Mennesker er nogle begærlige slubberter

Thomas Hobbes (1588-1679) er en af de politiske filosoffer, der har sat et varigt aftryk på diskussionen om statens rolle. En nyudgivelse af hovedværket Leviathan føjer nyt til historien om manden, der i sin samtid fornærmede stort set alle

Det var en mørk og stormfuld aften i 1500-tallets England. I Westport ved Malmesbury i Sydengland lå en præstekone og skreg af smerte, idet hendes drengebarn var på vej ud i verden, men i utide. Året var helt nøjagtig 1588, og til skræk og bekymring for englænderne løb rygterne om, at hele den spanske flåde var på vej mod Englands stormbidte kyster i et hævntogt mod den engelske konge, Charles I:

Min mor blev så forskrækket, at hun fødte tvillinger: Mig og frygten, skrev den fødte, Thomas Hobbes, en hel del år senere.

LÆS OGSÅ: Hobbes filosofi

Han og familien overlevede armadaen, og da han som 84-årig i 1672 satte sig for at skrive sin selvbiografi i fødebyen, var han godt på vej til at blive det, han kendes som i dag: én af filosofihistoriens giganter. Frygten endte med at blive følgesvend for Hobbes, og især i det politisk teoretiske hovedværk Leviathan (1651). Her viser titelbladet et grumt og monstrøst væsen, der med forskellige kongelige træk rejser sig over Englands slagmarker i al sin vælde. Et symbol på den magtinstans, der kendetegner Hobbes politiske filosofi, og som i hans eftertid har vakt både sprudlende vrede og respekt.

Bogen er netop udkommet på engelsk i en ny kritisk udgave, der medtager alt, hvad der kan være relevant for det, der kan være relevant, som en anmelder i magasinet The Economist skriver. Forfatteren er den engelske journalist og professor ved Oxford College Noel Malcolm, der efter sigende har brugt 20 år på at samle materiale, heriblandt gravstensinskriptioner, Hobbes brevkorrespondancer og den noget kortere latinske version af Leviathan, til sit 2000 siders pragtværk.

Selvom frygten som menneskets primære egenskab fylder meget i Hobbes filosofi, har den dog også skygget for en alsidig tolkning af denne i nutiden, forklarer Noel Malcolm i et radiointerview om den nye læsning af Leviathan til historikeren Anthony Gottlieb på The Economists hjemmeside. Frygten for hverandre er helt central for vores lyst til at organisere os. Men derfor er Hobbes ikke nødvendigvis fortaler for, at en enkelt despot kan bestemme alt, eller at en totalitær stat skal overvåge alle:

Hans teori er i bund og grund en abstrakt teori om suverænitet (magten til at indrette staten, red). Teorien plæderer for, at staten bør have noget at sige i alle aspekter af menneskers liv, der er relevante i forhold til at holde freden ved lige. I middelalderen var den politiske filosofi fokuseret på at finde ud af, hvad Guds storslåede plan var med mennesket. Hvad det indbyggede formål, Gud så at sige måtte have lagt i mennesket, var, så det selv fandt ud af at organisere sig fredeligt. Alt det brød Hobbes med og sagde: Politisk liv er ikke naturligt det er kunstigt, og er noget vi mennesker skaber, lyder Malcolms forsvar for den gamle tænker.

Men hvorfor er staten i grunden så umådelig vigtig? Flere af nutidens politiske teoretikere er begyndt at vende tilbage til Hobbes tænkning efter 1990ernes borgerkrige i Jugoslavien og Afrika samt terrorangrebene i New York og London efter årtusindskiftet, forklarer Jens Erik Kristensen, lektor i idéhistorie ved Danmarks Pædagogiske Universitet:

Det, han får forklaret os i Leviathan, er, at vi mennesker som en absolut nødvendighed har brug for en stat for at kunne leve sammen i nogenlunde fred og fordragelighed.

LÆS OGSÅ: Hobbes og tigeren i os alle

Her er en forklaring af Hobbes ofte citerede begreb om naturtilstanden på sin plads, mener Jens Erik Kristensen:

I en verden, hvor naturtilstanden råder, vil det til enhver tid ende i quarrel, som Hobbes kalder det ævl og kævl. Det sker, fordi vi vil gøre krav på hinandens ting, krænker hinanden og bliver voldelige eller frygter det hele. Vi mennesker lever i en tilstand, hvor vi har krigen latent i baghovedet. Som Hobbes skriver: Resterne af naturtilstanden ser vi, når vi låser vores dør om natten. Og det er ubehageligt at leve i en situation, hvor man hele tiden skal tænke over, om naboen nu vil forråde én.

