Kommentar: Folkekirken skaber dybe kløfter i samfundet

At bevare folkekirkens særstatus i Danmark vil være at hylde religionsulighed og cementere kløften mellem medlemmerne af en særlig variant af kristendommen og alle andre tænkende og troende mennesker, mener filosof Thomas Søbirk Petersen

Kristeligt Dagblad sætter i øjeblikket fokus på de kløfter, der deler Danmark og danskerne. I den forbindelse har vi spurgt en række personer fra Etikpanelet, hvor de ser kløfterne i samfundet i dag. Her svarer Thomas Søbirk Petersen, lektor i filosofi på Roskilde Universitet:

I Danmark er der religionsfrihed. Du må selv bestemme, hvilken religion du ønsker at tro på, og vi må praktisere vores religion eller tro inden for lovens rammer. Der er selvfølgelig grænser for religions- og trosfriheden. En tro som satanisme, der i en ekstrem form vil kræve, at en uskyldig jomfru ved hver fuldmåne må lade livet for at tilfredsstille Satan, er selvfølgelig ulovlig at praktisere. Det samme gælder religiøse fundamentalister/sekter, som f.eks. misbruger deres medlemmer eller opildner til terror eller ligefrem anvender terror.

Men vi har ikke religionslighed i Danmark. Folkekirken og dermed den evangelisk-lutherske variant af kristendommen har særstatus, og derfor bliver idealet om religionslighed konstant krænket. I Danmark er der med andre ord en kløft mellem kristendommen og andre religioner samt ateister.

Den kløft kommer til syne på flere forskellige måder. For det første har folkekirken en økonomisk særstatus. Folkekirken bliver delvist finansieret via kirkeskatten. Men en del af de bevillinger, som understøtter folkekirkens virke (herunder finansieringen af de teologiske fakulteter og Kirkeministeriet), bliver ikke betalt af kirkeskatten, men af skatter og afgifter som berører alle borgere. Ateister, buddhister, jøder, katolikker og muslimer er altså tvunget til via skatter og afgifter at betaler til en religion, som de ikke tror på. Så selv om du ikke er medlem af folkekirken, vil du stadigvæk levere økonomisk støtte til den. Og det bliver du nødt til, selv om du f.eks. mener, at religion er årsag til diskrimination, krig, terror og økonomisk ressourcespild.

Når en del af disse penge så bliver brugt på præstekjoler til 20.000 kroner per styk og til ekstravagant udsmykning af mange kirker med kunst og designmøbler i millionklassen, er det som at hælde benzin på bål, der gør det lysende klart, at det er urimeligt at kun én religion blandt mange religioner bliver forkælet økonomisk. Urimeligt, fordi der synes at være rigelige midler til, at andre trosretninger også kan have gavn af denne støtte.

LÆS OGSÅ: Folkekirken kan spare millioner på præstekjoler

For det andet er folkekirken tildelt en række administrative statsfunktioner, der peger på, at den ikke blot har en økonomisk særstatus. Folkekirken har f.eks. bemyndigelse og pligt til at indsamle, administrer og registrere information vedrørende navngivning og dåbsattester for alle borgere i Danmark.

For det tredje bliver der i folkeskolen undervist i kristendomskundskab i folkeskolen. For det fjerde bliver folkekirkens variant af kristendommen eksponeret i radio og TV i et omfang, som langt fra står mål med det forhold, at cirka 20 procent af danskerne ikke er medlem af kirken, og at cirka 95 procent af medlemmerne kun bruger kirken ved barnedåb og begravelse. Eksempler på denne eksponering er, når medlemmer af den kongelige familie bliver døbt, gift, kronet og begravet, og hvor medier er fyldt med kristne ritualer og symboler. Eller når der bliver transmitteret ugentlige kristne gudstjenester i landsdækkende licensbetalt TV. En mere subtil eksponering sker, når det kristne kors bliver vist i en lang række symboler blandt andet i vores flag.

Men hvad skal vi gøre med denne ulighed? Skal vi bevare kløften mellem folkekirken og andre trosretninger, eller skal vi prøve at bygge bro over den? Argumenter for at bevare denne kløft er mangfoldige. Lad mig fokuser på to centrale argumenter i debatten. Charlotte Dyremose, tidligere kirkeordfører for De Konservative, har argumenteret for, at en folkekirke er med til at sikre fællesskabet om vores kristne kulturarv, som indeholder nogle særligt værdifulde værdier.

LÆS OGSÅ: Det mener partierne om adskillelse af kirke og stat

Det er indlysende, at man skal passe på med at ødelægge noget værdifuldt, som igennem mange år har været med til sikre sammenhængskraft i vores samfund.

Men intet tyder på, at vores kristne kulturarv vil blive ødelagt, blot fordi staten er neutral med hensyn til at støtte forskellige trosretninger. Den evangelisk-lutherske variant af kristendommen er næppe så skrøbelig en institution, at den vil blive ødelagt eller forsvinde, blot fordi staten støttede alle større trosretninger eller på anden måde undlod at give særstatus til vores variant af kristendommen. Se bare på Sverige og USA. I disse lande trives varianter af kristendommen i en sand mangfoldighed, uden at den kristne kulturarv af den grund er forsvundet fra jordens overflade. Desuden er den kristne kulturarv næppe det eneste, der giver sammenhængskraft i det danske samfund.

