Tag hensyn til din partner i dit valg af venner

Hvad gør man, hvis ens kærestes venneflok består af tossede tågehorn og drikfældige gymnasiekammerater?

Hvor meget må man blande sig i sin partners valg af venner? Medlem af Etikpanelet på etik.dk, Christina Busk, svarer:

Hvor meget? Måske er det i lige så høj grad et spørgsmål, om man overhovedet må blande sig. Kan man begrænse hinandens frihed i forhold til valg af relationer? Giver min ægteskabelige status mig ret til at fortælle min mand, hvem han må se, og hvem han ikke må se? Nej, vel? Og da slet ikke ubetinget.

Men skal man så bare finde sig i, at ens partner ser det ene tågehorn efter det andet? Skal man trækkes igennem middage med den ene kedelige og uinteressante studie- eller fodboldkammerat efter den anden? Kan man ikke forlange, at partneren afstår fra omgang med personer, man mener, har en dårlig indflydelse? Spørgsmålene i sig selv har vist allerede sagt mere, om den der stiller dem, end om den de handler om, har de ikke?

LÆS OGSÅ: Læserne fortæller: Sådan mødte vi vores partner

Jeg har en god ven. Han er et godt menneske. Begavet og succesfuld i sit virke. Han har mange venner, nogle helt tilbage fra barndomstiden. Et par af barndomsvennerne udviklede sig til nogle lidt uheldige typer, i hvert fald ifølge hans kone. Manden har dog stadig kontakt til en af disse gamle venner. Han har hjulpet ham flere gange og ser ham ind imellem. Hans kone synes, det er noget mærkeligt noget. Hun er faktisk lidt utryg ved det, for hun synes, vennen er mærkelig og har en adfærd, der er lidt skræmmende. Hun synes ikke, det er rart, at hendes mand ser sådan en type.

Her har vi et dilemma. Skal manden tage hensyn til sin kones utryghed ved situationen? Imødekomme hendes sårbarhed og respektere, at venskabet måske overskrider hendes grænser? Skal han afslutte det af hensyn til hendes ønske. Eller skal han respektere venskabet, der trækker tråde tilbage til barndommen? Han føler sig ansvarlig for vennen, og så tit ses de jo heller ikke. Uanset hvad han gør, kan han ikke gøre alle glade.

Jeg har fremsat denne case for mange personer, og ganske uvidenskabeligt lavede jeg en lille undersøgelse. Cirka 80 procent af de adspurgte, mænd som kvinder, mente, at han skulle bevare venskabet.

Men da jeg skiftede nogle elementer ud i casen, så skete der noget med opfattelsen.

Hvis nu casen gik på, at det var hans venskab med mig, der gjorde konen utryg, usikker og ked af det. Ikke fordi jeg som person gør forskellen, men fordi selve det, at hendes mand har et venskab med en kvinde, gør forskellen. Og konen bad sin mand om at afslutte venskabet med mig. Hvad så?

Se, her var reaktionerne ganske anderledes. Billedet vendte, så kun 20 procent mente, at han skulle fastholde venskabet.

Begge cases viser vel, at det ikke er let at svare på, hvor meget man må blande sig. Det er i hvert fald ikke let at opstille principielle retningslinjer og regler for det. Man kan også vende spørgsmålet om og spørge; hvor meget hensyn skal man tage til sin partner og dennes følelser omkring de venskaber, man har? Og hvor meget hensyn skal man vise sin partners venskaber?

Ikke at det gør det nemmere, men det kan være med til at give en balance, så vi ikke kun opfatter, hvad det er, vi har ret til, men også hvad vi er forpligtet på over for vores partner.

Venskaber og valget af relationer er en del af den enkeltes integritet. Relationer, nye som gamle, familiære og venskabelige er en del af den, du er. Valget af relationer må vel i princippet være personligt og frit. Men under hensyntagen til partnerens følelser og de forventninger, man har til hinanden i et parforhold.