Velfærdssamfund

Fagforeningsformænd: Velfærdssamfundet lider

Velfærden oplever udfordringer, der presser mange ansatte, herunder pædagogerne. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Hvordan er velfærdssamfundets tilstand og hvordan ser dets fremtid ud? Syv Fagforeningsformænd, en politisk valgt faglig sekretær samt ni mennesker, der til dagligt arbejder med kernevelfærd fortæller om deres samfundssyn, arbejdsvilkår og deres håb for fremtiden

Valgkampen var ikke mange dage gammel, før vælgerne af nogle partier blev lovet store milliardpuljer til vores fremtidige velfærd de kommende år. Men hvad er det for et velfærdssamfund, vælgerne sidder med i dag? Etik.dk giver nu lønarbejderne og deres fagforeningsformænd ordet. For hvad mener de mennesker, der dagligt arbejder i og med velfærdssamfundet, er udfordringerne - og løsningerne?

I denne første artikel skal vi blive klogere på, i hvilken tilstand vores nuværende velfærdssamfund er. I anden artikel skal vi se nærmere på, hvad fagforeningerne og vores kilder fra det offentlige mener er løsningen på de mangler, som er at finde ved de nuværende tilstande.

Det er i en oplyst debat, at vi skal beslutte os for, hvad der er rigtigt at gøre for at sikre en god velfærd og fremtid til vores kommende generationer.

En række politikere har sagt fra tid til anden, at de ønsker at give mere tillid til de ansatte, der er i berøring med velfærdssamfundet til dagligt. Tillid kræver, at politikerne virkelig lytter og handler efter, hvad de ansatte og deres repræsentanter siger, der skal til for at vores velfærdssamfund kan blive bedre i fremtiden. Hermed gives ordet videre.

Markante forringelser har ramt de offentligt ansatte
Indledende blev de otte fagforeningsformænd hørt ind til, hvad de største forringelser har været for deres faggrupper de sidste par årtier som følge af politiske beslutninger på velfærdsområdet.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, mener, at reduktionen i normeringer, et dårligere og dårligere arbejdsmiljø, forringelser på uddannelsesområdet samt at der ikke er opnået bedre lønvilkår for sygeplejerskerne, er blandt de klare skader, der er sket.

”Normeringerne er mange steder raslet ned og alle lamper om et dårligt arbejdsmiljø er mange steder tændt, og under OK18 viste det sig som bekendt, at omkring 2/3 af de udtagne arbejdspladser ikke kunne leve op til kravene til et nødberedskab,” fortæller hun og fortsætter:

”Sygeplejerskerne har ikke de rette rammer og vilkår for at kunne levere den sygepleje, som de mener, at der fagligt skal til, og samtidig går de med en oplevelse at arbejde på kanten af, hvad der patientsikkerhedsmæssigt er forsvarligt,” fortæller Grete Christensen.

På skolerne er forringelserne også tydelige. En massiv reduktion af lærere kombineret med en folkeskolereform, der har betydet, at elevernes tid i skolen er øget med 36% samt øgede opgaver med inklusion, har presset de ansatte, fortæller Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Han refererer til undersøgelser, der viser, at mange lærere står tilbage med en oplevelse af at svigte eleverne. Anders Bondo Christensen fortæller, at lærernes trivsel i deres faglige liv er dybt forbundet med deres trivsel i livet som sådan. Det har betydet, at der sker en stor flugt fra folkeskolen.

”Resultatet er, at der på trods af massive stillingsnedlæggelser er store rekrutteringsudfordringer i alle regioner,” fortæller Bondo Christensen.

Det, at man skal udføre flere og flere opgaver samtidig med, at der skæres i personale, er også noget Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening - og dermed repræsenterer de universitetsansatte - oplever.

Hun finder, at der er sket en række af forringelser på universitetsområdet de seneste årtier. Det, at opgaverne er vokset og vokset for de ansatte, og at de bliver færre om at løse dem er en af skaderne, der er sket. Der er i dag 3.100 færre forskere og undervisere end i 2016 fortæller hun.