I perioden efter Reformationen var både Frankrig og England overvældet af religiøse stridigheder og borgerkrige. Calvinister, protestanter, huguenotter, katolikker og jøder samt royalister og republikanere kæmpede om magten og sandhedsmonopolet fra midten af 1500-tallet til omkring 1650, hvor Leviathan blev udgivet. Værket er således blevet til i krigens lys: At løse ufreden i multikulturelle og multireligiøse samfund syntes at være det mest presserende projekt for Hobbes.

Mikkel Thorup, der er ph.d. på Institut for Idéhistorie ved Aarhus Universitet, er én af forfatterne til en ny bog om Hobbes, der skal udkomme på Roskilde Universitetsforlag i nær fremtid. Ifølge ham er Hobbes en af den moderne tids mest centrale tænkere i spørgsmålet om stat og kirke:

Hobbes var en af foregangsmændene i spørgsmålet om en adskillelse af, hvad vi mener offentligt og tror privat. Han laver faktisk et frihedsrum for privat tro, som ikke fandtes i den religiøse middelalder: Så længe man blot går i kirke, når suverænen siger, man skal, og offentligt erklærer, at man er suverænen lydig, må man have lov at have sin tro, forklarer Mikkel Thorup.

På samme tid var naturvidenskaberne i rivende udvikling ude i Europa: Hobbes rejste rundt på kontinentet, lod sig inspirere af Galileo Galileis astronomiske opdagelser af Jordens og månernes bevægelse i Italien og besøgte Descartes i Frankrig, hvis mekanistiske verdensopfattelse var på vej til at blive toneangivende som rettesnor for videnskaben.

Alle ting i verden bestod, mente Descartes, af små atomare dele, der i et stort, mekanisk urværk skabte effekter hos hinanden og fik ting til at ske.

Ifølge Mikkel Thorup tog Hobbes model efter naturvidenskaben og det materielle verdenssyn i sin politiske filosofi. Den tanke opstod, at demonstration, deduktion og bevisførelse måtte kunne bruges inden for etik og politik, lige så vel som metoderne kunne vise himmellegemernes rotation og genstandes tyngde ved fald:

For Hobbes findes der kun fysiske ting. På baggrund af naturvidenskaben kom Hobbes frem til den erkendelsesteoretiske konklusion, at alt måtte være materielt, og at menneskets sansning er opstået på baggrund af bevægelser i materien. Derfor måtte dyriske instinkter også være det grundlæggende hos mennesket, frem for rationalitet, sjæl eller åndelighed, som man hidtil havde ment, forklarer han.

Den italienske filosof og forfatter Machiavelli udgav i 1532 værket Fyrsten, hvori han fremlægger et syn på mennesket som grundlæggende korrupt og voldeligt. Og det værk har været Hobbes afsæt til at gøre op med middelalderens aristoteliske tillid til mennesker som naturligt fredssøgende, mener Jens Erik Kristensen:

Det revolutionerende nye ved Hobbes, dog inspireret af Machiavelli, er hans menneskesyn, som er grundlæggende skeptisk. Hos Hobbes er menneskene, hvis de overlades til sig selv, nogle begærlige slubberter. Det eneste, der adskiller mennesker fra dyr, er reelt, at de har en elementær fornuft og evne til at reflektere over det uacceptable ved denne konstante tilstand af frygt og ufred, hvor vi stjæler hinandens koner, kvæg og børn, forklarer han.

Når titelbladet til Leviathan viser en monstrøs figur, er det, fordi Hobbes vil synliggøre de selvopretholdende enkeltpersoners styrke under den ordnede magt:

En af grundene til titelbladet er den åbenlyse, at Hobbes gerne vil tænke den politiske krop. Han vil forestille sig denne Leviathan, som i Bibelens Gamle Testamente er et slags søuhyre. Idéen er, at der kun kan være ét hoved til at styre resten af kroppen, hvis alle individerne i staten skal fungere. Det er absolutisme og individualisme på en gang, siger han og lægger vægt på, at monsteret også kan tolkes som et symbol på demokrati, idet magten kun kan hvile på en enig krop af individer.

