Etikpanelet

Har alle mennesker ret til at få børn?

Voksnes ret til at få børn går ikke nødvendigvis hånd i hånd med barnets bedste, skriver psykolog John Halse.

Hvorfor bliver nogle grupper i samfundet anset som dårligere forældre end andre? Og har samfundet overhovedet ret til at blande sig i, hvem der har ret til at få børn? Sådan spørger en læser ved navn Thilde

 John Aasted Halse, medlem af etikpanelet, psykolog, forfatter og tidligere direktør for Børns Vilkår, svarer:

Der er en række spørgsmål, som det næsten er umuligt at få en seriøs debat om.

For eksempel er det yderst sjældent, at der er røster i debatten om retten til at få børn, som tager det åbenbart politisk ukorrekte standpunkt i det mindste at udfordre synspunktet om, at alle har RET til at få børn – uanset hvad!

Og grundlæggende HAR alle jo ret til at få børn.

Spørgsmålet er så om denne ret i visse tilfælde skal fraviges? Er der mænd og kvinder som er uegnede til at få børn? Mit svar er ja!

For eksempel er der en gruppe børn, der udvikler alvorlige skader – fysisk såvel som psykisk – på grund af forældrenes manglende evne til af løfte forældreopgaverne. Det kan være misbrugende forældre eller forældre, der på grund af et mentalt handicap er ude af stand til at løfte forældreopgaven.

I begge tilfælde med risiko for alvorlig fejludvikling hos børnene.

Måske er baggrunden for modstanden mod at foretage indgreb i forhold til enkelte og få forældregrupper, at det er så stort et indgreb i forældrenes rettigheder?

At man, når alt kommer til alt, stadig overser, hvad der er barnets bedste?

Selvfølgelig skal forældres og vordende forældres – også misbrugende forældres – retssikkerhed håndhæves. Og her har vi dybest set stolte traditioner i Danmark.

Men det løser ikke problemet: På den ene side forældrenes legitime krav på at få et barn, på den anden side det barnets ligeså legitime krav på at blive beskyttet imod risikoen for at få alvorlige problemer i livet.

Når det handler om børn, må målet være at fjerne så mange risikofaktorer som overhovedet muligt!

Her må en mulig risiko for, at børn får problemer veje tungere end de voksnes brændende ønske om at få børn.

I andre sammenhænge af samfundslivet, for eksempel miljø, økologi og bolig, tales om et såkaldt ’forsigtighedsprincip’, hvor synspunktet er, at en eeventuel usikkerhed skal komme borgerne til gode.

FN´s konvention om børns rettigheder taler om ’barnets bedste’ som et styrende princip, når der skal træffes beslutninger om børn.

Også i spørgsmålet om hvem der kan være forældre, må ’barnets bedste’ på dagsordenen.

Det er ingen – og har aldrig været en ret af få børn.

Vi må vænne os til et børneperspektiv, der her betyder, at børn har en ret, og forældre har ansvar og pligter i forhold til barnets opvækst.
 
Jeg er helt med på, at det kan være svært at trække grænsen.

Der kan være tilfælde, hvor for eksempel det at få tvangsfjernet et barn, må forekomme urimeligt for den enkelte og de pårørende.

Men debatten om at vælge fra og til er vigtig, fordi voksnes ret til at få børn ikke nødvendigvis går hånd i hånd med barnets bedste.

Og fordi de politisk korrekte holdninger ofte handler mere om voksnes rettigheder end om børns behov.