Fem tips til den forureningsfrie ferie

Derfor er der altid meget at spare, hvis man kan undgå at rejse med fly. På en kort sviptur til Berlin forurener et fly 70 kilo CO2 per passager. Til sammenligning vil turen til Berlin i tog forurene 24 kilo CO2 per passager. Foto: Mads Jensen

Når vi krydser verdensdelene for at opleve fremmede kulturer og spændende natur, forurener vi undervejs. Her følger fem tips, der kan lette din samvittighed, når du tager på ferie

Hver gang et fly letter fra Købehavns Lufthavn og sender danskerne ud i den store verden, forurener det i store mængder. Fra vi går ud af hoveddøren, og til vi kommer frem til rejsedestinationen, bruger vi flere forskellige transportmidler, der alle efterlader et CO2-aftryk.

Når vi først er kommet frem til rejsedestinationen, vil vi ud og opleve, og det foregår ofte med bus, taxa og tog. Alt sammen transport, der påvirker den natur og kultur, som vi er komme for at opleve.

Men hvad gør man, hvis man gerne vil have den gode samvittighed med på ferie?

Det har vi spurgt Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd om. Han kommer her med fem gode råd til, hvordan man kan reducere forureningen som turist.

1. Tag toget i stedet for fly

Hvis man har mulighed for det, er toget et miljøvenligt alternativ til fly eller bil. På en kort sviptur til Berlin forurener et fly 70 kilo CO2 per passager. Til sammenligning vil turen til Berlin i tog forurene 24 kilo CO2 per passager. Derfor er der altid meget at spare, hvis man kan undgå at rejse med fly.

Togturen er langsommere, men til gengæld er der tid til at nyde naturen og læse bøger. Jo længere man rejser, des større miljøbelastning er der som udgangspunkt. Hvis du vil regne ud hvor meget CO2 du sparer på togturen, kan du gå ind på ecopassenger.org. Her kan man se effekten ved forskellige transportformer ned til mindste detalje. Du kan læse om togrejser i Europa hos raileurope.co.uk

2. CO2-neutraliser din flyrejse

Hvis man ikke kan undgå flyveturen, kan man betale sig til at neutralisere sin CO2-udledning. Flere flyselskaber tilbyder således ordninger, hvor man mod betaling reelt kan reducere CO2-udslippet et andet sted i verden. SAS og Brussels Airlines for eksempel har projekter der erstatter forurenende energikilder i Afrika med vedvarende energi.
Mange selskaber tilbyder ordninger hvor man kan købe CO2 kvoter fra andre steder i verden. Her skal man være opmærksom på hvilke kvoter man køber. På grund af finanskrisen og den lave produktion der følger med er det nemlig langt fra sikkert, at du køber en kvote som ellers ville blive udnyttet.

3. Brug kollektiv transport lokalt

Kollektiv transport er generelt mere miljøvenlig. Så drop udlejningsbilen og brug den lokale offentlige trafik. Så kommer man også tættere på den lokale kultur og befolkningens hverdag. Ligeledes er det på mange destinationer ofte muligt at leje cykler.

4. Vælg hoteller der gør en forskel for miljøet

Vælg et hotel eller en ferielejlighed, hvor dem, der driver det, arbejder for at gøre det mere miljøvenligt. De miljømæssige omkostninger ved et hotelophold varierer meget alt efter, hvor energieffektiv bygningen er, og hvor velreguleret varme/køling og ventilation fungerer. Gå for eksempel efter det nordiske Svanemærke eller det europæiske Blomstermærke når du booker hotel.

5. Planlæg en grøn ferie

Hvis man er interesseret i en samlet løsning, hvor hele ferien planlægges i miljøets navn, findes der rejseselskaber, som udbyder økoturisme. Miljøturismen er i rivende udvikling, og der kommer derfor hele tiden nye tiltag, der udbyder grønne rejser. Hos responsibletravel.com udbyder de miljørigtige rejser til hele verden. Her kan du desuden vælge at kombinere din ferie med frivilligt arbejde og på den måde gøre en indsats for kultur og miljø på dit rejsemål.