Skraldemandens etiske dilemma: Man kan ikke nå det hele, hvis man skal følge reglerne

Et af Tom Funkes store dilemmaer er, om han skal følge regulativerne, når han kan se, en kunde ikke følger reglerne i forhold til tilgængelighed af skraldecontaineren. Hvis den er besværlig at få fat i, skal han i princippet vente til ugen efter, men så kan de ekstra timers arbejde hurtigt hobe sig op. Foto: Mads Jensen/ Denmark

Hvilke etiske dilemmaer møder advokater, præster, lærere, bedemænd, skraldemænd og andre faggrupper i deres arbejde? Det spørger Kristeligt Dagblad om i denne serie

Her svarer Tom Funke, der arbejder som skraldemand for Aalborg Forsyning. Der har han været de sidste syv år:

Hvad er det største etiske dilemma, du har mødt i dit arbejde?

Der er en helt klar og klassisk problemstilling inden for skraldemandsbranchen, der meget simpelt begynder med: Hvornår er en skraldesæk fuld.

Når vi skal ud og tømme kundernes skraldespande, løber vi tit ind i det problem, at en pose enten er fyldt over den streg, der står på sækken. Eller også er der ikke særlig meget i, men til gengæld ligger der tungt skrald som græskar og æbler i bunden. En skraldesæk må maksimalt veje 25 kilo, og vi skal hver gang vurdere, om sækken er for fuld til at tage med, eller om den skal blive stående til en senere afhentning. Derudover er der også regler om, hvorvidt der er belysning nok til at vi kan navigere hen til stativerne, eller om der holder biler for tæt på skraldespanden.

Fra ledelsens side er der nogle helt klare retningslinjer, der siger, at vi skal lade sækkene stå til ugen efter, hvis ikke kunden følger reglerne. Men vi har altså over 900 sække på én tur, og hvis vi lader flere sække stå, så bliver det uoverskueligt på et senere tidspunkt. Vi bruger ikke lang tid på en sæk, men det bliver til ekstra arbejde, vi skal have flettet ind ugen efter.

Det er helt klart et fagligt og et etisk dilemma, for det er vigtigt, at vi har klare linjer i vores arbejde. Men vi er ofte nødt til at handle mod ledelsen direktiver for ledelsens og vores egen skyld. Ellers skal vi arbejde det længere for at få det til at hænge logistisk sammen.

Hvad er det største dilemma inden for din faggruppe generelt?

Et af de største handler om sikkerhed og om, hvordan vi passer på os selv.

I dag har vi for eksempel kørt 11,5 tons skrald. Det skal fordeles ud over tre mænd, og det bliver selvsagt til meget vægt per mand.

Det er ikke uvæsentligt, at vi følger forskrivelserne. Vi skal løfte med næverne, og vi kan ikke stå og spille fandango og kaste rundt med sækkene, bare fordi vi kan. Det slider, og for en skraldemand kommer regningen til sidst.

Samtidig bliver vores arbejde truet, fordi vi har færre tømninger. Mange boligbloksbyggerier installerer nye tanksystemer: Såkaldte Molokker, der skal tømmes med jævnere mellemrum. Derfor bliver vi nødt til at være effektive for at være berettigede i vores jobs.

Vi skal opretholde et flow for at nå alt det, vi skal. Det betyder, at vi ofte arbejder lige til grænsen af sikkerheden - for noget tid tilbage kom en af mine kolleger for eksempel slemt til skade, fordi han faldt over nogle jernstænger. Der var dårlig belsyning, og han burde have ladet kundens affald stå, men valgte at tage den alligevel.

Vi skal konstant navigere i et hav af gråzoner for at sikre vores effektivitet.