På universiteterne truer det fagligheden. Det kommer til udtryk ved, at den frie forskning lider overlast i Danmark. Camilla Gregersen forklarer:

”Udover stigende arbejdspres, alt for mange midlertidigt ansatte og øget konkurrence om forskningsmidlerne, så oplever mange forskere, at forskningsfriheden er under pres. Det er blandt andet kommet frem i lyset i forbindelse med sager om den forskningsbaserede myndighedsbetjening, hvor forskere blev begrænset i retten til frit at publicere deres forskningsresultater, indtil vi fik ændret regelsættet for det,” forklarer Camilla Gregersen og fortsætter:

”Samtidig kan vi i undersøgelser se, at der er udbredt grad af selvcensur blandt forskerne. Mange går med viden, som de holder for sig selv, fordi de frygter for konsekvenserne, hvis de står frem. En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at 16 procent har følt sig presset til at ændre eller tilbageholde forskningsresultater. Så det halter desværre med beskyttelsen af den frie og uafhængige forskning, og det økonomiske pres på universiteterne hjælper ikke på den situation.”

Hun er ikke ene om at pointere de manglende ressourcer:

”Der er simpelthen for få ressourcer til de mange opgaver, der skal løses”, fortæller Andreas Rudkjøbing, der er formand for Lægeforeningen.

En hektisk hverdag
Den hektiske hverdag rammer de ansatte personligt og forringer kvaliteten af den faglighed, der kan udføres, mener han. Hos Lægeforeningen ser man, at 78 procent af lægerne, som er ansat på sygehuse, oplever arbejdsdage, der er så hektiske, at det påvirker kvaliteten af behandling og pleje.

”Alene i 2016 og 2017 steg antallet af patienter med 55.000. Til sammenligning blev der kun ansat fire ekstra personer på sygehusene i samme periode,” siger formanden.

Det samme er billedet hos Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund. Elise Bergmann, der er formand, fortæller, at de tydeligste forringelser er sket gennem de kommunale besparelser, der har ramt pædagogerne systematisk gennem mange år.

”Budgetloven, der sætter et loft over kommunernes serviceudgifter har været gift for den kommunale velfærd”, fortæller hun.

Det har resulteret i en mangel på 4000 pædagoger i dag, hvis normeringen skal være den samme som i 2009, hvilket, ifølge Elisa Bergmann, var et år, hvor normeringerne i øvrigt ikke var prangende. Det har store personlige konsekvenser for pædagogerne, fortæller hun og udpensler de menneskelige konsekvenser:

”Der er sket en eksplosiv udvikling i andelen af vores medlemmer, der har symptomer på stress. Det seneste tal fra AE-rådet siger 25 procent”, beretter Elisa Bergmann. Hun fortæller, at hun ikke er i tvivl om, at den hænger sammen med, at pædagogerne konstant skal løbe meget hurtigt bare for at få det hele til at hænge nødtørftigt sammen, og at det giver pædagogerne en oplevelse af skyld over ikke at kunne slå til i sit arbejde. Ifølge formanden er det meget psykisk belastende for pædagogerne:

”De oplever ikke at have tid til at give det enkelte barn den nødvendige omsorg, nærvær og tryghed som følge af alt for dårlige normeringer.”

Hos FOA, der repræsenterer social- og sundhedsassistenterne, oplever man også budgetforringelser. Det har medført voldsomme afskedigelsesrunder, der giver en manglende sammenhæng mellem opgaver, og det presser arbejdsmiljøet:

”Arbejdsmiljøet er udfordret, flere bliver sygemeldt på grund af stress som følge af presset arbejdsmiljø. Man kan godt løbe stærkt, det er ikke så meget det, men det er mere den stress der opstår, når man ved, at man ikke kan udføre sine opgaver i forhold til den faglighed og omsorg man skal bruge, når man har med mennesker at gøre. Mange går hjem med ondt i maven, tager arbejdet med hjem, og tænker på den enkelte borger eller patient, som man ved, ville få det bedre, hvis man havde haft mere tid. Vi ser også at nogen bliver fysisk syge med f.eks. højt blodtryk, inden de egentlig er klar over, at det er stress, som har gjort dem syge. Disse sygemeldinger er ofte meget langvarige, og enkelte vender ikke tilbage til faget,” siger Eva D’Artibale Lorenzen, der er faglig sekretær i FOA Social- og Sundhedsafdelingen.

