Er maskinpistoler i gadebilledet det bedste svar på terror?

2015, "år totusinde-og-terror”, bragte automatvåben ind i bybilledet herhjemme. Men oprustningen gjorde ikke nødvendigvis Danmark til et mere trygt samfund, skriver Jakob Dreyer, der er direktør i en sikkerhedsvirksomhed og medlem af Etikpanelet

To frysende politibetjente foran den franske ambassade på Kongens Nytorv efter terrorangrebet i Paris med faste greb om hver deres MP5 maskinpistol. 

En kollega tilsvarende udstyret med et Heckler & Koch automatvåben foran den jødiske slagter på Lyngbyvej efter angrebet mod Krudttønden. Krystalgade lukket for biltrafik ved synagogen efter terrordrabet på Dan Uzan.

Tre eksempler på hvordan myndighederne valgte at demonstrere konsekvens, øget beredskab og synlig tilstedeværelse i gadebilledet, da ytringsfrihed, det jødiske samfund, sorgløsheden og livsglæden atter var blevet skudt ned.

Den slags knugende alvor i byen tjener flere formål: den betrygger politikere i at have gjort noget, skaber generelt hos borgerne en diffus fornemmelse af at blive passet på og giver i særdeleshed de angrebne mål en oplevelse af at være i hvert fald symbolsk bedre bevogtet.

Politiet vælger helt forståeligt den sikre løsning, som kun betjentene (i fredstid) har adgang til: nemlig evnen og udrustningen til med skydevåben ikke blot at bevogte borgere, institutioner og symbolske mål. Nej, også midlerne til at imødegå nye angreb og besvare ilden for (ja, tilgiv min ligefremhed) enten at uskadeliggøre angribere eller i yderste konsekvens dræbe dem.

Det er nemlig, hvad skydevåben ultimativt kan, hvis ikke man krampagtigt fastholder illusionen om, at førnævnte ’Maschinenpistole 5’ eller dens potentiel ligeså livsfarlige slægtning Heckler & Koch USP Compact i pistolhylsteret kun er symbolske skræmmemidler.

Hvorfor jeg dog absolut skal ødelægge avis-idyllen ved at udpinde disse skydevåben og minde om deres evne til at slå ihjel? Jo, fordi vi ligeså godt kan vågne op af vores Tornerosesøvn og se i øjnene, at verden forandrer sig, og at vi må træffe nogle principielle valg i vores tidligere så jomfruelige nisse-nation.

Terrortruslen forsvinder ikke ved at lukke øjne og øren for den. Wikipedia-listen ”List of terrorist incidents, 2016” opregner 102 terror-relaterede hændelser i hele verden. På ikke engang halvanden måned af 2016. Det er en næsten komisk form for virkelighedsflugt, når vi så skændes om den akademiske definition på terror og hippie-paranoide påstande om faren for politistatmetoder. Eller når vi himler op om brud på mennerettigheder, hver gang en mistænkt får aflyttet sin telefon eller bliver isolationsfængslet.

Wake up and smell the coffee – der findes nogen derude, der vil os det ondt og i værste fald stræber os og vores kære på livet.

Ulven kommer? Nej, den er ankommet.

Den rigtig, rigtig svære ukendte faktor i ligningen er naturligvis, hvad vi stiller op. Som privatperson, som nation, som kollega og som del af en globaliseret verden.

Udfordring nr. 1: Jo, det afstedkommer én eller anden form for oplevet tryghed – om end knugende – når synligt politi bevogter udsatte mål med maskinpistoler. Men hvor længe efter et angreb skal de blive stående? Og hvilken politiker eller politichef skal – eller vover at – beslutte, at ”nu har vi vist stået her længe nok; lad os pakke sammen” – hvis et nyt angreb så rammer kort efter? Kan det ske? Ja, der kan ske.

Udfordring nr. 2: Bevogtende betjente med automatvåben repræsenterer en magtdemonstration, javel. Men nogen synderligt sofistikeret løsning er det dog ikke, og spørgsmålet er, om den ligefrem giver falsk tryghed, og om man ikke for de samme penge kan skabe væsentligt mere effektive foranstaltninger. Eksempelvis i form af fysiske sikkerhedstiltag, procedurer og adfærd, mere sikkerhedsuddannelse og bedre varsling. For slet ikke at tale om løbende trussels- og risikovurderinger så vi ved, hvad vi er oppe imod. Og ikke er oppe imod.

Og husk så: At man som borger ser ordensmagten, er ikke ensbetydende med at man så får den rette type sikkerhed. Og hvis man omvendt ikke kan få øje på sikkerhedsforanstaltningerne, er det ikke ensbetydende med, at sikkerheden ikke er til stede.

Udfordring nr. 3: Ønsker vi at leve i et samfund, hvor betjente med maskinpistoler i gaderne dagligt minder os om, at de går og står lige dér, fordi der måske er behov for dem? At myndighederne har set sig tvunget til at opruste, fordi en potentiel terrorist iført bombebælte og AK47 lurer rundt om hjørnet? Nej, vel.

Udfordring nr. 4: Kritiske røster har i afmagt, frustration og bekymring rejst tvivl om kvaliteten af politiets og PETs beredskab inden – og indsats under – diverse terror- eller terrorrelaterede hændelser herhjemme. Det korte svar består i tre dele: PET er grundlæggende sat i verden til at beskytte statslige institutioner og få udvalgte, særlige mål – ikke alle mulige private interesser.

Trusselsbilledet anno 2016 er omskifteligt og dynamisk, hvorfor vores modsvar tilsvarende må være det – der findes ikke permanente løsninger på sikkerhed. Og sidst men ikke mindst: vi kan aldrig beskytte os 100%.

Udfordring nr. 5: Hvad synes du, vi skal stille op, kære læser?

Jakob Dreyer er administrerende direktør i efterretnings- og sikkerhedsvirksomheden CERTA Intelligence & Security og medlem af Kristeligt Dagblads Etikpanel, hvor han særligt besvarer spørgsmål om terror, ekstremisme, spionage og kriminalitet.