debat: Børn og ferie

Ferien er den sidste bastion for tæt samvær mellem forældre og børn

Jeg tror, at alle kender følelsen af, at ”nu er den der” – altså når vi har følelsen af at være sammen, uden at vi måske har gjort noget sammen. Og jeg er lige så sikker på, at man vil kunne konstatere, at netop den slags situationer er karakteriseret ved, at man havde tid. En tid, man typisk har mest af, når man har ferie, og hvor tiden mister sin betydning, skriver John Aasted Halse.

Familieferien er noget af det eneste, der i dag giver os tid til at være sammen som familie uden nødvendigvis at gøre noget, og det skal forældre værne om, skriver psykolog og forfatter John Aasted Halse

For nogen tid siden sad jeg og talte med en pige på 15 år. Hun udtrykte på forskellig vis, at hun var ked af ikke at have ret meget med forældrene at gøre:

"Til sommer skal jeg være sammen med mine kammerater. Det er min far og mor kede af, men for et par år siden, da jeg gerne ville være sammen med dem, var det dem, der ikke havde tid!"

Denne historie er et eksempel på, hvad der sker i familiesamspillet, hvis man som forældre ikke griber børnenes barndom og finder tid til at skabe, hvad jeg vil kalde bærende relationer og stabil tilknytning.

Alle eller næsten alle medlemmer af en familie har sommerferie. Nogle tager i sommerhus, andre på campingferie. Atter andre rejser sydpå til varmen, og endelig er der dem, der af forskellige årsager bliver hjemme.

I de fleste tilfælde holder forældre og børn ferien sammen, men det ser ud til at være en tendens, at flere og flere forældre vælger at holde i det mindste noget af ferien alene uden børn.

Det kan være, at far eller mor har en særlig interesse, som ikke interesserer resten af familien, for eksempel korsang eller fjeldvandring. Eller måske prioriterer forældrene at tage en uge på voksenferie med det formål at få tid til at dyrke hinanden. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor udbredt dette fænomen er, men lytter man til pædagoger og lærere, er der et stadig stigende antal børn, der i et eller andet omfang ikke holder ferie med forældrene.

Det kan man naturligvis, som mange også gør, fordømme men den begrundelse, at det da blot er – nok – et udtryk for forældres egoisme. Og det er et indlysende dilemma: Ferie hele familien samlet eller mere eller mindre hver for sig?

På den ene side er det indiskutabelt vigtigt med en accept af, at forældre nu engang holder den ferie, de selv vil og her, ja, kan have brug for nogle tiltrængte fridage for at kunne være sammen uden at have børnene omkring sig. Ligesom forældre da må have lov til at dyrke en interesse, der ikke lige tænder de øvrige familiemedlemmer.

Den energi, forældrene kan få af sådan et par dage, kommer stærkt tilbage i form af bedre og tættere samvær børn og forældre imellem resten af året. Og hvis børnene så passes hos nogle bedsteforældre, der på den gode måde forkæler dem i nogle dage i sommerferien, ja, så vil børnene næppe opleve noget afsavn.

Men på den anden side står så spørgsmålet om de forældre, der er blevet så fremmedgjorte over for deres egne børn, at de ikke kan finde ud af at være sammen med dem flere dage i træk.

Jeg tror, at alle kender følelsen af, at ”nu er den der” – altså når vi har følelsen af at være sammen, uden at vi måske har gjort noget sammen. Og jeg er lige så sikker på, at man vil kunne konstatere, at netop den slags situationer er karakteriseret ved, at man havde tid. En tid, man typisk har mest af, når man har ferie, og hvor tiden mister sin betydning. Holder vi derfor ikke ferie med vores børn, mister vi samtidig en af de store og måske meget få muligheder for at få et tæt samvær med børnene uden dagligdagens travlhed.

 Forældre uddelegerer en stor del af omsorgen for og opdragelsen af deres barn til medarbejdere i daginstitutioner og skoler. Og vil de heller ikke holde ferie med børnene er de stort set ”abdiceret” fra forældreskabet. Ikke at kunne eller ville holde ferie med sine egne børn kan under alle omstændigheder tages som symptom på, at børn ofte er i vejen for et godt moderne voksenliv.