Det samme gør sig gældende for jordemødrene:

”2 procentbesparelser og øget behandlingsbehov har medført øget træk på jordemoderarbejdskraften,” fortæller Lillian Bondo, der er formad for Jordemoderforeningen. Det har ifølge formanden resulteret i meget mere travlhed.

Medbestemmelsen mangler
Men også medbestemmelsen er blevet indskrænket, påpeger flere fagforeningsformænd.

Camilla Gregersen fortæller, at der er lavet forskellige stramninger af ledelse og styring på universiteterne. Det er alt sammen med til at skabe en destabilisering af forskningsmiljøerne som følge heraf.

”De økonomiske besparelser lægger hver dag et stort pres på de ansatte – både fastansatte og medarbejdere i tidsbegrænsede stillinger – og det påvirker deres arbejdsmiljø. De utrygge vilkår og korte fremtidshorisonter kan ikke undgå at påvirke den enkeltes forskning og forskningsmiljøet på fakulteter som sådan negativt,” mener Camilla Gregersen.

Indskrænkningen af medbestemmelse oplever de også hos Dansk Socialrådgiverforening:

”Der er sket en stor centralisering, der gør, at socialrådgiverens beføjelser er blevet mindsket betydeligt og lagt i hænderne på embedsmænd, som styrer efter regneark frem for det enkelte menneskes behov i stedet”, fortæller formanden for Dansk Socialrådgiverforening Mads Bilstrup

”Det skyldes især den økonomiske styring i kommunerne”, uddyber han og fortæller, at han mener, at stramningerne fra regeringers side – senest med budgetloven – har gjort den økonomiske styring mere rigid, hvilket ender med at gå ud over den enkelte socialrådgiver.

”Politikerne har flyttet socialpolitisk fokus. I stedet for at hjælpe mennesker med sociale problemer handler det nu om at alle skal i arbejde uanset prisen, og det går ud over psykisk og fysisk syge. Politikerne er simpelthen gået for langt ned ad vejen med straf og pisk, og det har meget brutale, sociale konsekvenser,” fortæller Mads Bilstrup.

Det fremgår af svarene, at besparelser, manglende medbestemmelse og manglende ressourcer til at løse de mange ekstra opgaver er klare forringelser, der er sket på grund af politiske bestemmelser de seneste par årtier. Nu er spørgsmålet, hvilke personlige konsekvenser de ser, at det har haft for de offentlige ansatte, som de repræsenterer.

Fagforeningerne oplever stressede medlemmer
En række af de interviewede taler om øget stress hos deres medlemmer som følge af forringelser på velfærdsområderne. Følelser af skyld og svigt rammer mange som et resultat af ikke at have tid til at udføre deres arbejde på det faglige niveau, de mener, det bør udføres på samt at de ikke oplever at have tid til det varme, relationelle arbejde overfor de mennesker, de arbejder med.

Det får de ansatte til at flygte, som det blandt andet opleves hos sygeplejerskerne. Grete Christensen fortæller, at de oplever en hverdag, hvor stabiliteten ikke er til stede. Grundet svære forhold er gennemstrømningen stor, og der bygges ikke den nødvendige erfaring op på mange afdelinger, hvilket koster på patientsikkerheden.

”Vi ved, at rigtig mange sygeplejersker opfordres til ikke at starte med at tage et fuldtidsjob – fordi den ansættende part siger, at det på den måde vil blive for hård en start på arbejdslivet. Det er da tankevækkende, at arbejdsgiveren har den vurdering af egne arbejdspladser,” fortæller hun.

