Præstationsmedicin vinder frem

Flere og flere danskere tager medicin for at klare arbejde og eksaminer. Eksperter efterlyser debat, inden forbruget løber løbsk

Det er ikke længere kun cykelryttere og bodybuildere, der tyer til præstationsfremmende medicin for at komme hurtigere over bjerget eller opbygge præmievindende muskelmasse. Helt almindelige danskere er også begyndt at tage præstationspiller for at klare sig bedre på jobbet eller få styr på eksamensangsten. Og tendensen er stigende, lyder det fra blandt andre Claus Møldrup, der er lektor på Institut for farmakologi og farmakoterapi ved Danmarks Farmaceutiske Universitet.

– Danskerne benytter både naturlægemidler og traditionel medicin for at fremme deres præstationer. Herhjemme er der primært tale om medicin, der dæmper nervøsitet. Men der er nye tendenser på vej fra USA. Blandt andet medicin, der øger koncentrationsevnen og midler, der giver skærpet opmærksomhed og holder én vågen i længere tid ad gangen, siger Claus Møldrup.

Han afviser ikke, at der kan være mange fordele at hente i de præstationsfremmende præparater, men han efterlyser en debat, der kan afklare, hvordan lægemidlerne skal bruges og ikke mindst, hvordan man sikrer, at forbruget af dem ikke løber løbsk.

– Hvis vi bare ukritisk ser på, mens forbruget stiger, vil vi komme til et punkt, hvor det bliver svært at skære forbruget ned. Man kan for eksempel forestille sig, at folk med tiden vil opleve, at det er nødvendigt at tage præstationsfremmende medicin for at kunne følge med på deres medicinerede kollegaers niveau, siger Claus Møldrup.

Det er især unge danskere, der benytter sig af den præstationsfremmende medicin. Og her er det typisk betablokkere – eller såkaldte eksamenspiller – som dæmper angst og nerver, der er populære. De seneste tal fra Lægemiddelstyrelsen viser, at lægerne i 2004 udskrev eksamenspiller til 4000 unge mellem 15 og 24 år. Det er et tal, der har været støt stigende siden 2000.

Og det er bekymrende, mener psykiater ved Hvidovre Hospital Henrik Rindom, der er ekspert i misbrug blandt unge.

– Når man først begynder at tage stoffer for at præstere bedre, risikerer man at ende i en ond cirkel, hvor behovet for medicinsk opbakning melder sig hver gang, man føler sig presset. For nogle kan det føre til afhængighed, siger han.

Henrik Rindom peger på, at det ikke kun er de lovlige præstationsfremmere som betablokere, der vinder frem blandt de unge og danskere i al almindelighed.

– Vi ved, at stadig flere benytter sig af illegale opkvikkende stoffer som for eksempel amfetamin for at klare arbejdspresset og eksamenslæsningen. Det er et område, der i den grad mangler belysning, for der er ingen tvivl om, at presset for at præstere driver flere og flere ud i en form for misbrug, siger Henrik Rindom.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk