Modsat børnefamilien i Birkerød, hvis forbrug er i top

Med et hovedspring kaster Ludwig sig ned i alle bamserne i sin seng og forsvinder mellem de nyeste Build-A-Bear, Teletubbies og et væld af andre bamser. Han kan nærmest svømme i alt legetøjet på sit værelse, der er beklædt med æble-grønne vægge. Yndlingslegetøjet er nu ikke bamser, men barbiedukker. I alt har han 115, mener hans mor, Camilla Alex-andrine Kristine, komtesse af Rosenborg. Ludwig er syv år. Han bor i et villahus i Birkerød sammen med sin mor, far Mikael Rosanes, søster Anastasia på ni år og broderen Leopold på to år.

Men Ludwig er ikke enig i, at han kun har 115 barbier.

Nej, jeg har mange flere, og jeg får hele tiden flere, siger han, hopper ned fra køjesengen og begynder at rode i en fletkurv under sengen. Den er fyldt til randen med de mange barbier. Når han sætter hår på dem eller sammensætter nyt tøj til dem, føler han sig ikke anderledes end de andre på skolen. Det gjorde han før, da han gik på privatskolen i Birkerød. Men i august i år begyndte han på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor der er plads til, at drenge kan lege med barbiedukker. Men det er hårdt at gå på skolen, for hvis ikke han hele tiden bliver bedre, risikerer han at blive smidt ud. Og så må han tilbage til den almindelige skole, hvor han ikke befandt sig lige så godt.

Ludwigs mor mener, at det er vigtigt, at børnene har det nyeste legetøj og det dyreste mærketøj. Alle børnene har tv med dvd på deres værelse, Ludwig har det lækreste ballettøj, og den mindste har lige fået bygget et legekøkken med rindende vand i sit værelse, der er helt lyseblåt fra væg til væg og gulv til loft.

Camilla og Mikael rejser to gange om året til Hong Kong for at få inspiration til deres firma Idé Fabrikken, som sælger lyd, lys og gimmicks til reklamebureauer. I den forbindelse køber de også børnenes tøj. Og det er ikke de billigste mærker, der ryger i indkøbskurven.

Vi vil godt give dem det sidste nye, og derfor køber vi det meste legetøj og tøj i Hongkong. Ludwig har for eksempel mange skjorter fra Ralph Lauren og Tommy Hilfiger, som vi køber der, fordi de er mere enkle. Han bestemmer selv, hvad han vil have, siger Ludwigs mor og beder Anastasia om at hente en slags rulleskøjter et par hjul til at spænde under skoene som de har købt i Hongkong.

Der kommer lys i dem, når jeg ruller. Jeg fik dem lang tid før mine veninder, siger hun.

Det er nu ikke rulleskøjterne, Anastasia får dagen til at gå med. Fra hun kommer hjem fra skole, til hun skal i seng om aftenen, spiller hun det helt splinternye Sims Pet et virtuelt univers, hvor man skal styre sine personer og kæledyr.

Camilla mener ikke, at børnene er så forkælede, at de bliver overfladiske. Det er kun om fredagen, at de får slik. Og det er det tætteste, familien kommer på økologi, mener hun.

Hver lørdag får de en ny ting. Men det kan godt være svært at finde på nyt. For børnene har alt.

For mig er det vigtigt, at de ikke bare har det nyeste, men at de har det før de andre børn i skolen. I dag har Anastasia for eksempel tøj på fra Gap, og det tøj har de andre i klassen altså ikke. Men nogle gange vil hun også have tøj på fra Hennes og Mauritz, siger hun og prøver at holde styr på de tre børn, der alle kæmper om at få lov til at sidde på skødet af deres mor.

De, der ikke vinder kampen om deres mor, giver sig i stedet for til at lege med nogle store plasticbiler, som de selv kan køre rundt i i det sort-hvide, amerikansk inspirerede køkken.

Familiens au-pair kommer ind i køkkenet for at tage Leopold med og skifte ham. De har haft en au-pair i syv år. Så er der mere tid til børnene, og det betyder meget, for at det kan lade sig gøre at leve luksuslivet, fortæller Camilla. På den måde har de mere tid til at gå ud at spise og være sammen i weekenden uden at skulle bekymre sig om rengøring eller madlavning.

