Snyd, svindel, sejr

I 62 timer kunne den canadiske løber Ben Johnson juble over sin sejr og verdensrekord i 100-meterløbet ved OL i Seoul i 1988. Men så kom resultatet af den dopingtest, der for evigt gjorde ham til et symbol på sportens skyggesider. (Foto: Scanpix)

Hurtigere, højere, stærkere: Med OL i Athen skrives et nyt kapitel i historien om menneskets stræben efter egne begrænsninger. Langt de fleste opnår deres resultater med hård træning, men nogle få går skridtet videre med doping. Eksperter er dog uenige om, hvorvidt dopede atleter er simple snydere eller sportens sande helte

Kejser Nero var færdig. Da karetløbet var overstået ved De Olympiske Lege i år 67 efter Kristi fødsel, var alle sikre på, at den romerske kejser ikke gik af med sejren. De havde jo lige set, hvordan han faldt af vognen og aldrig kom i mål. Løbet var i bogstaveligste forstand kørt.

Det var i hvert fald, hvad tilskuerne troede. For da præmierne skulle uddeles, blev den mindre karet-kyndige kejser til alles overraskelse udråbt til løbets vinder.

Forklaringen er banal: Kejser Nero havde snydt. Ved at bestikke dommerne fik han den sejr, som alle kunne se, at han aldrig var i nærheden af.

Selv om beretningen om kejser Neros skamfulde sejr er næsten 2000 år gammel, vil den de kommende to uger være yderst aktuel.

I morgen begynder nemlig den 28. udgave af de moderne olympiske lege, som 108 år efter sin fødsel er vendt tilbage til Athen. Forude venter 16 dage med spektakulære sportspræstationer, fantastiske atleter og nye rekorder for menneskets fysiske formåen.

Hvad der med sikkerhed også venter, er snyd og bedrag. Præcis som i kejser Neros tid. Allerede inden legenes begyndelse er det første medlem af den Internationale Olympiske Komite blevet suspenderet for at tage imod bestikkelse, de første atleter er blevet diskvalificeret for doping og adskillige andre undersøges for samme forbrydelse. Intet nyt under Olympens sol.

At stemple samtlige 10.500 OL-atleter som snydere vil dog være en stor uretfærdighed. Dopingforskere skønner, at kun en procent af alle atleter i den absolutte elite doper sig, mens resten opnår deres resultater med benhård træning og fuld dedikation til sporten, 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Det kender blandt andre Chris Macdonald til. Han er tidligere roer på eliteniveau og har blandt andet været på det amerikanske landshold. I dag er han bosat i Danmark, hvor han dels er træner for det kvindelige profesionelle cykelhold Team Sats samt forsker i fysiologi ved Institut for Idræt på Københavns Universitet.

- På eliteplan er sporten omdrejningspunktet i dit liv. Når du ikke træner, hvilket du gør 3-4-5-6 timer om dagen, tænker du kun på at indrette resten af dagen efter din sport med restitution, kost og hvile. Som mennesker har vi et urgammelt behov for hele tiden at rykke grænserne for vores formåen, og det bliver ofte selve meningen med livet, når man dyrker sport på eliteniveau. Problemet opstår, når du så rammer din fysiske grænse. Så er det, at tankerne om at snyde begynder at melde sig, siger Chris Macdonald og henviser til en oplevelse fra hans egen karriere som roer.

- Jeg er så heldig, at jeg fra naturens side har en fysik, som egner sig til roning. Jeg havde forholdsvis let ved at træne mig bedre. Engang oplevede jeg, at en anden roer kraftigt antydede, at han var begyndt at bruge et forbudt stof. "Det er bare for at komme på niveau med dig, så du ikke fra starten har en fordel", fik jeg at vide. Det er sådan, at snyderiet begynder. Vi rammer en grænse. Det hele går så rigtigt hurtigt, når de allerbedste begynder at dope sig. Så rykkes grænserne så meget, at alle andre atleter enten må dope sig eller acceptere, at de aldrig vinder noget, siger Chris Macdonald.

Der er en grænse

En hurtig rejse gennem sportens historie dokumenterer, at mennesket i sandhed har rykket grænserne for sin egen fysiske formåen.

Eksempelvis ville verdensrekordholderen og guldmedaljevinderen i 100-meterløb ved OL i Berlin i 1936, Jesse Owens, i dag komme ind på en ligegyldig sidsteplads med sin vindertid på 10,20 sekunder, langt efter den nuværende verdensrekordholder, Tim Montgomery, som har sprintet de 100 meter på 9,78 sekunder.

Og sådan er det gået indenfor alle sportsgrene. For eksempel ville den kvindelige verdensmester i højdespring fra 1932, Jean Shiley, aldrig kvalificere sig til OL i Athen med sin rekord på 1,65 meter. I dag lyder verdensrekorden på 2,09 meter, sprunget af bulgaren Stefka Kostadinova.

Spørgsmålet er, om det kan blive ved. Er der ingen øvre grænse for den menneskelige krops styrke, hurtighed og udholdenhed?

- Jo, det er der, lyder det kort fra Chris Macdonald, hvorefter han moderer sit ellers så sikre udsagn.

- Problemet er, at hver gang vi tror, at en grænse er nået, så kommer der et unikt menneske og bryder den. Det bedste eksempel er den klassiske mil. Hverken fysiologer eller psykologer anså det som menneskeligt muligt at løbe milen på under fire minutter. Så kom Roger Bannister og gjorde lige netop det. Og i de kommende par år var der pludseligt en håndfuld løbere, som løb under fire minutter. En grænse var brudt. Men der er stadig en grænse. Spørgsmålet er bare hvor, lyder det fra Chris Macdonald.

