Det er blevet et statussymbol at vise mådehold

Det er moderne at vise mådehold. Historisk var cisterciensermunkene blandt de første til at udleve ekstrem nøjsomhed og det blev en økonomisk gevinst for samfundet

En vil ikke købe nye materielle ting i et helt år. En anden kalder sig Forbrugerminimalisten og blogger om, at dyre biler er yt, mens grød og det nære og åndelige er in. En tredje, en australsk bedstemor, har skåret sit forbrug ned til et minimum og er blevet så lykkelig af det, at hun har skrevet bogen Down to Earth (Ned på jorden) om sine erfaringer. Alt sammen eksempler på, at en slags ny nøjsomhed er på vej frem, mener blandt andre samfundsdebattør Anne Sophia Hermansen. Der er ikke længere samme status i at kunne fyre en masse penge af på materielle ting, vurderer hun.

LÆS OGSÅ: Mådehold danner mode efter 10 års overforbrug

Nu bliver nøjsomhed og flid i højere grad dyrket som værdier, mens overforbrug associeres med uansvarlighed og meningstab. Det giver ikke længere mening at bruge 10.000 kroner på en taske. Det får os bare til at se fattigere ud i mere end én forstand. Helt konkret ser vi ikke så mange af de dyre ikontasker på Strøget mere. Det er blevet Anni og Erik-agtigt (mediekendisser) at komme stavrende med favnen fuld af shoppingposer og køre dem hjem i firehjulstrækker, siger hun.

Hun påpeger, at tendensen er tydelig i reklameverdenen, hvor man ikke længere kan sælge sine produkter på de samme budskaber.

I dag virker et pay-off som i makeupmærket LOréals Fordi jeg fortjener det forkælet, og det knytter sig til 2000erne, hvor forbrug blev lig selvforkælelse. Forbrug blev en identitetsmarkør, især for middelklassen, der iscenesatte sig selv med hjem med fladskærme i de fleste værelser og samtalekøkkener, der hverken blev brugt til at lave mad eller tale med hinanden i. Folk indløste bare retten til et fedt køkken. Det virker enormt overfladisk og var det også. For at købe lidt aflad og vise overskud gav folk geder væk til jul og havde selvgode tårer i øjnene, når de donerede flaskepanten til noget velgørenhed.

Men selvom mange af os lige nu er fokuserede på at skære ned, rense ud og holde igen, er det ifølge Anne Sophia Hermansen svært at vurdere, hvor blivende tendensen er på længere sigt. Lige nu er mange stadig forskrækkede af finanskrisen.

Derfor tøver vi med at få pungen op af lommen. Undtagen når det gælder mad. Her er der rykket langt mere kvalitet ind i råvarerne. Vi køber mere økologisk, bager langtidshævet brød og er også blevet bedre til at dosere vores indkøb, så vi ikke smider så meget ud længere.

Det simple, nøjsomme liv er dog på ingen måde en ny opfindelse. Munke- og nonneordener har i århundreder været eksperter i den mere skrabede livsstil. Og det har vist sig, at de samfund, som har været under stor indflydelse fra de nøjsomme og kristne brødre og søstre, rent faktisk har klaret sig bedst. Og måske lidt ironisk har opnået større rigdom.

Den tyske økonom og sociolog Max Weber var en af de første til at konkludere, at protestantismen på grund af værdier som flid og nøjsomhed var god for økonomien. Og at kapitalismen udviklede sig hurtigere i de vestlige samfund, fordi man simpelthen arbejdede hårdere. Nu viser en ny afhandling af forsker Jeanet Sinding Bentzen og tre medforfattere fra Københavns Universitet, at Weber ikke havde helt ret i, at nøjsomheden kom med protestantismen.

Værdier baseret på flid og nøjsomhed kom faktisk endnu tidligere fra den katolske munkeorden cistercienserne, hvor man skilte sig ud, fordi man var endnu mere nøjsomme og flittige end andre munke på den tid, siger hun.

Cistercienserne var en udbrydergruppe fra benediktinermunkene. De syntes simpelthen, at benediktinernes livsstil var for slap, fortæller Jeanet Sinding Bentzen.

