Hvem kan man betragte som ond?

Den ideologiske ondskab kender vi fra politiske, religiøse og filosofiske tankebaner. Den kommer til udtryk i livsanskuelser, der er undertrykkende og livsødelæggende. Adolf Hitlers nazisme er et eksempel på en politisk ideologi, der havde en sådan destruktiv side, skriver Ulrik B. Nissen.

Er det dem, der sidder i fængsel, bossen på arbejdspladsen eller politikerne, som vi ikke er enige med, der er onde? spørger Ian Jensen Etikpanelet. Ulrik B. Nissen, lektor ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, svarer

Sådan lyder spørgsmålet fra Ian Jensen til Etikpanelet

Jeg er ikke forsker eller noget andet, bare et almindeligt menneske, som arbejder hos en købmand og er 48 år.

Hvem er ond?

Er det dem, der sidder i fængsel, er det bossen på arbejdspladsen eller politikerne, som vi ikke er enige med, ja, hvem er det?

Jeg tror ikke, man kan sige, at én, der er i fængsel, er ond, for man skal jo se på, hvorfor han er i fængsel, og hvorfor han har gjort noget ulovligt.

Her følger svaret fra Ulrik B. Nissen, medlem af Etikpanelet og lektor ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet

Kære Ian Jensen

Tak for dit spørgsmål, som jeg finder vigtigt at opholde sig ved. For jeg er helt enig med dig i, at vi skal være meget påpasselige med at kalde bestemte mennesker onde. Det kan alt for hurtigt blive nogle både uigennemtænkte og farlige kategorier at inddele verden og andre mennesker ud fra.

Samtidigt er der dog også den anden side af dette spørgsmål, at vi også skal være varsomme med at fornægte ondskaben. Hvis vi glemmer ondskabens alvor, glemmer vi at tage højde for en af tilværelsens mest destruktive sider. Så det er vigtigt, at vi er bevidste om ondskaben for at tage afstand fra den og for at forhindre den i at ødelægge livet.

Disse to sider er grunden til, at ondskaben nogle gange er lidt svær at få styr på. Den viser sig jo også på en række forskellige måder.

For oversigtens skyld kan vi skelne mellem mindst tre forskellige former for ondskab: Individuel, ideologisk og strukturel ondskab. Lad os tage de sidste først.

Den ideologiske ondskab kender vi fra både politiske, religiøse og filosofiske tankebaner. Den kommer til udtryk i livsanskuelser, der er undertrykkende og livsødelæggende. Nazismen er et eksempel på en politisk ideologi, der havde en sådan destruktiv side. I disse år kan man også nævne den ekstremistiske ideologi, som ligger til grund for Islamisk Stat som en tænkning, hvis brutalitet og hensynsløshed må karakteriseres som ond.

Den strukturelle ondskab kommer til udtryk i vilkår for livet, som er ødelæggende. De oplagte eksempler er her den ekstreme uretfærdighed i fordelingen af verdens ressourcer eller det ekstreme overforbrug i dele af verden, der understøtter klimaforandringerne. Der er her tale om strukturer, som hverken et bestemt land, en politisk anskuelse eller et individ kan holdes ansvarlig for. Det er derimod vilkår, som præger den verden, vi alle er en del af. Vilkår, som det er meget vanskeligt (men ikke helt umuligt) at ændre på.

Endelig er der den individuelle ondskab. Det er den, som de fleste mennesker nok tænker på, når vi taler om ondskab. Jeg har bare ønsket også at pege på disse andre sider for at gøre opmærksom på, at det er mere end blot noget, der vedrører det enkelte menneske.

Det enkelte menneske kan være ondt, eller rettere – det kan være i ondskabens vold. Det kan det være af en række forskellige grunde, ligesom det er helt afgørende, at vi spørger ind til, hvad vi overhovedet mener med, at et menneske kan være ondt.

Teologisk hævder vi, at ondskaben er kommet ind i verden på grund af Guds modstander, Satan. Hvor Gud er lysets, kærlighedens og godhedens kilde, er Guds modstander det modsatte. Guds modstander bekæmper livets kilde og bekræftelse. Hvor Gud er sandhedens udspring, er Satan løgnens fader. Derfor forsager vi også Djævelen under søndagens gudstjeneste, ligesom vi i Fadervor beder om, at Gud må fri os fra det onde (eller frelse os fra den onde).

Hvis vi derfor taler om ”onde mennesker”, må vi være varsomme med, hvad vi mener. Inden for kristendommen kan vi tale om, at man kan komme i Djævelens vold. Man kan mene forskelligt med dette udtryk. Men det handler under alle omstændigheder om, at man er blevet underlagt livsødelæggende kræfter.

Så på denne måde kan man altså sige, at der er noget vigtigt i ikke bare at ignorere ondskabens realitet. Det er en destruktiv side ved vores tilværelse, som vi må tage alvorligt. Men når du spørger til, hvem der er ond, læser jeg ikke dit spørgsmål som vedrørende denne større diskussion. Jeg læser dit anliggende som primært en overvejelse over for eksempel indsatte i fængslet – kan man sige, at de er onde mennesker? 

Jeg er enig i, at man ikke kan sige, at alle mennesker i fængslet er onde. Der kan jo faktisk også være mennesker i fængslet, som sidder der, fordi de har gjort noget godt. Vi har masser af eksempler rundt omkring i verden med systemkritikere, der er blevet smidt i fængsel af et fordrejet politisk system. De sidder der, alene fordi de er kommet på tværs af et udemokratisk politisk regime. Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil kalde dem for onde. De er snarere helte. 

På samme måde kan man i princippet også komme i fængsel i Danmark på grund af civil ulydighed, hvor man ud fra etiske overbevisninger føler sig nødsaget til at bryde loven. Vi har for eksempel i nyere tid haft eksempler på folk, der hjalp flygtninge med at gå under jorden, så de ikke blev sendt ud af Danmark. Dette var en strafbar handling, men de valgte alligevel at gøre det ud fra deres etiske overbevisning. 

Men jeg mener også, at man må være ærlig og sige, at der i fængslerne også er mennesker, hvor deres adfærd kan karakteriseres som noget, der er meget tæt på at være ond. Det betyder ikke, at de som personer er onde. Men de har foretaget handlinger, som har været livsødelæggende for andre mennesker – og i den forstand har været onde handlinger. 

Her er det altså vigtigt at skelne skarpt mellem personer og handlinger. Det er handlingerne, som er onde og ikke menneskene i sig selv.

Derfor er fængselsstraffen også rettet mod handlingerne og konsekvenserne af disse. Det betyder også, at vi har al mulig grund til at være opmærksom på den person, som har begået disse handlinger. Her må vi være påpasselige med at sige, at denne person ikke nødvendigvis er ond, men har brug for vores omsorg.

Her er jeg enig med dig i, at vi altid må spørge os selv, hvorfor en person sidder i fængsel og ikke bare på forhånd stemple enkeltpersoner ud fra simple kategorier. 

Ulrik B. Nissen 

Har du også et spørgsmål til Etikpanelet? Stil det her