I Hobbes samtid gjorde det revolutionerende syn på menneskets natur og magtens rolle dog tænkeren stærkt kontroversiel, forklarer Mikkel Thorup:

Hobbes er en af de mest omdiskuterede filosoffer overhovedet. Langt op i hans eftertid måtte man ikke læse eller eje hans værker eller kopier af tekst herfra. Det skyldes ikke kun, at Hobbes langer øretæver ud til alle tænkelige trosretninger, men også, at hans politiske teori, der sætter magten i centrum, er et stærkt angreb på kongen, der pludselig bliver til en embedsmand. Hans filosofi legitimerer staten gennem frygt ikke moral, ære eller guddommelig udvælgelse. Hvem der bestyrer staten, er mindre relevant.

Og den slags synspunkter var skrap kost for den engelske konge, Charles II, der havde overtaget magten i England efter rebellernes henrettelse af faderen, Charles I.

Hobbes underviste faktisk Charles II i matematik, mens de begge var i eksil fra krigen i Frankrig, og ifølge den unge konge var Hobbes den underligste fyr, han nogensinde havde mødt. Han forbød senere Hobbes at udgive efterfølgeren til Leviathan, Behemoth. Startskuddet til en lang tradition, der gjorde officiel kritik og decideret mobning af Hobbes legitim, havde lydt, forklarer Noel Malcolm:

Hobbes var så original en tænker i sin tid, at han formåede at fornærme stort set alle: Han fornærmede de gamle engelske royalister, fordi han mente, at staten ikke baseres på kongens guddommelige ret til at regere, og de revolutinære puritanere så sig også gale på ham, fordi han angreb fundamentet for deres krav på magten: at religiøse sandheder skulle kunne afgøre, hvad der er rigtigt og forkert for alle mennesker. Og den nemmeste måde at angribe ham på var at fremføre, at han skabte et monstrøst system af politisk teori, som man aldrig havde set magen til før.

Og således endte monsteret på titelbladet til Leviathan med at falde tilbage på Hobbes selv: Monsteret fra Malmesbury blev tænkerens gængse tilnavn, efter en satirisk fremstilling i et flyveblad.

Thomas Hobbes blev af sin samtid også skoset for at være ateist. Modstandere inden for den katolske kirke forsøgte at overbevise Charles II om, at Hobbes var kætter og ateist og derfor burde straffes med døden. Og under den store brand i London i 1666 blev Hobbes blandt andet nævnt som årsag til, at Gud nu havde valgt at straffe menneskene med brand og bål.

Hobbes overlevede heksejagten, måske på kongens nåde. Men spørgsmålet om, hvorvidt han var ateist, deist eller anglikansk kristen, diskuteres stadig. Noel Malcolms nylæsning ser adskillige eksempler på, at Hobbes var troende han troede blot på en materiel gud iblandt os mennesker, og det kan vel have været nok til, at han blev udråbt som ikke-troende i 1600-tallet, mener Malcolm.

Mikkel Thorup er enig i, at troede Hobbes, så var det på en fysisk Gud. Men ateist var han nok ikke, mener han:

Halvdelen af Leviathan er bibelkommentarer! Han har et meget skarpt blik for det instrumentelle ved religion, og han forfægter også en form for minimalkristendom. Man skal bare tro på sætningen Jesus is Christ (Jesus er Kristus, red.) så kan man vel kalde sig kristen, mener han. Det, der var kirkens problem, var, at religion er fuldt ud undværlig i Hobbes system. Der er intet i hans statsapparat, der falder sammen, fordi religionen ikke længere er der. Og derfor tror jeg, han blev kaldt ateist.

Han politiske ståsted er endnu et diskussionspunkt. Despot? Næppe. Tidlig socialist? Heller ikke. Mange konservative tænkere har fundet inspiration i hans paternalisme (formynderiske tænkning, red.) og begrundelse for en autoritær statsmagt, forklarer Mikkel Thorup:

Det konservative består i, at vi må frygte noget mere end hinanden for at have en tålelig sameksistens. Nogle mener også, at Hobbes er kilde til liberalismen. Hobbes tager udgangspunkt i, at alle individer er lige og også lige dødelige og sårbare i naturtilstanden. Men egentlig er han nok lidt af det hele. Mennesket er og bliver i hvert fald mest frit, når der er en stærk stat.