Så selv hvis denne kulturarv blev skubbet lidt væk fra centrum af rampelyset, er der mange andre kulturbærende faktorer på spil i et samfund. For mange mennesker er det sprog, historie og kultur som f.eks. politik, sport og kunst, der er de vigtigste faktorer for sammenhængskraft og national identitet. Det er helle ikke utænkeligt, at en større lighed mellem de forskellige trosretninger vil skabe en større sammenhængskraft blandt danskerne - i stedet for at mindst 20 procent af befolkningen føler sig økonomisk og symbolsk marginaliseret i forhold til folkekirken.

Et andet argument, der ofte bliver fremført til forsvar for at bevare tingenes tilstand, er, at hvis ikke folkekirken er underlagt staten, vil kristendommen blive politiseret og radikaliseret til ukendelighed på en moralsk problematisk måde. Der synes dog at være nogle oplagte udfordringer for dette synspunkt.

For det første er det nok ikke rigtigt, at kristendommen nødvendigvis vil blive politiseret, hvis den mister sin særstatus. Folkekirken er jo allerede politiseret og har altid været det. Tænk bare på hvordan kirken har ændret sig i forhold til politiske spørgsmål i løbet af de sidste 100 år. I dag er det muligt for kvinder at blive præster og biskopper. Personer, der er blevet skilt, kan blive viet igen, og det er muligt for homoseksuelle at blive præster og få en velsignelse i visse kirker. Alle disse ændringer skyldes jo også, at kirken er politisk aktiv og indgår i en politisk offentlig debat angående behandling af f.eks. kvinder og homoseksuelle.

At kirken vil blive radikaliseret, hvis den mister sin tilknytning til staten, er igen udtryk for ren spekulation. Prøv at vende blikket mod Sverige. Her er den kristne menighed nok ændret i den forstand, at antallet af medlemmer er faldet fra cirka 80 procent til omkring 60 procent af befolkningen, efter kirke og stat blev adskilt i 1990. Men individerne er ikke blevet radikaliseret på en moralsk problematisk måde. Der er intet, der tyder på, at antallet af farlige fanatikere blandt svenske kristne er stigende.

Men den store udfordring for radikaliseringsargumentet er, at fortalerne i deres iver for at betone det vigtige ved en statstilknytning for at undgå radikalisering underminerer, at det skulle være rimeligt, at folkekirken skal have særstatus. For hvis det er sandt, at man ved at give statsstøtte til en religion er med til at forhindre moralsk problematisk radikalisering (f.eks. ved at uddannelsen af præster skal akkrediteres af staten), så har vi en rigtig god grund til at yde statsstøtte til alle de religioner, der er repræsenteret i Danmark!

Så lad os antage, at vi acceptere religionslighed, hvor idealet er, at alle religioner så vidt muligt bør have lige muligheder for at udøve deres religion. Men hvordan skal vi etablere den religionslighed? Religionslighed kan tilstræbes på mange forskellige måder, alt efter hvad man ønsker at stille lige - men to oplagte modeller i forhold til mere økonomisk lighed er: (1) Enten får alle religioner/ateister den samme statsstøtte (f.eks. X antal kroner for hvert medlem af den pågældende religionen/ateistisk forbund). Eller (2) religionerne/ateisterne er overladt til et frit marked uden statsstøtte.

Personligt er jeg tilhænger af den første model. Den vil bevirke, at især minoritetsgrupper vil have større mulighed for at dyrke deres religion, end det er tilfældet i dagens Danmark, eller hvis vi adskiller stat og kirke. Ved ensartet statsstøtte vil flere borgere have bedre mulighed for at leve på en måde, som er foreneligt med noget af det vigtigste i mange menneskers liv nemlig deres religion og kultur. Hvis vi adskiller stat og kirke, vil vi selvfølgelig have religionsfrihed i en forstand. Men i en anden forstand vil der stadigvæk være ulighed, da majoriteten vil have klare fordele i forhold til at praktisere deres religion, fordi de er så mange og på grund af mange århundrede massiv statslig støtte. En ligelig støtteordning kunne rette lidt op på denne ulighed med hensyn til mulighederne for at praktisere sin religion.

Man kan hertil indvende, at denne model er praktisk problematisk, da den vil være meget dyrere for staten end status quo. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. I Norge, hvor de har indført modellen, skal alle skattepligtige borgere betale en lille procentsats til den såkaldte "kirkeskat", så den samlede provenu vil være noget større end i dag, hvor blot 80 procent betaler kirkeskat. I Danmark er der faktisk fortalere for denne model både blandt repræsentanter fra regeringspartierne og oppositionspartierne.

Jeg vil konkludere, at det er mere i tråd med princippet om religionslighed, hvis alle borgere betalte en "kirkeskat", der øgede muligheden for, at alle trossamfund (religiøse såvel som ikke-religiøse) kan praktisere deres religion/livssyn med de faciliteter, der høre til de forskellige trosretninger. I Norge skal alle betale en "kirkeskat", du kan så selv vælge, hvilken religion du vil betale skat til, og hvis du er ateist, kan du vælge at donere pengene til Human-Etisk Forbund (i Danmark kunne det være Humanistisk Samfund og Ateistisk Selskab).

At bevare status quo i Danmark vil være at hylde religionsulighed og cementere kløften mellem medlemmerne af en særlig variant af kristendommen og alle andre tænkende og troende mennesker.