Er store lønstigninger til topchefer rimelige i økonomiske krisetider?

Tegning: Peter M. Jensen.

Mens der er blevet fyret og sparet i danske virksomheder, har landets topchefer lunet sig med fyrstelige lønstigninger. Det har skabt debat om, hvorvidt cheferne er usolidariske med manden på gulvet. Niels Due Jensen, som er Grundfos-ejer og formand for Poul Due Jensens Fond, mener, at alle, både chefer og medarbejdere, bør være i samme båd

Da Danske Banks nu forhenværende direktør, Peter Straarup, forleden holdt sin afskedsreception, var toppen af dansk erhvervsliv ikke overraskende stærkt repræsenteret. Men ud over succesfulde topchefer og magtfulde bestyrelsesformænd troppede også et hold journalister fra DR op. Ikke for at give gyldne håndtryk til den afgående direktør, men for at stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at danske topchefer er blevet bevilliget store lønstigninger i året 2010-2011, hvor den økonomiske krise samtidig har betydet besparelser og fyringer på flere af de selvsamme virksomheder.

LÆS OGSÅ: Meget mærkelige lønstigninger

Forbavsende få af de fremmødte gæster ønskede dog at forholde sig til DR-journalistens spørgsmål, og mens der hurtigt gik inflation i svaret ingen kommentarer, var der alligevel en enkelt, som fik gjort det klart, at han anså de enorme lønstigninger for urimelige.

Manden med den klare røst var Grundfos-ejer og formand for Poul Due Jensens Fond Niels Due Jensen. Som den eneste vovede han at give en personlig kommentar til de lønstigninger, som danske topchefer ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten har fået. Oplysninger, der viser, at topcheferne i otte af landets største børsnoterede virksomheder har fået lønstigninger på i gennemsnit 13 procent og i nogle tilfælde helt op til 45 procent.

Her nogle dage efter Peter Straarups reception og indslaget på DR fastholder Niels Due Jensen, at han finder lønstigningerne forkerte.

Det har ingen gang på jorden med enorme lønstigninger, og jeg har et problem med den manglende solidaritet, som demonstreres. Vi skal i virksomhederne vise, at vi alle er medarbejdere i samme båd, og at vi skal sammen igennem den her krise. Jeg synes, det kan være problematisk, hvis ikke virksomhedens ledelse er solidarisk med de lave lønstigninger, som de øvrige medarbejdere oplever, siger Niels Due Jensen til Kristeligt Dagblad og slår fast, at det er ydelsen fra den brede medarbejderskare, der skaber de gode resultater, og ikke fra topledelsen alene.

Ledelsen kan godt pakke sammen, hvis ikke den har medarbejderne med. Bevarer man ikke solidariteten, risikerer store dele af medarbejderne at miste loyalitet over for og engagementet i virksomheden, siger han.

Men det er tilsyneladende ikke alle i toppen af dansk erhvervsliv, der deler synspunkt med Niels Due Jensen. I sidste uge lød meldingen fra Danske Banks presseafdeling til nyhedsbureauet Newspaq, at de markante lønstigninger til ledelsen, som for bankens vedkommende er helt oppe på 30 procent, og som har fundet sted samtidig med, at banken har sagt farvel til 2000 medarbejdere, har været nødvendige for at kunne konkurrere om at fastholde de bedste ledere.

Den forklaring giver Niels Due Jensen dog ikke meget for.

Over for topledere skal man ikke bare konkurrere på at fastholde med en stor lønningspose. Man skal selvfølgelig betale en hæderlig løn, men det er en kortsigtet strategi at belønne dem med penge. Så skal man hellere lade dem gå og finde en anden til jobbet, siger han.

Den antagelse er Flemming Poulfelt, professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen i København, CBS, ikke helt enig i. Han anerkender, at timingen for topchefernes anseelige lønforhøjelser ikke er den heldigste, men mener, man bør se dem i et større perspektiv.

Der har generelt været en stor grad af tilbageholdenhed på lønområdet de sidste år, hvor der heller ikke for topchefer har været meget at hente. Nu prøver man så at få proppen ud af flasken, og jeg synes, at der i en række tilfælde er god begrundelse for lønstigningen. Og hvis topledelsen har formået at gøre det godt også i nedgangstider, er det vel fair nok, at den belønnes for det, siger han og opfordrer til, at man også har øje for det arbejde, der rent faktisk bliver udført i toppen.

Det er et stort ansvar, de har særligt i krisetider. Og så bør man også have den enkelte persons historie for øje, når man ser disse lønforhøjelser, og have forståelse for, at vi har forskellige positioner i erhvervslivet. Der er faktisk oftest en grund til, at netop den her person, der sidder her, skal have mere i løn, siger han, men opfordrer dog virksomhederne til at have den rigtige historie klar, når kritikken breder sig, som den har gjort i dette tilfælde.

Det kan meget nemt risikere at sende forkerte signaler, hvis man ikke har den gode forklaring klar. Men misundelsestænkning vil der nok altid være uanset hvad, siger Flemming Poulfelt.

