Bondo: Vi bør gå i dybden

Anders Bondo Christensen er for meget væk fra familien

Hvad er det største etiske problem i dag?

Det er manglende respekt for andre mennesker. Det giver sig udtryk i intolerance, snæversynethed og egoisme. Denne her noget for noget-tankegang, jeg sætter mig selv først, og man skal gøre sig fortjent til andres respekt. Der er ikke meget af den barmhjertige samaritaner i samfundet i øjeblikket. Der er manglende respekt for andres religion og levemåde. Som ung var jeg så naiv at tro, at verden ville blive stadig bedre, og at vi mennesker ville blive stadig klogere og respektere hinanden som dem, vi var. Vi mangler stadig at forstå, at hvert menneske har en værdi i sig selv. Det er et kæmpe problem, at det er gået fløjten. Man ser det overalt og mest brutalt i racistiske og religiøse overfald eller angreb på homoseksuelle. Hele indvandrerdebatten, særligt gennem 00erne, vidner om det samme. Det er udtryk for mangel på respekt for den enkelte.

LÆS OGSÅ: Familiens udfordringer er et dagligt dilemma

Synes du, at etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

Nej, slet ikke. Vi burde udfordre os selv og hinanden langt mere i forhold til etiske dilemmaer og spørgsmål. Vi er blevet for magelige og finder det for besværligt at engagere os, så vi fortsætter bare derudad. Heldigvis dukker etikken en gang imellem op. I stedet for meget af det overfladiske fnidder og fnadder, der fylder aviserne, hvor en hurtig meningsmåling fortæller os sandheden, fordi 72 procent svarer det ene eller andet, burde vi gå i dybden med de enkelte spørgsmål og blive klogere som mennesker.

Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?

Mit store etiske dilemma er i forhold til min familie og det liv, jeg fører. Jeg er i København fra mandag til fredag, og mange lørdage er jeg også væk, mens min familie bor lidt uden for Sønderborg. Jeg synes jo, at jeg har et kæmpe ansvar for min familie, som jeg på en eller anden måde svigter ved ikke at være hos dem, selvom mine børn nu er ved at blive voksne. Gennem hele deres opvækst har jeg ikke været der særlig meget, og jeg bliver ved med at spørge mig selv, om jeg har gjort det rigtige. Og når jeg så endelig er hjemme og eksempelvis fortæller min datter om alle mine tanker omkring formandsarbejdet, har hun sagt: Far, nu er du her igen ikke. Jeg ved ikke, hvordan jeg finder ud af, om jeg valgte rigtigt. Man fortrænger jo også spørgsmålet løbende, for det er ikke til at holde ud at tænke på hele tiden.