Skulle jeg fortælle ham, at han skulle dø?

Det største etiske dilemma, Christine E. Swane, direktør for Ensomme Gamles Værn, har stået i, handlede om, hvordan hun bedst kunne vise respekt over sin døende far og sin døende mand. Ved at fortælle det eller lade være?

Direktør for Ensomme Gamles Værn og medlem af Etikpanelet på etik.dk, Christine E. Swane, besvarer spørgsmålet:

Hvad er det største etiske dilemma, du har stået i?

Når følelser og fornuft krydser klinger, kan der opstå et etisk dilemma i forhold til, hvordan man viser respekt over for et andet menneske. De største af slagsen i mit liv har drejet sig om liv og død. Ikke alene det at have magt til at sige nu er det slut på et andet menneskes vegne, som jeg har oplevet det både i min fars og min mands sidste levetid. Men det største dilemma har været spørgsmålet om det at fortælle til dette elskede og respekterede menneske, at han var ved at dø. Til min far sagde vi det aldrig, han led af demens og afasi og var med en svær lungebetændelse på vej væk i tågerne. Vi fagfolk, min mor og mine søstre var enige om ikke at lade ham indlægge fra plejehjemmet for Gud ved hvilken gang, for at han kunne få penicillindrop og sondemad. Her var dilemmaet ikke alene i forhold til min far, men også til min mor, som skulle bære at vi nu førte den beslutning ud i døden, som vi nogle måneder forinden havde taget: Ikke at blive ved at behandle uden nytte og til stor gene for min far. Jeg var som gerontolog den kyndige hvis mening var vejledende for resten af familien. Gjorde jeg ret i at være med til at fratage min mor hendes mand uger eller måneder, før det ville være sket af sig selv? Fem år senere befandt jeg mig i en parallel situation der stadig fremstår som mit hidtil største etiske dilemma.

Min mand Ole blev indlagt på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital, som vi havde været tilknyttet i nogle måneder, efter at han fik konstateret metastaser i hjernen efter fire års kræftsygdom. Denne morgen havde han kæmpet sig ned ad trappen, efter i nogle uger at have haft ulidelige smerter, ind i bilen mig bag rattet og en tur rundt om hans brors vielse på et nærliggende rådhus, imens Ole forblev i bilen, champagne, fotos og tillykke til brudeparret i og omkring bilen og så videre til hospitalet.

Det viste sig at Ole havde et brud på lårbenet pga. metastaser. Med hans gå-på-mod og sportslige indstilling til livet og kroppen drejede det sig nu om at få benet sat sammen, træne og så om at komme hjem igen. På afdelingen var de da også opmuntrede over hvordan hans ihærdige træning nogle dage efter operationen gav umiddelbar bonus det er ikke just fremgang, personalet har flest erfaringer med på en palliativ afdeling.

Men der stødte andre problemer til, Ole fik det dårligere. Tegn på tarmslyng, som vi havde oplevet flere gange i sygdomsforløbets sidste år, og fået afværget. Men nu var der ingen anden udvej: Operation, som han måske var for svag til, eller at sætte maven i stå, dvs. at stoppe livsprocesserne. Hvad mente jeg (med læge, sygeplejerske og psykologs kyndige og støttende rådgivning)? Jeg var egentlig ikke i tvivl, det var bare så forbasket uvirkeligt og svært alligevel, og for første gang skulle jeg alene tage en beslutning om Oles sygdom, liv og død som vi ellers havde været sammen om: Mit svar var, vi stopper her.

Dilemmaet indtrådte i løbet af den næste uge, da denne stærke mand endnu ikke var død og periodevis kom op til overfladen fra sin morfin-rus. Ole havde udtrykkeligt tilkendegivet, mens han endnu kunne, at han ikke ønskede at blive dopet væk fra slutningen af sit liv, så der forsøgtes at finde en balancegang mellem lindring af smerter og uro og mulighed for mental tilstedeværelse, hvilket ikke var let.

Få dage før Ole døde, skinnede forårssolen, og vi kørte en tur udenfor, med Ole siddende i kørestol. Jeg vil hjem! sagde han indtrængende, næsten vredt, så snart vi var kommet ud. Han havde sagt det nogle gange før, hvor jeg bl.a. med min viden fra kommunikation med mennesker med demens havde lyttet, vist omsorg og lirket hans opmærksomhed hen på noget andet og i nuet mere positivt. Men ikke denne gang. Jeg vil hjem. Hvorfor kan vi ikke tage hjem? Oles uro bredte sig til panik. Jeg kørte ham rask tilbage på stuen, og efter at han havde fået en beroligende sprøjte, trak jeg en yndlingssygeplejerske med ud på gangen. Hvad skulle jeg svare? Hvad skulle jeg sige? Jeg havde brug for hjælp. Det oplevedes dengang og endnu som mit livs sværeste spørgsmål og svar. Andre gange havde jeg svaret, hvad der jo også var en del af sandheden, at han havde så mange smerter at vi var nødt til at være på afdelingen, for at de kunne hjælpe ham.

Men dette svar rakte ikke længere til, Oles spørgsmål var eksistentielt, det var jeg ikke i tvivl om, og det afkrævede mig et svar på samme niveau. Det havde han ret til! Det fortjente han! Det ville jeg gerne gøre! Men jeg kunne ikke fortælle ham, at han var ved at dø. At det var nu.

Jeg aftalte med sygeplejersken at hun skulle fortælle Ole at han var ved at dø, og vi gik begge ind på stuen. Han satte sig op i sengen og sagde, at han følte sig så ensom. Det var jeg ikke i tvivl om, han så fortvivlende ensom ud! Hun fortalte ham i et par korte sætninger, at han var så syg, og at konsekvensen var, at han var ved at dø. Han lænede sig tilbage i sengen, mens jeg grædende mindede ham om vores aftale om at tænke på hinanden, når han var død. Han lænede sig tilbage i sengen, slappede af, lukkede øjnene og sagde: Det er fint nok, Christine.

De ord indeholdt måske accepten af at jeg ikke ingen kunne hjælpe ham mere. Men tilbage stod spørgsmålet, om jeg selv burde have fundet mod til at fortælle ham denne hans livs sidste, afgørende meddelelse?