Camilla ved ikke, hvor stort familiens forbrug er. Men hun ved, at hun ikke kunne tænke sig at leve anderledes i hvert fald ikke, hvis der skulle skrues ned for forbruget.

Jeg kunne slet ikke forestille mig, at vi skulle købe tøj i Føtex, eller at børnene ikke havde fjernsyn på værelserne. Det er jo også med til at udvikle deres engelsk, og computerspillene skærper deres koncentration. For mig er lykken at være uafhængig, som vi er i dag, siger hun.

Helt anderledes ser det ud for familien Knudsen. I modsætning til den nordsjællandske familie har de netop valgt at skrue helt ned for forbruget, og for dem har lykke intet at gøre med mærkevarer, teknik eller au pair-piger. De bor for enden af en meget lang og meget ujævn markvej på Bornholm.

Det føles som en lille tidsrejse at køre de 500 meter fra landevejen uden for Østerlars. Og en drægtig gårdkat, der upåvirket lister sig dovent frem midt foran bilen, gør sit for at illustrere, at vi nu nærmer os en stressfri zone. Familiens 3,6 tønder land er omgivet af træer og marker med græssende køer. Men ægteparret Steen og Julie Knudsen nøjes med høns, biavl og en urtehave, der til gengæld er stor nok til at forsyne familien på to voksne og to børn med vegetarisk mad året rundt.

Vi bruger kun omkring 100 kroner om ugen på toiletpapir, opvaskemiddel og de madvarer, vi ikke kan lave selv, forklarer Steen Knudsen, mens han er på vej ind i det lille bindingsværkshus fra 1840.

Toilettet er erstattet af et gammeldags das, der er delt op i flydende og faste efterladenskaber, så det kan genbruges til at gøde havens træer. Og der er heller ingen rindende vand i det uisolerede hus på 58 kvadratmeter. I stedet pumper de selv grundvand op fra en boring.

Om vinteren er her så koldt, at vandet fryser til is, men så må vi bare slå hul på det. Og jeg tror, at det er sundt for børnene at lære at spare på ressourcerne. Når de kommer ud til folk, der har rindende vand, plejer de at sætte proppen i vasken, før de vasker hænder, så der ikke går så meget til spilde, siger Steen Knudsen og bliver afbrudt af sønnen:

Ja, det er rigtigt. Vores vand kan man bruge mange gange, uden at man skifter det, siger Johannes på seks år, mens den to år yngre søster, Maja, hopper tilfreds rundt i sin prinsessekjole.

Når vandet bliver for beskidt, skifter familien det dog ud. Anderledes er det med tevandet, der ikke bliver genbrugt, og der står også frisk frugt på spisebordet. Familien er selvforsynende året rundt.

Vi er stolte, når vi sætter os ved aftensmaden, som vi selv har dyrket. For selvom vi lever billigt, føles det, som om vi lever i luksus. Alt, vi spiser, er 100 procent økologisk, og vi ved, at grønsagerne er helt friske, fordi vi selv har hentet dem fra haven, siger Steen Knudsen.

Johannes bekræfter, at haven har alle de grønsager, som familien har brug for. Han er kravlet op på skødet af sin mor, der sidder ved spisebordet. Han er tydeligvis vant til at være med i samtalerne omkring bordet, og Johannes tøver heller ikke på spørgsmålet om, hvad det bedste er ved at bo, som de gør:

Vi kan lege over det hele. Lave huler i skoven. Snitte spyd og lave buer, svarer drengen, der dog selv har sparet sammen til en plasticpistol, som han stolt viser frem.

Ellers er der stort set ikke plads til hverken købt legetøj i budgettet eller i huset. For herinde sover hele familien i samme værelse med en køjeseng klos op ad dobbeltsengen.

