Omsorg er et effektivt våben mod terror

Når terror rammer os, er vi hurtige til at kræve højere straffe, kraftigere våben, hævn og placering af skyld. Med opmærksomhed, omsorg og åbenhed i vores netværk kan vi dog også selv gøre en stor forskel

Når en radikaliseret muslim med dansk statsborgerskab terror-angriber København, når en Germanwings-pilot iskoldt slukker 150 uskyldige liv mod en klippe i Alperne, og når Paris, Oslo, Boston eller New York oplever galninge gå amok med automatvåben og bomber.

Ja, da reagerer vi instinktivt i en række hurtige konklusioner og et par kliche-forudsigelige udsagn:

1) Vi må beskytte vores kære, vores værdier og vores samfund bedre 
 
2) Vi må med tungere midler (læs: våben) kunne imødegå angreb, når de indtræffer 

3) Hvordan kom det så vidt? Hvad kunne vi have gjort for at undgå, at den afskyelige terror ramte os?

Og herfra går mange borgere så hastigt videre i associationsrækken og udtrykker forskellige variationer af ”dét terrorangreb skal hævnes”, ”vi må straffe den slags uhyrligheder hårdere” og ”hvorfor var myndighederne ikke i stand til at gribe ind, før angrebet ramte os?”.

Med andre ord bearbejder vi vores individuelle frygt, frustration og sorg ved at vende anklagerne væk fra os selv eller sågar ved at påtage os den passive offerrolle og mene, at alle andre burde have gjort noget.

Hvorvidt terrorangreb bør hævnes, og hvorvidt straffen for at udføre terror bør skærpes, vælger jeg denne gang at afstå fra at kommentere. I vores kulturelle familie af andre vestlige lande, der rammes af terror, er vi ikke entydigt enige.

Og hvorfor myndighederne så ikke altid når at gribe ind før angrebet rammer os? Det er min klare overbevisning, at de instanser, vi har sat på opgaven – typisk PET og Forsvarets Efterretningstjeneste – udfører et prisværdigt stykke arbejde med at afværge angreb, inden de føres ud i livet, med at ruste Danmark mod angreb samt med at imødegå angreb, når de alligevel sker.

Problemet er i al sin enkelhed, at vores hjemlige efterretnings- og sikkerhedstjeneste a) primært har til opgave at passe på statslige institutioner, b) trods alt har begrænsede budgetter og er underlagt en skrap parlamentarisk kontrol, og c) aldrig kan sikre os 100 procent, hvis vi også ønsker at leve et nogenlunde normalt liv.

Og dette fører mig til punkt 1 foroven: Ja, vi kan godt sikre og beskytte vores private institutioner, virksomheder og værdier væsentligt bedre. Vi er stadig et godtroende nisse-land, hvori det-rammer-jo-nok-ikke-os-mentaliteten stortrives.

Er dovenskab, nærighed eller en selvudslettende egen-opfattelse da grunden til, at vi går så lidt op i præventiv sikkerhed?

Eller udtrykker vi bevidst vores grundlæggende tillid og åbenhed ved netop ikke at leve bag pigtråd, ståldøre og overvågningskameraer? Måske – men vi kan altså godt sikre os en del bedre herhjemme og stadig være et åbent og tillidsbaseret samfund.

Men mit punkt 3 foroven så? Hvad kunne vi have gjort for at undgå, at den afskyelige terror ramte os?

Hermed et simpelt råd, der hverken kræver militær specialuddannelse eller avanceret udstyr – men kun fordrer hensyn, omtanke og omsorg over for vore medmennesker: Vi ser talrige, tragiske eksempler på, at radikalisering, religiøs fanatisme, depression, social eller familiær deroute, økonomisk fallit og politisk ekstremisme kan ende i vold, terror, død og ødelæggelse.

Men de pågældende er jo ikke født sådan – nej, de er på et tidspunkt af deres liv blevet sådan.

Og det er lige dér – når en kollega, en skolekammerat, en medstuderende, et familiemedlem eller en ven dramatisk ændrer karakter eller adfærd – at vi skal være opmærksomme. Dér skal vi udvise menneskeligt overskud og tage ansvar for hinanden, stille os til rådighed, række en hjælpende hånd, tale med hinanden og gribe fat i problemerne, inden de mister jordforbindelsen.

Ikke som angivere eller myndighedernes forlængede arme – nej, som empatisk kollega eller bekymret ven. Sådan kan vi selv i hverdagen gøre en verden til forskel og i bedste fald redde liv. Og først derefter – når dette sociale netværk ikke rækker – skal myndigheder og de skrappere metoder i brug.

Kun ved selv at have gjort et helhjertet forsøg på at gribe ind i tide, kan vi så senere tillade os at give andre skylden for at det alligevel gik galt.

Ville du, kære læser, gribe ind?

Jakob Dreyer er medlem af Kristeligt Dagblads Etikpanel, og du kan stille ham spørgsmål om etiske dilemmaer inden for terror, overvågning, kriminalitet og ekstremisme. Jakob Dreyer er medejer og adm. direktør i efterretnings- og sikkerhedsvirksomheden CERTA Intelligence & Security, der tilbyder private virksomheder beskyttelse mod terror, spionage, cybercrime og organiseret kriminalitet.