Er det tilladt at bruge doping i kunsten?
Thomas De Quinceys refleksioner over mordet formår at forarge efter to århundreder
I vore tider, der jo mener at være frisindede og befriede for alle tabuer, er det ganske befriende, når man en gang imellem støder på værker, der trods stor ælde umiddelbart formår at forarge. Sådan en bog er den engelske forfatter Thomas De Quinceys (1785-1859) Om mord, der består af en række essay fra årene 1823-1854.
LÆS OGSÅ: Vi har stadig brug for en Wied
Når De Quinceys bog har succes med at virke anstødelig snart to århundreder efter den første teksts tilblivelse, kan det næppe i sig selv skyldes emnet mord. Ganske vist er mord kapitalforbrydelsen i vores som vistnok i alle samfund, men det er jo ikke desto mindre det emne, der udgives flest bøger om overhovedet. Publikums appetit på krimigenren synes umættelig, og der er sikkert en kulturpsykologisk pointe i, at det er de skandinaviske lande de mest trygge i verden der sætter verdensrekord i fiktive mord. Intet sted kan det mest elementære brud på civilisationen fascinere så meget som i de mest overciviliserede lande.
Lykkeligvis indeholder enhver krimi jo dog det beroligende og etiske element, at civilisationsbruddet repareres af opklaringsarbejdet. Det er netop, hvad der mangler hos De Quincey, der endnu måtte være lykkeligt uvidende om krimiens konventioner. De Quincey bliver i stedet stående ved den uudtalte men foruroligende kendsgerning, der ligger til grund for krimigenrens succes: at vi finder mordet dybt fascinerende. Der et provokerende fravær af ethvert etisk perspektiv hos De Quincey, der konsekvent behandler mordet som en af de skønne kunster. Som sin samtidige Søren Kierkegaard nyder også De Quincey at vise, hvorledes den æstetiske betragtningsmåde, ført ud i sin yderste konsekvens, må efterlade den borgerlige etik i en tilstand af dybt chok. Etikken har egentlig ikke noget forsvarsvåben over for æstetikkens provokationer, ud over altså den rene og bare forargelse, der ikke er andet end en udstilling af afmagt.
Det er forlaget Klim, der i Hans-Jørgen Birkmoses glimrende oversættelse lader De Quinceys værk indgå i sin serie af kulturklassikere. Serien har tidligere vist en fremragende evne til at grave tekster frem, der måske nok kunne fortjene klassikerstatus, men som er lidt for sære og skæve til at nyde stor udbredelse. De Quinceys ganske bizarre skrifter passer glimrende ind i denne profil, og forlaget udgav da også sidste år en anden samling af De Quinceys skrifter under titlen En engelsk opiumbrugers bekendelser.
Det siger allerede noget væsentligt, at man på den tid kunne tale om at bruge opium. I dag vil vi næppe kunne omtale systematisk brug af stoffet uden at tilføje den lille moraliserende forstavelse mis-, men moralismen er netop, hvad der på provokerende vis er fraværende hos den bekendende narkoman De Quincey.
Som læser mærker man nok opiumstågerne. Nogle gange mere end andre. Der er da også tider, hvor man fristes til at stille spørgsmålet: Er det tilladt at bruge doping i kunstens verden? Ja, fordi kunsten adskiller sig fra sporten derved, at det her ikke gælder om at vinde, men om at bibringe publikum en ny indsigt. Derfor er der ikke noget moralsk problem i doping inden for kunsten. Men ikke alt, hvad der er tilladt, er som bekendt gavnligt.
De Quinceys skrifter rejser her samme type problem, som de seneste film af von Trier. Egentlig tilkommer det ikke publikum at forholde sig til instruktørens medicinforbrug. Det kan endda sikkert et vist stykke af vejen være befordrende for et særligt kunstnerisk udtryk, men det bliver alligevel et offentligt anliggende, når kemien i den grad lukker kunstnerens verden omkring ham selv, at det begynder at knibe med at formulere en almen dimension i værket. For at noget kan blive et værk, må det lykkes kunstneren at bringe det ud af hans eget sinds labyrint, og det er også indimellem et problem for De Quincey. Når originaliteten på den anden side er så fremtrædende som her, må man være parat til at tilgive meget.
Thomas De Quincey: Om mord. 128 sider. 199 kroner. Klim.
Thomas De Quincey: En engelsk opiumsbrugers bekendelser. 265 sider. 299 kroner. Begge i oversættelse og med efterord af Hans-Jørgen Birkmose. Klim.