Samfundsdebattør og præst ved Jesuskirken i Valby ved København Sørine Gotfredsen er også af den opfattelse, at man bør have en større forståelse for, at arbejdet som leder er mere krævende end som så, inden man skrider til kritik af de lønningsposer, som cheferne slæber med hjem.

I diskussioner som disse kommer der ofte fokus på, at chefer får for meget i løn. Men man glemmer lidt, at de jo bærer rundt på et meget stort ansvar. Det koster noget at være chef i dagligdagen. De har også ofte uddannet sig grundigere, og i det hele taget glemmer man let, hvor meget de i mange tilfælde har ydet for at komme derhen, hvor de står, siger hun.

At oplysningerne om topchefernes lønstigninger kommer frem, samtidig med at overenskomstforhandlinger foregår med minimale lønstigninger som resultat, har også sat sine spor i debatten. Og det er blevet kritiseret, at mens lønmodtagerne er gået med til meget små lønstigninger, har toppen af erhvervslivet samtidig skummet fløden af besparelserne.

Sørine Gotfredsen mener, at beskyldningerne om grådighed hos cheferne bunder i den opfattelse, vi i Danmark har et billede af os selv som et samfund af ligestillede.

Grundlæggende mener vi lidt i det her land, at alle burde have det samme. Men det er jo i strid med virkeligheden, fordi der jo er nogle, der påtager sig rollen som dem, der står for skud. Og det er ikke det samme at arbejde mange timer som menigmand, som det er at gøre det som chef, siger hun og fortsætter.

Vi har et enormt behov i Danmark for, at vi alle skal være lige, og det er utvivlsomt en del af årsagen til, at der nemt opstår disse fornærmelsestilstande, hvor det bliver cheferne, man skyder på, fordi det ligger lige for.

Dr.phil., professor Ole Thyssen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen i København, CBS, forstår godt, at debatten om toplederes lønniveau blusser op, når folk får nys om de svimlende lønstigninger, for som han siger:

Man spørger jo sig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at et menneske er så mange penge værd, og om hans job er så meget vigtigere end alle andres.

Men man kan se på sagen ud fra flere vinkler, forklarer Ole Thyssen. For dels er der den markedslogiske betragtning, som handler om forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Og som situationen er i øjeblikket, er efterspørgslen på menigmands arbejdskraft begrænset, mens der derimod er behov for gode lederkræfter, der kan og vil styre virksomhederne sikkert igennem krisen.

Men ud over dette logiske ræsonnement er der også et mere paranoidt, mener Ole Thyssen.

Det paranoide argument handler om, at man har den antagelse, at der sidder en lille sammenspist klike og bevilliger hinanden høje lønninger, siger han og minder om, hvordan virkeligheden er skruet sammen.

I et konkurrencesystem som det, vi har, er man nu engang det værd, man kan få for sit arbejde. Det er lidt det samme, som når vi ryster på hovedet af, at Lionel Messi (argentinsk fodboldspiller, der to år i træk er kåret som verdens bedste, red.) får så mange millioner for at spille fodbold. Men når han får så mange penge, er det jo netop, fordi så mange af os alligevel gerne vil sidde og se ham spille.

På et punkt mener Ole Thyssen dog, at det er vigtigt at trække en skillelinje mellem det private og det offentlige erhvervsliv. I det private erhvervsliv er det svært udefra, pointerer han, at komme med kritik af de høje lønninger, fordi virksomhederne ikke skal stå til regnskab for staten, og cheferne udelukkende aflønnes efter det, som deres bestyrelser og aktionærer mener, de er værd. Også selvom der internt blandt medarbejderne måtte herske uenighed.

Omvendt forholder det sig i den offentlige sektor, hvor cheferne indirekte aflønnes af skatteborgerne. Her giver det bedre mening i hvert fald for den brede offentlighed at diskutere og stille sig kritisk over for de beløb, der hver måned ryger ind på chefernes lønkonto.

Og ifølge Ole Thyssen har der netop i det offentlige system i den senere årrække vist sig nogle uheldige mønstre.

For mig at se har der bredt sig en kultur, hvor der sidder en flok chefer i det offentlige, som ser sig selv som hævet over menigmand. Det er en kultur, der er opstået, fordi de i højere grad er begyndt at omgås ledere fra det private erhvervsliv og nu også synes, at de bør følge med dem, når det drejer sig om lønstigningerne. Og med den udvikling kan det måske være relevant at vurdere, om der i det offentlige er blevet tale om et lille eksklusivt aristokrati af chefer, siger han.

At der var tale om et eksklusivt udvalg af gæster til Peter Straarups afskedsreception forleden, kan der næppe være nogen tvivl om, men selvom det kun var Grundfos-ejer og bestyrelsesformand for Poul Due Jensens Fond Niels Due Jensen, der for åben skærm tog afstand fra de svimlende lønstigninger, mener han ikke, at han med den holdning har isoleret sig fra resten af det danske erhvervslivs top.

Det er ikke mit indtryk, at jeg står alene med det synspunkt. Jeg tror, der dybest set er bred enighed om solidaritet i virksomhederne i disse tider. Man bliver nok bare lidt ekstra forsigtig, når man bliver spurgt lige der på gaden foran rullende kameraer, siger Niels Due Jensen.