Også socialrådgiverne er stressede. Mads Bilstrup mener, at forringelserne har resulteret i, at socialrådgiverne er den mest stressede af alle faggrupper i Danmark. Selvom socialrådgiverne har stadig mindre tid til deres arbejde, gør de, hvad de kan, fortæller Mads Bilstrup:

”Socialrådgiverne laver stadig rigtig meget godt socialt arbejde og hjælper mange mennesker, men det er på trods af – og ikke på grund af – de rammer, de arbejder under.”

Følelsen af ikke at slå til fagligt, ikke at binde tilstrækkeligt med menneskelige bånd leder til følelser af skyld, svigt og stress hos de offentligt ansatte er vurderingen i det ovenstående. De faglige konsekvenser af forværrelserne er store. Fagligheden er alt for presset. Kvaliteten af lærernes undervisning og deres arbejdsmiljø er presset, fortæller Anders Bondo Christensen. Han beretter om en hverdag, hvor lærerne, på trods af, at de har fået langt flere undervisningstimer, er blevet skåret i tid til forberedelse og efterbehandling.

Pædagogerne oplever det samme. At de ikke kan løfte den opgave, de er uddannet til at løfte.

”Tiden til faglig refleksion og sparring med kolleger er meget knap, og det har konsekvenser for mulighederne for at skabe gode udviklings- og læringsmiljøer for børnene. Betingelserne for at folde fagligheden ud i fuldt flor er mange steder ikke opfyldt”, fortæller Elisa Bergmann.

Stress, en udfordret faglighed, følelser af svigt og skyld, manglende personale, dårlig normering, ubalance mellem opgaver og personale, manglende medbestemmelse. Forringelserne og konsekvenserne heraf har skabt mange faktorer, der berører og påvirker hinanden. Hvorledes oplever de offentlige ansatte dette?

De offentligt ansatte rammes på samvittigheden
For Camilla Härtel, der er jordemoder, har forringelserne været tydelige, og de presser fagligheden. Hun fortæller, at der er sket besparelser på hospitalerne generelt og det har forringet arbejdsforholdene for jordemødrene på fødegangene og dermed også forringet omsorgen for de gravide, fødende og barslende. Hun fortæller om en hverdag, hvor der er færre jordemødre på vagt ad gangen, færre konsultationstider til de gravide samt at der nogle steder er indført hurtigere hjemsendelse efter fødslen.

Også Susanne Mortensen Falk, der arbejder som sygeplejerske på en medicinsk afdeling, fortæller, at der de sidste 10 år er kommet en mangel på sygeplejersker og en stigende overbelægning, så balancen ikke er eksisterende.

Hun fortæller videre, at det er svært at tiltrække nye til faget, fordi arbejdsforholdene er så dårlige, fordi hverdagen er meget presset. Det er kun de værste ildebrænde, der bliver slukket, og nærværet med patienterne er svært at nå. Ud over at det presser hendes faglighed, fortæller Susanne Mortensen Falk også, at det presser hende menneskeligt:

”Jeg hader, når jeg ikke når at kigge ind til en døende patient, og tale med de pårørende i en svær tid - i stedet får de et hurtigt smil, når jeg suser ud af døren igen. Jeg hader, når jeg tager mig selv i at tænke "åh nej det har jeg ikke lige tid til", når en patient beder om hjælp til at komme på toilettet. Jeg hader, når jeg gang på gang forstyrres og må gå fra en patient. Jeg hader når jeg oplever mig selv kort for hovedet og slet ikke empatisk. Desværre oplever jeg flere og flere af disse dage og det kan jeg i længden ikke holde til. Det er utilfredsstillende, men også stressende, at jeg ikke når det, jeg vil og skal,” fortæller hun.

De alvorlige faglige og menneskelige konsekvenser har Melanie Wetendorf Youngbar også mærket til. Hun fortæller, at hun endnu ikke, i sine 6 år som uddannet pædagog, har oplevet at have en fuldt ud tilfreds følelse, når hun går hjem fra arbejde. For hende skyldes det massive nedskæringer på ressourcer og normering, der umuliggør at gøre andet end at varetage de mest basale behov:

”Der var ikke tid til omsorg, kærlighed, nærvær, smil, leg eller livskvalitet,” fortæller hun.