Vi har heller ikke noget fjernsyn, og det spørger de heller ikke til. Men de leger gemme udenfor eller tegner indenfor. Og de hjælper med at hamre og sømme i værkstedet eller hente æg eller grønsager i haven. De har ikke så meget legetøj, men de bruger naturen meget. Og det, tror jeg, kun styrker børns fantasi, siger Steen Knudsen.

Han er ikke bange for, at børnene kommer til at skille sig for meget ud fra deres kammerater. Derimod tror han, at de får en viden, som andre børn ikke får. De oplever kulde og varme, og de ser, hvor tingene kommer fra. Når de er i skolen, omstiller de sig bare igen, fortæller han.

Og Julie Knudsen uddyber:

Johannes har lige lært, hvad en Pokémon er for noget. Og nu er han også blevet pjattet med dem. Han kendte dem bare ikke fra fjernsynet ligesom de andre børn. Så skolen åbner en ny verden for ham, siger hun.

Børnene har ingen computerspil, ligesom de fleste andre børn har. Men Steen Knudsen har intet imod, at de kigger deres skolekammerater over skulderen. For de skal også have lov til at se, at der er en verden udenfor.

Men jeg tror, at det er sundt, at vi viser dem nogle andre kvaliteter her. Vi får for eksempel heller aldrig slik. For jeg synes, at det er en uvane at fylde børn med usunde ting. Vi tager ikke godteposerne fra dem, hvis de får en. Men de plager aldrig om slik, når vi køber ind, så der tror jeg, at vi har lært dem nogle gode vaner. Og det er jo faktisk også lige så lækkert at spise frisk frugt fra haven, siger han.

Det var Steen Knudsen, der først blev grebet af det simple liv. Han er oprindelig uddannet miljøtekniker, men tilbagevendende ophold i Gambia fik ham til at drømme om at leve af naturen.

Han forsøgte at leve omvendt af, hvordan et normalt liv i Danmark leves. I stedet for at tænke på at tjene penge først og tilpasse livet efter, hvad man har råd til, begyndte Steen Knudsen at tænke over, hvordan han gerne ville leve sit liv. Og så skar han det unødvendige fra derefter.

Det blev en sport for mig at blive selvforsynende. Jeg kunne derfor hurtigt gå ned i tid, og et par år efter kunne jeg sige helt op.

Julie Knudsen arbejdede dengang som bager, men hun blev hurtigt fascineret af både manden og livsstilen. Og da hun blev gravid med Johannes i 2000, flyttede parret fra Sjælland til Bornholm for at blive selvforsynende. Her holdt de også bryllup for 3000 kroner for 60 gæster. Og i dag kan de forsørge familien med havens grønsager og de beskedne indtægter fra biavlerfirmaet Honninghuset.

Vi tjener ikke de store penge, men det er ikke det, vi måler lykke på. Vi har mere tid til vores børn, og vi bliver ikke stressede, for vi skal ikke nå noget. Og vi har alt, hvad vi skal bruge, siger Steen Knudsen.

Hverken Steen eller Julie Knudsen kan finde på noget, de mangler. Men seksårige Johannes har som altid svar på rette hånd:

Vi mangler at få flettet vores pilehytte. For de piletræer er næsten blevet alt for store til at flette nu, siger han.

Tilbage i Birkerød er den nordsjællandske familie ved at gøre sig klar til at gå ud ad døren. De skal til skolefest på Anastasias skole. Det var også her, Ludwig gik i skole, før han startede på balletskolen. Dengang var han ikke rigtig glad. Han var meget stille og indadvendt, og han grinede ikke. Sådan er det slet ikke i dag, efter at han har fået balletskoene på.

Balletskolen gjorde Ludwig lykkelig, siger Ludwigs mor, men bliver straks afbrudt af Ludwig:

Jamen mor, jeg er ikke helt lykkelig, siger han alvorligt og svarer prompte på spørgsmålet om, hvad der mangler, for at han kan blive helt lykkelig:

Jeg skal have flere barbiedukker, siger han med et smil på læberne.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Familien Knudsen på Bornholm har valgt at leve for kun 100 kroner om ugen. Børnene leger og bygger huler i haven, og de får ikke legetøj, medmindre de selv sparer sammen til det. – Foto: Michael Tarp.