Krigsvoldtægter er systematiseret ondskab

En ny FN-rapport viser, at ekstreme muslimske militser som Islamisk Stat, Boko Haram og al-Shabaab systematisk og som et led i en bevidst strategi anvender voldtægter som våben. Denne yazidi-kvinde blev mishandlet og voldtaget af Islamisk Stat. Hun flygtede og bor nu i en flygtningelejr i Irak. Foto: ASMAA WAGUIH / Scanpix

Voldtægt anvendt som våben truer ifølge FN verdensfreden – og de afstumpede gerningsmænd skaber generationer af hævn, skam og splittelse. Vesten kan kigge væk og lade som ingenting – eller tage ladegreb og gribe ind, mener Jakob Dreyer

Når ondskab sættes i system, nidkært videreudvikles og perfektioneres til nye højder af rædsel – ja, så antager onde handlinger vel nærmest diabolske dimensioner.

Systematiseret ondskab kan ikke undskyldes med et øjebliks affekt, med afstumpethed, med enfoldighed eller momentan tankeløshed eller sindssyge.

Ligeså er det med voldtægt anvendt som terrorvåben – det kan ikke bortforklares, det kan ikke undskyldes, og det må mødes og bekæmpes med ultimative (og for min skyld gerne overdimensionerede) magtmidler.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon har netop i en rapport til FN's sikkerhedsråd konstateret, at ekstreme muslimske militser som Islamisk Stat, Boko Haram og al-Shabaab systematisk og som et led i en bevidst strategi anvender voldtægter som våben.

Ifølge FN finder systematisk seksuel vold sted i Syrien, Irak, Nigeria, Afghanistan, Somalia, Sudan og Yemen. De ramte er blandt andre piger og kvinder fra yazidi-mindretallet, kristne mindretalsgrupper samt interne flygtninge fra minoritetsklaner

Vi kan altså droppe enhver akademisk diskussion om, hvorvidt terrorvoldtægter praktiseres i vor tid. Tilsvarende behøver vi ej heller anvende megen tid på principiel-juridiske samtaler om, hvorvidt det nu også er de førnævnte terrorbevægelser, der begår seksuelle voldshandlinger eller ej.

Se det i øjnene, Vesten – hæslige handlinger udspiller sig i din forhave lige for næsen af dig.

Så lad os springe frem i teksten og belyse tre centrale forhold:

1) Hvorfor opfører nogle mænd sig så ondskabsfuldt overfor forsvarsløse kvinder?

2) Hvad gør vi i den civiliserede del af Verden for at bekæmpe den slags?

3) Hvilke konsekvenser har det, hvis terrorvoldtægter uhindret fortsætter?

Ja, hvorfor er systematiske massevoldtægter så udbredt et terrorvåben, at FN's generalsekretær beskriver de organiserede krænkelser af kvinder som en trussel mod international fred og sikkerhed?

Desværre af sørgeligt mange grunde:

a) Flere af de ekstremt voldelige organisationer lokker i hvervematerialer med adgangen til at kunne voldtage kvinder. Voldtægter er altså nærmest en del af militssoldatens løn.

b) Krigsvoldtægter er frygteligt ”effektive” til at underkue, ydmyge, splitte og demoralisere en fjende. Kvinderne risikerer en tredobbelt ulykke: selve voldtægterne, faren for social udstødelse og stigmatisering samt i værste fald graviditet med børn, der er uønskede og forbundet med skam.

c) Alene truslen om krigsvoldtægter tvinger store menneskemængder på flugt, hvorfor det som terror-instrument får en strategisk virkning i konflikter.

Men hvad stiller vi op i Vesten, når vi modtager de sparsomme men rystende rapporter om disse afstumpede voldsorgier – og sågar erfarer, at de er en erklæret del af yderligtgående ideologier og militær taktik?

Det korte svar er naturligvis ”vi bekæmper uretten og kommer kvinderne til hjælp”.

Men hvordan det?

Ja, den er straks sværere – hvilket vestligt militær har lige trang til at gribe ind on location i afrikanske eller mellemøstlige borgerkrige? Og når det tilsyneladende er begge sider i flere af de voldsomme konflikter, der anvender voldtægt som standard-metode – ja, hvem skal Vesten så hjælpe eller bekæmpe?

De sort/hvide svar findes ikke. Og quick-fixes ej heller.

Men går det da over af sig selv, eller vil terrorvoldtægterne ufortrødent fortsætte i uroplagede lande, såfremt Vesten ikke griber ind?

Desværre nok det sidste, ja.

Islamisk Stat, Boko Haram og al-Shabaabs systematiske seksuelle overgreb skaber hele nationer, hvori forråelse har erstattet næstekærlighed, hvor hævntørst er børns dåbsgave, og hvor et ondt ormehul i evolutionshistorien har sendt os direkte retur til hulemennesket.

Når et menneske fornedres, ydmyges og nedbrydes så dybt, at selve håbet slukkes – ja, da er offeret i fare for selv at blive afstumpet og ondskabsfuldt. Blive til et bæst blottet for empati og kun optaget af egen overlevelse.

Kan krigsvoldtægter så undskyldes? Hmmm, tilgivelse er vel i sidste ende Det Guddommeliges afdeling, og personligt skal jeg ikke hykle at være specielt god til disciplinen.

Men før tilgivelse overhovedet kan komme på tale, må de skyldige allerførst undskylde deres ugerninger, bede om tilgivelse – og virkelig mene det.

Og dét stadie er vi slet ikke i nærheden af.

Tilbage er så derfor kun to mulige reaktioner, når verdenssamfundet er vidne til systematiseret ondskab:

At vi kigger væk og lader som ingenting – eller tager ladegreb og griber ind.

Jakob Dreyer er medejer og adm. direktør i efterretnings- og sikkerhedsvirksomheden CERTA Intelligence & Security, der tilbyder private virksomheder beskyttelse mod terror, spionage, cybercrime og organiseret kriminalitet. Virksomheden er stiftet sammen med tidl. PET-chef, Jakob Scharf og tæller medarbejdere tidligere ansat i PET og FE, Forsvarets Efterretningstjeneste. Jakob Dreyer er en del af Kristeligt Dagblads Etikpanel og skriver indlæg og svarer på spørgsmål om etiske dilemmaer.