Melanie Wetendorf Youngbar arbejder med voksne udviklingshæmmede og er dybt frustreret over de rammer, vi som samfund tilbyder dem:

”Det vildeste er faktisk at opleve, at de mennesker i vores samfund som intet har og intet kan, de får intet. De får brugte kørestole, brugt dit og brugt dat - der skal søges om alt, der er ikke hænder nok og de har det simpelthen så skidt mange af dem. Det er uværdigt!,” fortæller Melanie. Samme uværdighed har Vibeke Bargsteen, der er socialrådgiver, også følt:

”Jeg blev personligt mere og mere træt af at være socialrådgiver, da alt er pålagt i kasser og effektiviseringen, der konstant skal laves, giver en kontinuerlig forringelse af livskvalitet både for borgere og for de rådgivere, der sidder med dem”, fortæller hun.

Stine (hun vil ikke have sit fulde navn offentliggjort, red.), der er jordemoder, fik også for meget af de konstante forringelser. Efter årevis med nedskæringer på fødselsforberedelse, mindre tid til konsultation og mangel på jordemødre blev det for meget for Stine, og hun søgte væk fra det offentlige.

”Tiltagende dårlige forhold for både jordemødre og fødende, der tærede så meget på mig, at jeg ikke kunne se mig selv og de fødende i øjnene, blev sygemeldt med stress, og måtte indse, at med de vilkår, som systemet kunne tilbyde mig som ansat og de fødende, ville jeg ikke være med mere,” fortæller Stine, der i dag er privatpraktiserende jordemoder.

”Fødsler uden fødselsforberedelse er som at løbe et maraton uden at have trænet op”, fortæller hun.

Ansatte knækker
Kilden M, der er social- og sundhedsassistent (hun har ønsket at være anonym, red.), fortæller også om en utrolig presset hverdag i en tidligere stilling på et plejehjem. Her oplevede hun konstante forringelser og de ansatte fik tildelt flere opgaver så som rengøring, madlavning og indkøb. Det resulterede i manglende tid til oplæring af nye, dårlige forhold for plejehjemsbeboerne, stress og dårlig ryg grundet forhastede forflytninger. M beretter om en begivenhed, hvor en kvindelig beboer var blevet efterladt i 4 timer på en toiletstol.

”Sådanne situationer opstår i den pressede situation og det er sådanne episoder, der fuldstændig knækker en,” fortæller hun.

På skoler og universiteter mærkes forringelserne hver dag. Ditte thor Straten, der er folkeskolelærer konstaterer: ”Jeg har oplevet forringelse i høj grad”, og finder, at det både er gået ud over børn og lærere. Det samme gør sig, ifølge Mia Münster-Swendsen, der er underviser på Roskilde Universitet på historie, gældende på universiteterne. Til spørgsmålet, om der er sket forringelser, svarer hun:

”Ja, det tør siges!”

Hun fortæller, at der er sket serier af fyringsrunder, hvilket har betydet færre hænder men også flere komplekse opgaver i hverdagen – ved siden af hendes kernebeskæftigelse, der er undervisning og forskning. Det har ifølge Mia Münster-Swendsen store konsekvenser og går i sidste ende ud over undervisningen:

”Hullerne, som nedlagte faste stillinger efterlader, fyldes nødtørftigt med et voksende prekariat af højtkvalificerede akademiske daglejere, der lever en højst usikker tilværelse uden almindelige lønmodtagerrettigheder. Hertil bør nævnes diverse desperate ”afværgemanøvrer”, hvor man flytter rundt på et svindende antal midler og rammer undervisningen direkte,” forklarer hun.

Hun oplever et enormt pres på grund af urealistiske tidsbestemmelser omkring undervisning og forberedelsen af den. At der er blevet skruet ned til et minimum.

