LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Hvornår og hvordan skal børn lære om døden?

Voksne skal passe på ikke at presse viden om svære emner som døden ned i halsen på børn. Den viden, de skal have, må tage udgangspunkt i deres egne spørgsmål, siger børnepsykolog og medlem af Etikpanelet. Modelfoto

Hvor går grænsen for, hvordan og hvornår børn skal lære døden at kende - og hvad er skolernes rolle på dette område? Sådan lyder et spørgsmål til Etikpanelet. Børnepsykolog John Halse svarer

Er det fornuftigt at tale med børn om døden, og at undervise dem om det i skolen - eller risikerer man at den dystre snak om det svære emne skræmmer børnene mere, end det gavner dem? Det dilemma bliver opstillet i et spørgsmål til Kristeligt Dagblads Etikpanel. Læs mere nedenfor.

Sådan lød spørgsmålet til Etikpanelet

Kære John Halse

På redaktionen har vi hørt flere historier om skolebørn helt ned til 2. klasse, som er blevet undervist meget grundigt i døden i skolen. Nogen har tema-uger om dødsbegrebet, andre har besøgt krematorier, tredje har lært om dødsbegrebet i forskellige religioner, og fjerde bliver indført mere fysiologisk i, hvad der sker, når hjertet ikke længere slår.

Tankegangen må næsten være, at børn har godt af at lære, hvad der sker, når bedstemor går bort. Men vi kender også til eksempler på børn, som bliver skræmte, nedtrykte og får mareridt af al den snak om døden.

LÆS OGSÅ: Hvad skal børn gøre, hvis forældre mishandler dem?

Vores spørgsmål til dig lyder derfor: Hvor går grænsen for, hvor grundigt små børn kan undervises i døden? Hvor gamle skal børn være, før de er i stand til at håndtere at snakke om døden? I hvilken form bør børn undervises i døden i skolen? Og hvilken gavn og hvilken skade kan det gøre at undervise børn i dette alvorlige emne?

På forhånd mange tak. Redaktionen

Her svarer John Halse, psykolog, tidligere formand for Børns Vilkår, og medlem af Etikpanelet

Børn kan være bange for mange ting: For mørket, for at der skal blive krig og for døden. Det er helt naturligt. Som regel kan de voksne berolige barnet ved tale med det og give nogle simple og beroligende forklaringer.

Men når for eksempel morfar er syg og ligger for døden, ja så rykker døden jo tættere på. Og børns spørgsmål er mange:

Hvor kommer vi fra, hvad sker der, når man dør, hvordan bisætter man, er der en sjæl, der farer til himmels og så videre.

Man kan sige, at alt det, der er svært at forstå for et - i hvert fald mindre barn , i dag ofte uden filter når frem til barnet. Informationerne, oplevelserne, indtrykkene ligger og flyder rundt omkring på grund af de mange medier, der uden censur bringer hvad som helst. Alle disse informationer konfronterer både voksne i hjemmet, dagtilbud og skole med spørgsmålet om hvornår, hvordan og hvor dybt, man skal give forklaringer om for eksempel døden.

LÆS OGSÅ: Kan forældre holde ferie, mens børn bliver passet i børnehaven?

Ja, dybest set er informationssamfundet set i et børneperspektiv noget fanden har opfundet, fordi børn ofte på et alt for tidligt tidspunkt - får kendskab til ting, som vi måske gerne så dem forskånet for!

Den amerikanske psykolog David Elkind beskriver i sin bog Børn der paces, hvordan vi i den vestlige verden så at sige presser børn ind i voksenverdenen på et alt for tidligt tidspunkt. Han hævder, at det er et problem, at vi ved at forenkle tilgangen til oplysninger har givet børn indblik i forhold, der tidligere var forbeholdt voksne.

Men er det ikke vigtigt, at børn ved, hvad døden er, kunne man da spørge.

Jo bestemt, men spørgsmålet er, på hvilket niveau den viden skal være. Når morfar dør, kommer spørgsmålene jo uvægerligt. Og her skal børn have svar på de spørgsmål, de stiller, men på et forståeligt niveau. Og det er en pointe, at de skal have svar på det, de spørger om og ikke mere!

I vor tid er der en tendens til, at vi kommer til ikke blot at snakke med børnene om de svære ting men ligefrem oversnakker dem. Alt for mange voksne roder sig ud i lange forklaringer, som afføder flere spørgsmål fra barnet og i værste fald skaber yderligere angst og uro.

I første omgang skal forældrene naturligvis på banen. De skal holde op med at være bekymrede, og de skal så at sige træde ind mellem det, barnet er bange for, og barnet selv. Forklare, at morfar var gammel og sige, at det skal du slet ikke være bange for nu. Vise ved deres eget eksempel, at man kan være ked at, men at livet går videre.

Så når man i skolen underviser børn om døden helt ned til 2. klasse, mener jeg, at man er på vildspor. At tage på ekskursion til et krematorium kan for nogle måske være oplysende, men for langt de fleste børn vil det i bedste fald være uforståeligt, i værste fald direkte angstprovokerende.

Det er naturligvis vigtigt, at de store børn i skolen for eksempel lærer, hvad der sker, når hjertet holder op med at slå. Men i vores iver efter at lære børn noget, kan vi komme til at glemme den åbenbare opgave, vi som voksne har, nemlig at beskytte børnene mod unødig ængstelse.

Børn skal behandles med takt. Og i så svære spørgsmål som døden, skal der ikke presses viden ned i halsen på dem. Den viden, de skal have, må tage udgangspunkt i deres egne spørgsmål. Så den voksne er her nødt til at følge børnenes udspil og som nævnt: Forklare dem om det, de spørger om, med indføling og nænsomhed.

Har du også et spørgsmål til Etikpanelet? Læs mere her