Familien skal da være sammen i ferien – eller skal den?

Hver sommer lyder et ramaskrig af forargede røster, fordi familier vælger ikke at holde ferie sammen. Men det behøver ikke ødelægge familien, at man splitter sig op, mener sociolog Mai Heide Ottosen. Det gør man i hendes egen familie

Det er næsten så sikkert som amen i kirken. Hvert år ved denne tid bringer medierne historier frem om børn, der bliver afleveret i børnehaven, mens forældrene holder fri derhjemme.

Eller om forældre, der drømmer om at tage på ferie uden ungerne. Og det bliver lige så forventeligt afløst af et ramaskrig af forargede røster. Det gør man bare ikke! 

Jeg tilslutter mig umiddelbart koret.

Det er ikke ok, at forældre suser sydpå og efterlader børnene derhjemme. Det er ikke ok at parkere ungerne i institutionen, mens far og mor slikker solskin og drikker hvidvin hjemme på parcelhusterrassen.

Og det er heller ikke ok, når far insisterer på at tage på en 14-dages overlevelsestur i vildmarken med gutterne for at leve sin indre hulemand ud. Familien skal da være sammen i ferien.

Børnefamiliers hverdagsliv er præget af, at familiemedlemmerne befinder sig i forskellige arenaer. Mor og far passer hvert deres fuldtidsarbejde og har måske egne fritidsinteresser. Ungerne tilbringer en stor del af dagen i daginstitutionen, skolen eller med fritidsaktiviteter. Der er ikke så meget tid tilbage til bare at være sammen, når også de praktiske gøremål i huset er overstået. 

Ferierne er et afbræk fra hverdagens trummerum og knapheden på tid. Ferielovgivningen omfatter ikke børn, men de har ligesom voksne behov for en pause fra det travle hverdagsliv. Børn har brug for at have sammenhængende tid sammen med deres forældre.

Forældre har brug for at lade op og genfinde hinanden. Familien har brug for at kede sig sammen og brug for at få fælles oplevelser; oplevelser der bliver til fælles minder. Også selvom de vrantne teenage-søskende er tæt på at spolere det dyrt betalte ferieophold med deres evindelige skænderier. Jeg mener, familien er jo et fællesskabsprojekt, ikke? I min bog holder man da ferie sammen.

Her er det så, at den stille eftertænksomhed melder sig. Først med forskerblikket. Har vi egentlig at gøre med et udbredt problem?

Jeg ved godt, at der er et mindretal af forældre, som mangler ressourcer til at være sammen med deres børn. Men jeg kender ikke til undersøgelser, der viser, at forældre – eller den ene af dem – i større stil plejer at stikke af fra resten af familien, når sommerferietiden nærmer sig.

Måske reklamerer rejsebranchen med, at såkaldte solo-ferier er blevet mere udbredte, men det er næppe fædre og mødre fra børnefamilierne, der er kernemålgruppen for den slags feriearrangementer. Den forskning, vi har, peger faktisk på, at de danske familier i tiltagende grad er blevet børnecentrerede. De allerfleste er samvittighedsfulde forældre. Mor og far har for længst forstået, at familietid handler om kvantitet, ikke kun om kvalitet. De vil være mest muligt sammen med børnene – også i ferierne.

Med den viden i baghovedet trænger det næste spørgsmål sig på: Er det virkelig så forfærdeligt, hvis familien en gang imellem splitter sig op i ferien?

Det beror vel helt pragmatisk på de konkrete omstændigheder. Hvor tit sker det? Hvor lang tid varer ferien? I hvilken fase af familielivet er man? Og hvad er baggrunden for, at en eller flere drager bort, mens andre bliver hjemme? 

I min familie har vi altid holdt størstedelen af ferieperioderne sammen. Undtagen vinterferien.

Min mand elsker at stå på ski. Jeg hader nærkontakt med sne og bjerge. Jeg gav skiferien nogle chancer, men endte hver gang med at blive vinterferiens store spielverderber. Jeg måtte erkende, at konceptet med brædder på fødderne matchede rigtigt dårligt med mig. Men det havde da været utroligt småligt, hvis jeg fremover skulle stå i vejen for, at han kunne få en uges gode oplevelser.

Jeg havde gladeligt passet børnene alene for at blive fri for at køre op i de skilifter og ned ad de pister, der aktiverer min højdeskræk. Det var bare sådan, at vores drenge også blev bidt af ski. De ville med faren. Derfor endte det med, at jeg i en årrække fik en uges familiefri ferie herhjemme, herligt fritaget for rod og rutineprægede forpligtelser. Og de fik en mor-fri uge.

Det har egentlig ikke ødelagt sammenhængskraften i vores familie, faktisk tværtimod. 

Mai Heide Ottosen, ph.d. i sociologi og seniorforsker ved Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI). Har i en årrække forsket i familie- og barndomssociologiske problemstillinger