”Det skaber et krydspres skabt af de samtidige forventninger om excellence indenfor både undervisning og forskningsoutput, som diverse strategiplaner og akkrediteringsøvelser konstant understreger. Ord og handling hænger ikke sammen. Man kan ikke få mere kvalitet uden investeringer. Den årtier lange ideologiske politiske hetz mod især kulturfagene, har bestemt heller ikke bidraget til arbejdsglæden og den er, så vidt jeg kan se, den direkte årsag til, at nedskæringerne rammer humaniora allerhårdest og i øvrigt mest arbitrært,” fortæller Mia Münster-Swendsen.

Forringelserne er tydelige ifølge de ansatte, og konsekvenserne er blevet antydet herover. Men hvad er de faglige og menneskelige konsekvenser, hvis de ti kilder skal forholde sig til dem?

En mørk spiral
En række af kilderne fortæller personlige beretninger fra en hverdag, der ikke hænger sammen, og hvordan det har påvirket dem som fagpersoner og privatpersoner.

Melanie Wetendorf Youngbar – der arbejder med voksne udviklingshæmmede – har oplevet personlige konsekvenser som følge af de hårde vilkår og det at være vidne til de dårlige rammer for de mennesker, hun gerne vil hjælpe:

”Jeg blev ganske enkelt ramt af massiv stress, med depression og angst til følge,” fortæller hun.

Hun oplevede – i et barskt arbejdsmiljø, hvor beboerne kunne reagere voldsomt og fysisk – at ledelsen ikke gav tilstrækkelig supervision, og det selvom hun var nyuddannet. For ledelsen var også presset og havde mistet gnisten for deres arbejde. Alt sammen en dårlig spiral, der førte til, at Melanie Wetendorf Youngbar brød sammen – et knæk hun har arbejdet sig ud af:

”Det krævede mange psykologtimer, kognitiv terapi, to dygtige ledere som så mig og en familie og omgangskreds som var gode til at støtte og give kærlighed. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det mon ville være, hvis jeg ikke havde de ressourcer i mit liv,” fortæller hun.

Samme pres oplevede kilden M. For hende – der fortæller om sit tidligere arbejde på et plejehjem – gav arbejdet en følelse af, at hun ikke kunne opnå sit minimumsniveau af faglighed, da dagligdagen handlede om at slukke brande. Midt i brandslukningen røg den personlige kontakt med beboerne, hvilket kunne have den konsekvens, at den personlige relation røg. Det havde de faglige og menneskelige konsekvenser, at plejen blev forringet og kilden fortæller, at hun derfor også havde svært ved at nå at se de små tegn på sygdom:

”Jeg kæmpede for at nå at se alle symptomer på sygdom hos de enkelte, men når man ikke har tid til at være sammen med beboerne til andet end at sørge for, at de kommer ud af sengen, får noget at spise og nogle piller, så er det svært at opfange de små ting. Et host man ikke hørte, en misfarvning man ikke så, en svedetur der blev fortiet, en smerte. Alle de ting jeg ikke opdagede, eller opdagede efter de havde stået på nogen tid, endte med at køre mig ned. Jeg gik hjem hver dag med en følelse af ikke at have nået det, jeg ville, ikke at have holdt den hånd, der var brug for, ringet til den læge om det blodtryk, at være led over ikke at have nået at sidde ned med en beboer, der havde svært ved at få spist nok. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg havde ondt i maven over at gå på job og sygedagpenge blev flere og flere,” fortæller hun.

Fortællingen går igen ved andre af kilderne. Mia Münster-Swendsen, der er ansat på Roskilde Universitet, fortæller, at udfordringerne er mange, da tempoet og derved stressniveauet er meget højt. Ifølge Mia, har det skabt en ond spiral:

”Vi arbejder med mennesker og ovenikøbet mennesker, der er inde i en personlig udviklings- og forandringsproces (det kaldes læring), som vi som undervisere skal facilitere. Det gør det ikke mindre stressende, at så mange af vore studerende også er stressede og føler sig pressede på en usund måde. Alt, alt for mange af mine studerende rapporterer om alvorlig psykisk mistrivsel, typisk i form af behandlingskrævende lidelser som angst og depression. Jeg forsøger at gøre det bedste for dem, men det betyder også, at man må behandle hver studerende individuelt, hvilket selvfølgelig er det optimale i den bedste af alle verdener, men ikke realistisk i et underfinansieret masseuniversitet,” fortæller Mia Münster-Swendsen.

