Har man pligt til at tage sine ældre med på ferie? 

Vi skal ikke for enhver pris tage familiens ældste med ud at rejse. Men gør vi det, kan vi blive belønnet med en usigelig fælles glæde og minder for livet, skriver Christine Swane

Det er ferietid, og vi skal finde måder at dække vores egne behov for både at slappe af og opleve noget, der bringer os ud af hverdagens rutiner.

Vi arrangerer os på talrige måder afhængigt af geografisk og følelsesmæssig nærhed til hinanden, vores interesser, pengepungens tykkelse - og hvordan vi bedst får familiekabalen til at gå op. Småbørn og teenagere, mine og dine børn, hjemme eller i udlandet, aktiv- eller slappeferie ...

Hvad med familiens ældre?

Bedsteforældre og friske oldeforældre er en kæmpe ressource også i ferietider, hvor de ofte holder fri med familiens yngste. Ferier, der gensidigt nydes med god tid, som de ældre tager sig til at give børnene fri fra hverdagens krav og travlhed. Er der fra barnsben tradition for at tilbringe ferier sammen, vil sommerhuse, campingvogne, teltture eller besøg i hinandens hjem være kendte rammer om fælles ferier. Mange mennesker har råd til at rejse udenlands i sommerferien, og gør det. Men ikke nødvendigvis på tværs af flere voksengenerationer: det kommer helt an på, hvordan man i øvrigt er vant til at dele hverdage og livet.

Ældre mennesker rejser på livet løs. De fleste har penge, tid, lyst og hinanden - som ægtepar, vennepar, veninder, højskolegruppper, klubber - og nogle er alene. Ældre rejser dog ofte uden for højsæsonen, hvor temperaturen er behagelig, rejserne billigere, og rejsemålene knap så overfyldte - af børnefamilier!

Så længe alle er raske og friske, indretter vi os i ferierne i forlængelse af de relationer og traditioner, vi har bygget op. De voksne generationer er på lige fod ansvarlige for, hvor meget eller hvor lidt, man tilbringer sammen af netop sommerferien. Men når sygdom og dødsfald sætter ind i løbet af alderdommen, brydes traditionerne - alt forandres, og der skal findes nye veje. Enlige og syge bedste- og oldeforældre er afhængige af at blive inviteret; de har ikke overskud til at være udfarende.

Spørgsmålet er, hvad den enkelte gamle mor eller far har lyst til og gavn af?

Det er min dybeste overbevisning, at skal fælles rejseoplevelser være glædesfyldte - med de ekstra ikke mindst fysiske belastninger, rejser indebærer - så kræver det virkelig både kærlighed og overskud til at tilbringe tid helt tæt sammen - ikke blot moral. Hensynsfuldhed, tålmodighed, måske pleje må forventes at blande sig med smukke udsigter, restaurant- og toiletbesøg.

Vi har erfaring i vores familie med rejser med flere generationer, det vil sige store og voksne børn, bonusbørn og kærester, forældre plus bedstemor i firserne - og i de senere år med voksenferier kun med tre voksne: min mor, min mand og mig selv.

Da vi for fire år siden skulle ni personer til Holland, var der endnu ikke store hensyn at tage til fru Swane senior. Jeg tog i god tid ind til min mor, hjalp med den sidste pakning, og vi kunne i ro og mag tage metroen til lufthavnen med blot hendes kuffert. Min mand og seks unge skulle slutte sig til os ved indtjekningen. Det gik storartet, lige til jeg ville tjekke min mor og mig selv ind og bad om hendes pas. Pas?!? Allerede her burde jeg nok have tænkt Alzheimer! Men jeg fik parkeret min mor, der gudskelov kunne huske præcist, hvor passet lå, taxi tur-retur, og vi nåede hele flokken afsted til Holland.

Her gjorde en ni-personers bil og to campinghytter det muligt både at komme let omkring hele banden sammen (ungerne med musik i alle deres ører) og at sove adskilt unge og ældre. Og med morgen-te i den ene hytte og aften-øl og fest i den anden. Alle havde en god ferie, fordi vi delte os op med "fri tid" til de unge og kaffedrikning og kanalrundfarter til os "gamle".

Det ville ikke kunne lade sig gøre i dag. Min mor har nu ret fremskreden Alzheimer, bliver forpustet og går dårligt. De sidste års ferier har gået til rejsemål i Frankrig og Irland, som min mor husker fra rejser med min far, men kun os tre voksne sammen. Vi har forud kunnet glæde hende uendeligt mange gange ved at fortælle om den planlagte ferie: Skal jeg med? Lige lykkelig er hun blevet hver eneste gang, hvor svaret var ja. Tænk at kunne give og modtage den samme gave så mange gange!

Tankerne om kendte steder og oplevelser har givet os godt samtalestof, og fruen har haft endog meget konkrete ønsker baseret på erindringer om steder og oplevelser, som vi har forsøgt at opfylde efter bedste evne. "Så skal vi ud til havet!" Yes, ma'am. Og at se min mor nyde at spise østers med udsigt til den franske Atlanterhavskyst, efter at hun først ikke kunne huske, hvad man gør med sådan en tingest; ja, det skal ses (fotos haves).

Og ja, vi har været udmattet efter rejserne og har erfaret, at de skal være korte, da den gamle dame udmattes hurtigt nu. Men også usigeligt glade for de fælles oplevelser og samhørighed. Fornyelsen af gamle rejseminder har forstærket erindringens stof, og vi har med held forsøgt at fastholde minderne yderligere gennem fotobøger for hver enkelt rejse. Med digitale teknikker er det let.

Sidst, vi var afsted, var i maj, en uge før min mor skulle flytte på plejehjem. Vi tog bilen og boede på hotel nogle dage på Bornholm, for at hun kunne være sammen med sin gamle veninde og nyde foråret. Det var skønne dage for os alle. Den første nat var jeg urolig for, hvordan det gik i naboværelset, men det virkede, som vi havde håbet: Jeg havde skrevet sedler, hvorpå der stod, hvor vi var, og hun var tryg og vågnede glad. Og hun var ikke faldet. Hun har intet imod at lade mig hjælpe hende med bad og så videre, hvilket også er en fordel.

Bør vi alle tage familiens gamle med ud at rejse i ferien? Nej, naturligvis ikke. Det må afhænge af, om vi kan holde hinanden ud og finde fælles fodslag hele dage og nætter i træk. Jeg er heldig at have en mor, der har sin humoristiske sans og sin evne til at glæde sig i behold, selv om hendes hukommelse - som hun har udtrykt det - er som et vindpust. Og hun er heldig at have skabt en familie, der ikke lader sig gå på af at besvare de samme spørgsmål igen og igen og at stille ind på hendes tempo og bølgelængde.

At holde ferie sammen skal kunne give fælles glæder. I ferier kommer vi ekstra tæt på hinanden. Hvor mange forskellige behov kan rummes samtidig? Er der overskud på energikontoen? Familiens ældste vil være de første til at lide under dårlige stemninger og yngre generationers slet skjulte opofrelser. For nogle lader ferieoplevelser sig måske bedst dele i form af postkort, fortællinger og fotos, og så må man samtidig give sig tid til også at lytte til farfar og oldemors egne ferieminder. Men kan man finde ud af at dele feriedage, kan det blive til stor berigelse for alle generationer.

God ferie!

Christine E. Swane er uddannet mag.art. i kultursociologi og har en ph.d.-grad fra Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Har mange års erfaring med forskning inden for læren om aldring og ældre mennesker. Direktør for Ensomme Gamles Værn siden 2006.