Som journalist er man hele tiden i opgør med sig selv

Forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen. Foto: Jacob Nielsen .

Peter Øvig Knudsen, aktuel med bogen Hippie 2 den sidste sommer, er etisk forpligtet over for kilder og læsere

Hvad er den største etiske udfordring i dag?

Det må være den globale ulighed, og det er desværre ikke kun i dag, det har stået på i mange år. På trods af fjernsyn og internet virker det alligevel, som om vi glemmer, at vi har et etisk problem. Vi lever godt materielt og glemmer, at der er nogle andre steder i verden, der lever i den yderste fattigdom. Jeg rejser ofte sammen med mine børn til Cambodja, hvor min søster, der er teolog, arbejder med videreuddannelse af cambodjanske præster og religionsdialog mellem kristendom og buddhisme. Når vi så ser børn, der har fået sprængt lemmer af ved mineulykker og er omgivet af fattigdom, spørger min datter, hvorfor vi ikke hjælper de her børn, og hvorfor vi ikke sender flere penge til de fattige lande, når vi selv har det så godt i Danmark. Og det har jeg ikke svar på.

LÆS OGSÅ: EU-politikere vil stoppe dansk Apple-censur

Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

Nej. Hvis man tager udgangspunkt i det, jeg lige har sagt, møder man meget sjældent det spørgsmål, som min datter stiller mig, når vi er i Cambodja. Fra politisk hold tales der næsten kun om vækst, når der tales om økonomiske problemer, og at det også vil smitte af på de fattige lande. Det er svært at tage alvorligt, at vi skulle kunne blive ved med at øge vores materielle niveau, og at det samtidig ville kunne mindske uligheden mellem os og de fattige lande. Tværtimod ser det ud, som om uligheden bliver større og større. Jeg har svært ved at se, hvordan vi undgår at begynde på at fordele goderne, men det har ikke meget plads i den politiske debat i Danmark.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

For nylig var jeg med i et debatprogram i fjernsynet, som blev sendt live. Dér deltog blandt andre en 68-oprører, som jeg skulle diskutere min nye Hippie 2-bog med. Inden fortalte han, at han først havde fået min bog aftenen forinden og ikke havde nået at læse den ordentligt. Men da kameraet blev tændt, sagde han ikke, som det var, til gengæld kritiserede han en hel masse ting ved bogen. Det er o.k., men jeg blev lidt oprevet over, at han syntes, han kunne kritisere bogen uden at have læst den. Jeg sad og overvejede, om jeg skulle sige det eller opføre mig ordentligt og lade, som om jeg havde en ordentlig debatpartner. Jeg endte med ikke at sige det. Jeg har tænkt over det siden og talt med journalistvenner om det. Konklusionen er, at jeg har det sådan, at hvis jeg kan, vil jeg tage pænt imod kritik.

Hvad er den største etiske udfordring du har mødt?

Den største etiske udfordring, jeg har mødt gennem hele mit liv, er at være journalist og skulle skrive om andre mennesker og om de mest følsomme og dramatiske begivenheder i andre menneskers liv. Allerede på Journalisthøjskolen havde jeg temmelig meget kvababbelse over at stå som en blodigle, der suger hjerteblod ud af folk og plasker det ud over avissider. Men så stødte jeg på et citat af forfatteren Albert Camus: Det sværeste er åbenbart, at vi ikke kan lade være med at foragte vores arbejde. Det journalistiske hverv er et af de smukkeste, jeg kender, netop fordi de tvinger os til et opgør med os selv. Den måde at tænke på, at man ser det som et smukt element hele tiden at tænke over sin rolle som journalist, har fulgt mig siden skolen. Og det har været højaktuelt, når jeg har skullet skrive mine bøger, og hvor de personer, jeg taler med, har en anden opfattelse af begivenhederne end det, jeg finder frem til. For eksempel da jeg skrev bogen Birkedal. En torturbøddel. Her hævdede en kvinde, at hun havde været frihedskæmper under besættelsen og var blevet udsat for et justitsmord, men jeg fandt ud af, at hun havde været elskerinde til den værste torturbøddel og fungeret som lokkedue for ham. Jeg har forpligtelser over for kilderne til at behandle dem ordentligt og fair. Men jeg har også forpligtelser over for læserne til at inddrage al den viden, jeg har, og ikke fortie, at historien peger i en anden retning, end hovedpersonen husker. Så det eneste, jeg kan gøre op med mig selv, er at tage den etiske udfordring alvorligt og holde øje med, at jeg i jagten på den gode historie kommer til at fremstille virkeligheden så kompliceret og modsætningsfyldt, som den er.