De afstod fra alt overflødigt forbrug for på den måde at have mere tid til at bede ud fra den logik, at jo mindre man brugte, jo mindre behøvede man at arbejde og producere, og desto mere tid havde man til at bede.

I dag er de flittige munke stort set forsvundet. Men deres flid og høje arbejdsmoral er blevet hos de folk, de færdedes blandt. Det viser blandt andet Jeanet Sinding Bentzens forskning, som indbefatter tal for værdier i hele Europa produceret af det europæiske analyseinstitut European Values Study.

De samfund, der historisk husede flere cisterciensermunke, er den dag i dag mere flittige og mere nøjsomme, fordi munkenes værdier smittede af på lokalbefolkningen. Samfundene kunne dermed også opnå en højere befolkningstilvækst, hvilket på daværende tidspunkt var en indikator for økonomisk succes. Dengang levede folk tæt på eksistensminimum, og øget rigdom, for eksempel opnået ved hårdt arbejde, gik blot til lavere dødelighed.

Man kan altså konkludere, at flid og nøjsomhed betaler sig. Det får folk til at arbejde mere, spare mere op og får dem til at afstå fra at spilde penge på løst forbrug.

Og selvom forbruget i 2000erne og frem til krisen var en anelse opskruet, så mener Jeanet Sinding Bentzen. at man over en længere historisk periode kan se påvirkningen fra munkene også i Danmark.

Der er en tendens til, at kulturelle forskelle mellem samfund er vedvarende. Så når først et samfund har udviklet en kultur for flid og nøjsomhed, og et andet ikke har, så vil det førstnævnte med høj sandsynlighed fortsætte med at være mere flittigt og nøjsomt op gennem historien, siger hun.

Filosof Anders Fogh Jensen mener, at man førhen har set anderledes på nøjsomhed. Og eftertragtet det mere, fordi det simpelthen blev set som en særlig fremragende egenskab at kunne mestre.

Selvbeherskelse var en af de fire kardinaldyder, og fråseri (gula) var en af de syv dødssynder. Askesen er en måde at frasige sig det uvæsentlige på for at forholde sig til det vigtige, dengang Gud. Og jeg vil da håbe, at det er en stigende bevidsthed om, at kapitalismen overplastrer samfundet med forbrugsideologi, men jeg har også på fornemmelsen, at det er en variant af puritanisme og selvkontrol i familie med anoreksien, siger Anders Fogh Jensen.

Som Anne Sophia Hermansen ser han dog også tegn på, at det er blevet et statussymbol at udleve en nøjsom livsstil. At være forbrugerminimalist.

I århundreder har det været vigtigt at kunne æde sig tyk eller have mange ting, men nu kan alle have mange ting, og derfor får vi en mere minimalistisk arkitektur. Det er ikke længere cool at have meget mad på tallerkenen, nu er det cool at kunne nøjes. Denne form for minimalisme og det at kunne begrænse sig er ved at brede sig. Det er ikke kun et socialt spil, begrænsningen er også et socialt positioneringsmæssigt aspekt, siger Anders Fogh Jensen.

Et socialt positioneringsprojekt er det givetvis og hvad så, spørger Anne Sophia Hermansen.

Hvis folk længes efter mere substans, mere kvalitet og flere værdier og gerne vil gøre sig umage, kan man næppe klandre dem for det. I Danmark er vi hurtige til at pege fingre ad overklassen og eliten her skulle vi tage at blive lidt inspireret. Det virkeligt skægge er, at kongehuset ikke har forladt 2000erne endnu og udviser en adfærd, vi ellers mest ser i realityprogrammer. Maksimalt forbrug og minimalt ansvar. Hverken kronprins Frederik eller kronprinsesse Mary synes at være specielt flittige eller nøjsomme mennesker, og det må virke mærkeligt på den almindelige dansker, der er blevet mærket af finanskrisen, at kongehuset bare fortsætter med at brænde penge af. I firehjulstrækker og med favnen fuld af indkøbsposer. Som Anni og Erik og helt ude af trit med tidsånden, siger Anne Sophia Hermansen.