Netop spørgsmålet om menneskets fysiske begrænsning er tæt knyttet til doping og snyd. Først når den enkelte atlet eller samtlige atleter oplever, at en grænse er næsten ubrydelig, bliver det aktuelt at dope sig.

Men hvorfor er doping så ildeset? Hvorfor er lige netop det så uacceptabelt i en verden, hvor udøverne i forvejen benytter sig af ilttelte, hypnose, højdehuse og alt, hvad der ellers kan tænkes af mere eller mindre opfindsomme påfund?

- Det kan jeg faktisk ikke svare på, lyder det overraskende svar fra en af dansk dopingbekæmpelses frontfigurer, læge Rasmus Damsgaard, forsker ved Panum Instituttet og tidligere sekretariatschef for Antidoping Danmark.

- Man kan godt sige, at eliteatleter i forvejen kæmper på ulige vilkår. De kenyanske atleter har nok ikke råd til ilttelte. Men der er den forskel på doping og de andre træningsmetoder, at doping har en virkelig stor effekt. Et ilttelt kan i bedste fald give en forbedring på 1-2 procent. Hvis man derimod tager EPO, opnår man en forbedring på 10 procent. Det vil sige, at man efter en time på cyklen kan vinde seks minutter i forhold til konkurrenterne, forklarer Rasmus Damsgaard med henvisning til stoffet EPO, som øger antallet af røde blodlegemer og dermed blodets evne til at transportere ilt.

Men kan man så ikke bare give los og lade atleterne plukke løs i medicinskabene? Hvis alle må bruge alt, er der vel skabt lige vilkår?

- Det kan man sige. Men når vi i dag forbyder doping, er det egentligt ikke for at beskytte sporten mod snyd. Det er mest af alt for at beskytte atleterne selv. Langtidseffekterne af doping ved man stadig meget lidt om, men mange undersøgelser viser en stor risiko for alvorlige problemer, siger Rasmus Damsgaard.

Vi kræver rekorder

Doping-syndere er sportens pestramte. Ingen vil røre ved dem, ingen vil kendes ved dem, ingen viser sympati.

Bare spørg den canadiske løber Ben Johnson. Ved OL i Seoul i 1988 vandt den muskelbugnende sprinter 100-meterløbet i rekordtiden 9,79 sekunder. 62 timer efter løbet kom resultatet af den dopingtest, som siden har henvist Ben Johnson til sportsverdens allermørkeste skammekrog. Han er i dag henvist til at deltage i ligegyldige talkshows, mens han i sin fritid træner til løb, der formentligt aldrig kommer.

Men Ben Johnson er meget mere end en gemen snyder. I sin iver efter at bryde menneskets naturgivne grænser, ofrede han sig selv for vores allesammens skyld. Det mener i hvert fald idrætsforskeren Verner Møller, som forsker i forholdet mellem eliteidræt og doping ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.

- Engang var man ligeglad med doping. Ja, man var nærmest begejstret for det. Man betragtede videnskaben som vejen til paradis på jorden og som redskabet til at hæve mennesket over naturen. De fleste af os har jo accepteret et liv som døde. Vi løber vores fem kilometer tre gange om ugen, og det er så vores bodsgang. Men det er utilfredsstillende for en lille flok af mennesker, som vil have livet ind i livet. Måske er de dopede sportsfolk i virkeligheden sportens sande helte. De viser os andre, at livet kan være mere end tre løbeture på fem kilometer. Sådan en helt er Ben Johnson. Han viste os, at grænser kan brydes. Al den dopingmodstand er mest af alt udtryk for modernitetsforskrækkelse, siger Verner Møller, som understreger, at han er opmærksom på helbredsrisikoen ved doping og derfor heller ikke mener, at man skal åbne helt op for brugen af doping.

Hans forbehold varer dog ikke længe. For når sportsfolk doper sig, er det ikke kun for deres egen skyld, mener Verner Møller.

Sponsorer, organisationer og ikke mindst milliarder af tilskuere forventer nye rekorder. Det skal være hurtigere, højere, stærkere. "Citius, Altius, Fortius", som det jo lyder i det olympiske motto.

- Som i så mange af livets spørgsmål er vi også hykleriske i forhold til doping. Vi gider da ikke se et OL, hvor alle klarer sig dårligere eller bare får de samme resultater som tidligere. Og sponsorerne lægger selvfølgelig pengene hos de bedste atleter. Vi kræver rekorder, siger Verner Møller.

Sandt er det, at man næppe kan forestille sig de olympiske lege under mottoet "Tardius, Inferius, Infirmius". Langsommere, lavere, svagere. Det klinger hverken af glamour eller heltemod, og det er da også dopingbekæmpelsens forbandelse, erkender læge og dopingekspert Rasmus Damsgaard.

- Netop fordi der er så meget at vinde ved doping, og fordi atleterne konstant afkræves nye rekorder, bliver doping hele tiden mere og mere avanceret. Ved OL i Athen bliver den store udfordring designer-doping. Atleterne kan i dag benytte sig af doping, som er designet til ikke at blive fundet i de eksisterende tests. Eksempelvis ved vi, at der på markedet findes et forfinet EPO-produkt, som er udviklet fra menneskelige hormoner og derfor meget svært at spore. Vi ved, at det findes, men vi kan ikke selv skaffe det til udviklingen af vores tests. Så jeg må desværre sige, at man faktisk kan slippe afsted med doping, siger Rasmus Damsgaard.

Og sådan går det hele i ring. Fra antikkens olympiske lege til morgendagens moderne udgave i Athen. Fra Kejser Nero til designer-EPO. Det betaler sig at snyde.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk