Hvorfor cykelrytterne ikke bare kan droppe doping
Professionelle cykelryttere lever i en parallelverden med særlige værdier og moralske normer. Det er de flasket op med gennem historien, og det har skabt en cykelkultur, der får rytterne til fortsat at snyde, selv om konsekvenserne er stadig større, mener to idrætsforskere
Når cykelsporten i disse dage er ved at falde sammen om sig selv på grund af dopinganklager, rejser det spørgsmålet: Hvad er det ved netop cykelkulturen, der gør, at doping er så udbredt og udskældt? Hvorfor er det samme ikke tilfældet i andre sportsgrene, hvor udholdenhed er afgørende, eksempelvis roning eller langrend?
Og når nu den ene efter den anden cykelstjerne bliver taget i snyd og hængt ud til offentlig fordømmelse, hvorfor bliver de andre så alligevel ved? Hvad er den særlige cykelpsykologi?
Svaret kræver en tur tilbage i historien, forklarer idrætsforsker Ask Vest Christiansen fra Center for Idræt på Århus Universitet.
Da cykelsporten startede, blev den modsat andre sportsgrene med det samme professionaliseret. Cykelfabrikanter betalte folk for at køre ekstremt lange og udmagrende løb, så de kunne vise det nye tekniske fremskridt frem. Behovet for og brugen af smertelindring blev derfor en integreret del af sporten meget tidligt.
- Man skal huske på, at hvor atletikken opstod i antikken, og boldspillet voksede frem i middelalderen, så er cykelporten fra den moderne verden. Og dermed fra en tid, hvor tilliden til lægevidenskaben og troen på fremskridtet var meget stærk. Det blev betragtet som helt naturligt at gøre brug af de nyeste metoder inden for smertelindring. Der var ikke noget umoralsk i det, siger Ask Vest Christiansen.
Det syntes resten af samfundet heller ikke. Først i 1967 blev doping forbudt. De professionelle cykelrytteres syn på doping ændrede sig dog ikke af den grund. For de var fortsat skarpt adskilt fra amatørerne, der kørte efter et helt andet og internationalt etisk kodeks. Amatørsporten blev betragtet som den rene sport, ikke kun inden for cykelverdenen, men i det hele taget. Helt frem til 1991 var de professionelle cykelryttere således forment adgang til de Olympiske Lege. Og dermed heller også uden for den internationale idrætsorden, siger lederen af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Bjarne Ibsen.
- Cykelsporten har levet en lang og helt isoleret tilværelse med sine egne værdier. Det samme kan siges om eksempelvis amerikansk fodbold, der heller ikke er en del af OL netop fordi, de er professionelle. Her trives doping også, men der kontrolleres reelt ikke for det, og det er slet ikke et diskussionsemne. De sætter deres egne standarder, siger han.
Men det er andet og mere end en særlig moral, der driver cykelryttere ud i dopingmisbrug. For når danske Michael Rasmussen bliver beskyldt for snyd, fordi han ikke har oplyst, hvor han har trænet, er det udtryk for en ener-mentalitet, der præger sporten. Mange træner ofte alene, og derfor føler de ikke det store kollektive ansvar for at overholde de officielle dopingregler, siger Ask Vest Christiansen, der til sin bog "Ikke for pengenes skyld" har interviewet en lang række danske cykelstjerner om blandt andet deres drivkraft.
- På eliteniveau er det udelukkende sejren, der tæller. Cykelverdenen er præget af egocentrikere, der er villige til at skille sig af med de svage undervejs og lever inden for nogle andre værdier og normsæt end vi andre. Sådan er det for mange eliteidrætsudøvere, men fordi kulturen i cykelverdenen historisk er anderledes, er doping en større fristelse, fordi det har eksisteret så længe og så naturligt, mener han.
Når en række ryttere nu går til bekendelse, er det derfor ikke, fordi sporten har ændret sig, men fordi omgivelsernes syn på den har, tilføjer Bjarne Ibsen. Og rytterne vil heller ikke fremover stoppe med at dope sig af moralske grunde.
- Cykelløb som Tour de France er noget af det fysiologisk mest krævende, man kan udsætte sig for, og det kræver enorme opofrelser og nogle indædte ambitioner at ville være bedst. Derfor er sejren så afgørende. Og det har skabt en selvforstærkende effekt, fordi alle nu tror, at alle andre doper sig for at vinde, og så gør de det også selv. Hvis det skal stoppe, bliver det ikke på grund af moral, men fordi publikum siger stop. Gider de ikke se det, vil fjernsyn ikke sende det. Så er der idé i det for sponsorerne, og så er det ikke penge i det for cykelholdene. Det virker. Men den proces skal starte hos os, der ser på sporten, siger han.