Også folkeskolelærer Ditte thor Straten oplevede presset på en tidligere skole:

”Tanken om at gå hjem fra arbejde og vide, at der er børn som ikke har det godt, som jeg egentlig skal hjælpe, da jeg har skærpet underretningspligt, endte i manglende motivation og en følelse af at være umyndiggjort,” fortæller hun

For Stine, der er jordemoder, har det øgede pres resulteret i, at livet var sværere og sværere at få til at hænge sammen. Især dilemmaer i arbejdstiden har præget hende. Stine oplevede gentagne gange, at hun ikke kunne tage hjem fra arbejde, da der ikke mødte nok jordemødre ind. Det rykkede så meget rundt i hendes hverdag i forhold til at få familielivet til at hænge sammen, at arbejdsglæden stille, men sikkert, forsvandt, og det kan have store konsekvenser:

”En fødsel tager man med sig på livstid - bare spørg din mor. Følelsen af at have været den sejeste, er en styrke, man har med sig resten af livet. Tilsvarende er følelsen af at "have fejlet" og været "dårlig til at føde" også en svaghed, man tager med sig ud i livet og har brug for hjælp til at få bearbejdet,” fortæller Stine.

Hun fortæller her om et dilemma, der skete på ugentlig basis og som medførte stærke reaktioner fra bekymrede forældre:

”Hver dag er der kvinder, der skal have fødslen sat i gang, af hensyn til mor eller barn (eller måske begge to). Hvis fire kvinder skal have fødslen sat i gang i dag, men fødegangen er fyldt op med kvinder, der er gået i fødsel af sig selv, og der er kun en ledig jordemoder - så står man med det faglige dilemma: Hvem af de fire kvinder skal vi sætte i gang, og hvem må vente i timer eller måske endda dage? Selvom den faglige vurdering er, at det er i dag, det er sikrest at fødslen sættes i gang," fortæller Stine.

Det manglende personale kan også mærkes hos kilden R, der har ønsket at være anonym. For tiden er han i praktik på et døgnbehandlingstilbud for tilknytningsforstyrrede børn i Københavns Kommune.

”Det opleves enormt frustrerende, at vi ofte ikke er nok personale til at løfte opgaven med at give de børn her den behandling og omsorg, de har krav på, da arbejdet i stedet for bliver brandslukning og op pasning,” fortæller R og fortsætter:

”Jeg valgte sgu ikke at uddanne mig til at blive pædagog, for at måtte finde mig i at gå rundt i ti timer dagligt og blive kaldt "lorte-luder", for at få at vide; "Jeg dræber dig med en pisk", og andre spændende ting en 8-årig kan have på hjertet, uden at kunne følge op på det og være undersøgende.”

Tilstanden derude for de ansatte kan roligt karakteriseres som presset, og det har konsekvenser fagligt og menneskeligt. I næste artikel ses der nærmere på, hvilke budskaber kilderne samt fagforeningsformændene har til politikerne og hvori de mener, at løsningerne består.

Billedkilder: Torkil Andersen/Ritzau Scanpix; Jacob Nielsen/IPTC Photo; Søren Svendsen/IPTC Photo; Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix; Linda Kastrup/Ritzau Scanpix; Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix; Kristian Granquist/IPTC Photo

Startende øverst til venstre: Anders Bondo Christensen - formand for Danmarks Lærerforening; Camilla Gregersen - Forkvinde for Dansk Magisterforening; Grete Christensen - Forkvinde for Dansk Sygeplejeråd; Andreas Rudkjøbing - Formand for Lægeforeningen. Startende nederst til venstre:Elisa Bergmann - Forkvinde for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund; Eva D’Artibale Lorenzen - politisk valgt faglig sekretær i FOA Social- og Sundhedsafdelingen; Lillian Bondo - Forkvinde for Jordemoderforeningen; Mads Bilstrup - Formand for Dansk Socialrådgiverforening