Lykkelig på livstid

- Foto: www.havidol.com

En australsk kunstner har opfundet en fiktiv pille, der tilbyder lindring mod moderne menneskers triste liv. Formålet er at skabe debat om medicin som genvej til lykke

Pillen HAVIDOL virker mod lav selvtillid, for lidt opmærksomhed, lavt forbrug, huller i lykken og en kedelig hverdag. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også. På engelsk udtales pillens navn ligesom have it all få det hele og på hjemmesiden www.havidol.com kan man læse alt om vidundermidlet og den folkesygdom, det hjælper imod, nemlig når mere ikke er nok.

Det hele er opfundet af den australske kunstner Justine Cooper. Hun har ladet sig inspirere af medicinalindustrien og bygget sin hjemmeside op, så den til forveksling ligner medicinalgiganternes egne hjemmesider for eksempelvis impotens og hårtab. Alt sammen for at få folk til at tænke over, hvor langt de er villige til at gå i deres jagt på et bedre liv.

Medicinalfirmaerne får livsstilsmedicin til at se ud som en nem genvej til mere af alt det, vi gerne vil have, hvad enten det er hår, lykke eller erektioner, men til hvilken pris? Mit projekt med HAVIDOL beder bare folk om at tænke over det. Det er ikke et svar, men et spørgsmål, fortæller Justine Cooper fra New York, hvor hun bor og arbejder til hverdag.

Medicin ser ud som den nemme løsning. Men pillerne er ikke bare dyre, de er også fyldt med magtfulde kemikalier. Jeg er overrasket over, at folk hellere vil fikse deres høje kolesteroltal med stoffer i stedet for diæt.

Også danskernes forbrug af livsstilsmedicin er stigende. Kigger vi på de kolesterolsænkende midler alene, er forbruget faktisk eksploderet. I 2000 blev knap 53.000 danskere behandlet med kolesterolsænkende medicin. Fem år senere var tallet femdoblet til 260.000. Også piller mod skaldethed, impotens og overvægt er blevet mere og mere populære. Og når de nu findes på markedet, hvorfor skulle man så holde sig fra dem, hvis nu det rent faktisk er vigtigt for én at have hår på hovedet, være slank eller viril?

Fordi der er kæmpe bivirkninger ved at klare den slags små, menneskelige fejl med medicin. Og i mange tilfælde kender vi ikke bivirkningerne på hverken kort eller lang sigt. Hvis det at være tyndhåret gør én usikker, så kan man fikse håret, men derefter vil der være noget andet galt, mener Justine Cooper.

Hendes hjemmeside blev lagt på internettet i februar og har skabt temmelig stor debat og opmærksomhed allerede. Hvis man googler på ordet havidol, får man langt over 100.000 hits. Og ikke alle bryder sig om Justine Coopers projekt.

Der er nogle, der synes, at jeg er enten ond eller dum, fordi jeg har fået det til at se så virkeligt ud. Nogle er vrede, fordi de føler, at jeg gør grin med psykisk sygdom, hvilket var det sidste, jeg havde i tankerne, fortæller hun.

Men langt de fleste har været glade for at få gang i debatten, som faktisk foregår på flere niveauer:

Nogle ser det som en kritik af de store medicinalfirmaer, nogle ser det som en kritik af medierne og marketingmaskineriet og andre oplever, at det stikker til forbrugerens lyst til hurtige løsninger, fortæller Justine Cooper.

Ud over hjemmesiden består projektet af en udstilling med trykte reklamer, tv-spots, mer-chandise, pille-design med mere. Udstillingen vises i Linz i Østrig til september.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk