Tænketank skal styre udvikling af kunstigt liv

Internationalt set er der ingen retningslinjer for, hvor grænserne for syntetisk liv skal gå, og hvad forskningen kan og må. - Foto: Foto: stock.xpert

Mennesket står på tærsklen til at kunne skabe kunstigt liv, men vi har ikke noget overblik over, hvor forskningen er på vej hen. Flere eksperter ønsker at skabe en videnskabelig tænketank, der kan overvåge udviklingen

Forskningen i kunstigt liv verden over raser af sted med ekspresfart. Og selvom vi endnu er meget langt fra skrækscenarierne om Frankenstein-monstre og kunstigt skabte supermennesker, er videnskaben nået til, at det tidligere på året lykkedes amerikanske forskere at frembringe verdens første kunstigt skabte bakterie i et reagensglas.

Imidlertid er der ingen, der ved, hvor langt udviklingen er nået på verdensplan, eller hvor den bevæger sig hen. Der er ganske enkelt ingen samfundsinstitutioner, der har et overblik over udviklingen inden for videnskab og teknologi, ligesom man eksempelvis har det inden for sundheds og socialområdet. Og det er katastrofalt, mener én af Danmarks absolut førende forskere i kunstigt liv, professor Steen Rasmussen fra Syddansk Universitet. For netop de nye teknologier er dem, der kommer til at påvirke vores hverdag allermest.

Vi står over for forandringer på linje med opfindelsen af ilden og udviklingen af landbruget. Vi snakker den helt store skala, for når vi kan skabe kunstigt liv, er stort set alting muligt, og det kommer til at ske inden for denne generation. Problemet er, at vi slet ikke er gearet til det. Vi har en statsform fra det 19. århundrede, som slet ikke er indrettet efter det 21. århundredes nyeste teknologier, og derfor er det så vigtigt, at vi nu før udviklingen for alvor buldrer løs får skabt nogle rammer, der passer til fremtiden og kan håndtere den, siger Steen Rasmussen.

Han bakkes op af professor i formel filosofi ved Roskilde Universitetscenter, Vincent F. Hendricks, der for nylig stod bag konferencen Sunrise på Roskilde Universitetscenter, hvor internationale eksperter diskuterede udviklingen i forskningen af kunstigt liv.

Internationalt set er der ingen retningslinjer for, hvor grænserne for syntetisk liv skal gå, og hvad forskningen kan og må. Mens der er meget strenge regler og stor kontrol med udviklingen i USA, er der i et stort land som Kina ingen centrale kontrolmekanismer til at holde øje med udviklingen. Og det betyder, at der ikke er nogen, der reelt ved, hvor forskningen bevæger sig henad, siger han.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

revsbech@kristeligt-dagblad.dk

Internationalt set er der ingen retningslinjer for, hvor grænserne for syntetisk liv skal gå, og hvad forskningen kan og må. - Foto: .
Internationalt set er der ingen retningslinjer for, hvor grænserne for syntetisk liv skal gå, og hvad forskningen kan og må. - Foto: stock.xpert