Det største etiske problem i verden er fattigdom

Et af de største moralske problemer mennesket er stillet overfor i dag, og i den nærmeste fremtid, er at så mange mennesker dør af fattigdom i en verden hvor der er en overflod af ressourcer som mad og penge.

Hvad bliver det største etiske dilemma i 2015? Det spørgsmål har Kristeligt Dagblad bedt alle medlemmer af Etikpanelet om at svare på. Her svarer Thomas Søbirk Petersen, filosof og forsker i moral og etik ved Roskilde Universitet 
 
Ifølge verdens sundhedsorganisation (WHO) dør der hver dag cirka 17.000 børn af hungersnød, fejlernæring eller mangel på basal medicin. Og i dag er der 1,4 milliarder mennesker, der lever for færre penge per dag, end hvad vi betaler for en halv liter sodavand. At være fattig betyder ofte, at du eller dine børn må gå sultne i seng, og at du ikke har adgang til rent vand.

Jeg mener, at et af de største moralske problemer mennesket er stillet overfor i dag og i den nærmeste fremtid er, at så mange mennesker dør af fattigdom i en verden, hvor der er overflod af ressourcer som mad og penge. En fattigdom, der ikke blot fører til smertefuld og tidlig død for millioner af mennesker over kloden, men også til social og økonomisk ustabilitet og krig og stigende flygtningestrømme, som i sidste ende skader alle på Jorden. Nævn mig et etisk problem, der har de sammen fatale konsekvenser?

Men hvad kan vi så gøre ved det? Det er klart, at stater kan gøre noget, som når Danmark hvert år giver et milliardbeløb til humanitære katastrofer og udviklingsprogrammer. Jeg ønsker dog i dette lille indlæg at fokusere på det enkelte individ. Hvad kan du og jeg gøre for at hjælpe individer fra at dø af fattigdom?

Lad mig begynde med en lille fortælling. Forestil dig, at en kendt og velhavende ejendomsmægler en søndag eftermiddag kører en tur op ad Strandvejen i sin nye røde Ferrari for at mødes med sin golftræner i Hørsholm Rungsted. I vejkanten ser ejendomsmægleren et barn, der er kørt ned, og som bløder. Der er ingen i nærheden, der kan hjælpe, og den rige mand vurderer, at barnet vil dø, hvis han ikke transporterer barnet til et hospital. Det er dog klart, at barnets blod vil give nogle pletter på bilens nye hvide lædersæder. Hvad bør manden gøre, og hvorfor?

Jeg tror, at de fleste ville mene, at den rige ejendomsmægler bør hjælpe drengen, selv om han kommer for sent til golftræning, og selvom der kommer blod på bilens nye lædersæder. Begrundelsen for at hjælpe er ligetil: Hvis det står i din magt at redde liv, uden at du tilnærmelsesvis må ofre noget lige så vigtigt, er det, hvad du bør gøre.

Men hvis du kan tilslutte dig dette princip, vil jeg foreslå følgende: At vi donerer mindst én procent af vores indtægt, som overstiger 50.000 kroner. Hvis du f.eks. tjener 250.000 kroner om året, vil det svare til 2000 kroner om året eller cirka 165 kroner om måneden.

Hvis den rige ejendomsmægler skal hjælpe et barn i nød, så vil vi også hjælpe børn i nød. Med disse penge kan du redde liv. Ifølge UNICEF, for eksempel, kan hundredetusinde af de børn, der dør af mæslinger hvert år hver især blive reddet af en vaccine, der koster cirka fem kroner. Så hvis vi alle giver lidt, kan det faktisk hjælpe mange.

Men som vi alle ved, hører man ofte nogle indvendinger mod, at private donerer midler til velgørende organisationer. Nogle hævder, at velgørenhed ikke hjælper nogen. Men indvendingerne hviler på kviksand.

Det hjælper fattige folk med at overleve og leve bedre liv når f.eks. Læger Uden Grænser vaccinerer børn i Malawi mod mæslinger eller bekæmper Ebola i Vest-Afrika. Andre hævder, at fattigdomsbekæmpelse må være en statsopgave, da de fleste årsager til fattigdom skyldes nationalpolitiske forhold som handelsblokeringer og korruption, der fastholder mange i fattigdom, og som derfor kun kan løses af politisk vej.

Men hvis stater, kirker og politikere ikke gør nok for at hjælpe verdens fattige (fattigdomsproblemet er jo stadigvæk stort og indlysende), så må vi som enkeltindivider tage et ansvar og gøre noget for at redde liv.

Private donationer er for øvrigt fuldt foreneligt med, at man også samtidigt kæmper for politisk eller religiøs forandring. Men hvis vi vælger kun at bruge energi på langsigtede og usikre politisk forandringer, efterlader vi tusinder af individer i ekstrem fattigdom, som med sikkerhed vil dø her og nu, medmindre de får hjælp.

Så hvis du ikke vil give en ged i julegave for at hjælpe verdens fattige, kan du jo vælge at give en hund eller to hver måned. Du kan tilmed trækkes pengene fra i skat. Og selvom et enkelt individs donationer er som en dråbe i det store fattigdomshav, er dét - der er en dråbe i havet for dig - et reddet liv for en person som du og jeg.

Har du et spørgsmål til Etikpanelet? Stil det her